I den katolske Kirke i Danmark lever vi i en lidt underlig tid. På den ene side har den katolske Kirke her i landet aldrig været større. Antallet af registrerede katolikker nærmer sig 50.000, og dertil skal givet lægges mange dårligt registrerede udlændinge. Der er altså flere kunder i butikken end nogensinde før. Samtidig lukker vi kirker og ser os forgæves om efter højt profilerede katolikker både i den bredere offentlighed og den katolske andedam. Er de katolske fyrtårne, der tidligere ragede og angav retningen, gået ud, og er det det årsagen til vore problemer?
Nu bør man altid være lidt skeptisk, hvis nogen kommer og påstår, at før i tiden var alting bedre. Det var det nogle gange, men de fleste gange var det bare anderledes. Når det drejer sig om fyrtårne, er der imidlertid noget om snakken. Går vi et par generationer tilbage, synes det noget lettere end nu at pege på danske katolske kulturpersonligheder og videnskabeligt markante skikkelser eller præster, ordenssøstre og lægfolk med stor betydning i det katolske miljø. En helt summarisk og ufuldstændig liste kunne jo være Johannes Jørgensen, Peter Schindler, Mogens Ballin, Knud Ballin, Gustav Scherz, Elsebeth Kieler, Clara Ramsing, H.D.T. Kierulff, Olaf Pedersen, Hubert Messerschmidt, Henrich Roos m.fl. Hvor er deres efterfølgere i dag? Lever vi i en nedgangstid?
Det korte svar er selvfølgelig: Ja, vi lever i en katolsk nedgangstid og har gjort det i mindst en menneskealder, men det er ikke alt, der er at sige om den sag. Det er ikke bare tiderne, der er sådan. Et blik på vore norske og svenske naboer synes at bekræfte billedet. Begge steder kan den katolske Kirke f.eks. glæde sig over en serie kendte konvertitter i medier, politik og kulturliv, der også skriver bøger og lader deres katolske identitet være synlig i offentligheden. Men det intensiverer bare spørgsmålet til os selv: Hvad gik galt? Jeg skal ikke hævde at have det endegyldige svar, men jeg vil bl.a. fremhæve følgende:
Den danske katolske kirke har siden 1960'erne skiftet fuldstændig karakter. Der har altid været mange udenlandske katolikker i Danmark, men siden 1970 er det, man kunne kalde den veluddannede dansk-katolske middelklasse, skrumpet gevaldigt ind. Det har vældig meget med ungdomsoprøret, afkristningen og den almindelige kulturudvikling at gøre, men facit er, at det sociale lag, hvor de fleste kulturelle fyrtårne må antages at opstå, er skrumpet gevaldigt. Den katolske kirke i Danmark består i dag ikke af et stærkt og centralt dansk-katolsk element i kombination med et overskueligt antal udenlandske grupper, men af et utal af nationale og kulturelle grupper, hvoraf den dansk-katolske kun har lidt større betydning, fordi vi trods alt som kirke må fungere i et dansksproget samfund. Den katolske kirke i Danmark er langt hen ad vejen et konglomerat af migrantmenigheder. Denne den danske katolske kirkes sammensatte karakter er i sig selv en hæmsko for udviklingen af fyrtårne, fordi et potentielt fyrtårn så at sige kun kan skinne i en snæver delmængde af landets 50.000 katolikker.
Et andet punkt, hvor den katolske kirke har ændret sig, er præster og ordensfolk. For et par generationer siden virkede flere hundrede udenlandske præster og ordenssøstre her i landet, og ordenerne sendte ofte deres bedste folk. I takt med at tilgangen til mange af ordenerne faldt, blev der færre og færre at sende til Danmark, og kvaliteten blev også mere på det jævne. Der var jo brug for de bedste derhjemme. Før vi nu helt hengiver os til depressionen, er der imidlertid et par ting, vi skal huske på.
For det første er fyrtårne ikke noget, vi med nogen ret kan kræve eller forvente til hver en tid. Det er ligesom med store forfattere, musikere, kunstnere og politikere for den sags skyld. Det er langt fra alle tider, der har lige mange at opvise. Man må tage det, som det kommer, og glæde sig, når det sker.
For det andet er fyrtårne ikke nogen livsbetingelse for kirken. Kristus grundlagde sin kirke ved hjælp af ganske almindelige mennesker. Fyrtårne som f.eks. Paulus kom først til senere. Det, der holder kirken kørende, er ikke de få fyrtårne, men de mange loyale og engagerede troende, og dem er der – hvis jeg ellers ser rigtigt – ikke nogen virkelig mangel på.
Mens vi venter på fyrtårnene kan vi passende synge en af Grundtvigs salmer, som for nogle par år siden var ved at ryge ud af vores salmebog, indtil Jacob Thomsen gjorde opmærksom på, at den rammer vores nuværende situation på en plet. Det er salmen "Foragter ej de ringe dage", dvs. "Foragt ikke de svage, fattige dage". Her hedder det bl.a. i tredje vers:
Foragter ej de midler ringe!
Her intet sker ved kæmpehånd,
her intet lader sig fremtvinge,
i stilhed virker her Guds Ånd.
Her lavt er alt, og sent det går,
som hjertet sidder, hjertet slår.
Og siden i femte vers:
Alt som det dunkle hjertekammer,
så er vor kirkehytte lav,
dog marmor skønt med lyse flammer
til kirkevæg os Ånden gav,
og til en grundvold fast og ren
den gamle hoved-hjørnesten.
Det er trøsterigt at tænke på.
