Menneskesynet
Det var Irenæus (helgen og kirkefader 130-202), der gav Grundtvig den afgørende impuls til "den mageløse opdagelse". Han følger ikke Irenæus' virkelige sammenhæng og mening, men tager kun én side af den. Noget tilsvarende kan siges om hans menneskesyn. Også her afviger Grundtvig afgørende fra den lutherske tradition og henter på vigtige punkter inspiration hos Irenæus. Også på dette punkt danner Grundtvig derfor en vigtig bro mellem den danske tradition, som han har præget så stærkt, og katolsk kristendomsforståelse, som er helt i pagt med Irenæus. Men også her gælder det, at Grundtvig bruger det, han vil, og afviger fra Irenæus' virkelige sammenhæng og mening.
At Grundtvigs menneskesyn betegner et brud med det luthersk-pietistiske menneskesyn er velkendt. Han fandt dette menneskesyn mørkt og nedslående, uden sans for storheden i naturen og historien, for menneske- og folkeliv. Hos Irenæus derimod fandt han den katolske opfattelse, at det ikke er menneskenaturen som sådan, der er syndig og ond; den er og forbliver god, fordi Gud er og forbliver menneskenaturens Skaber. Synden ligger i menneskets vilje; den virker ødelæggende på naturen, men den ophæver den ikke; den kan ikke ophæve den.
Men synden får konsekvenser for mennesket og det ned gennem slægten. I Adam har alle syndet, og ingen kan genrejse sig selv fra faldet, men må som ren nåde modtage genrejsning af Kristus. Når mennesket bliver inkorporeret i Kristus i dåben og dermed optaget i Kirkens fællesskab, sker der til gengæld en virkelig frigørelse, genoprettelse og fornyelse af mennesket: Kristus giver mennesket ved troen på ny at kunne knytte sin vilje og kærlighed til Gud, så at det i Kristus på ny kan virke og handle i kraft af Gud og sammen med Gud. Dermed inddrages hele menneskelivet i frelsen, dvs. menneskelivet i hele dets fylde. Skabelse og frelse knyttes således sammen, at det ene ikke kan ses og forstås uden det andet. Der er tale om en stor plan fra Guds side, en oikonomia. Ved inkorporeringen i Kristus knyttes mennesket så inderligt sammen med Gud, at det i hans Ånd guddommeliggøres og derved og først derved når sit mål. For Gud er blevet menneske, for at mennesket skal "guddommeliggøres" som menneske.
Grundtvig ser straks det positive og livsbekræftende i dette menneskesyn, og det talte stærkt til ham. Det frigjorde ham fra den lutherske opfattelse, at mennesket er i bund og grund fordærvet og som "stok og sten" ude af stand til at gøre noget godt og yde en aktiv indsats i livet af betydning, set i evighedens perspektiv. Efter en sådan opfattelse ligger alt det jordiske i det onde, og håbet må rettes mod livet efter døden. Grundtvig gør i tilslutning til Irenæus og den gamle kristne tradition op med denne negative opfattelse. "Christus kunde umuelig blevet Menneske, dersom ikke alt Menneskeligt kunde kiærlig sammensmelte med det Guddommelige", hedder det i 1831 (Søndagsbogen 3,27). Det er irenæisk. Og i Den christelige Børnelærdom fra 1855-61 afviser Grundtvig den "Grund-Vilfarelse", "hvorefter Menneske-Naturens Grund-Fordærvelse og aandelige Uduelighed til alt godt gjordes til Grundvold for hele Gjenløsnings-Værket; skjønt det er klart, at alt det menneskelige, der trængte til at frelses og gjenløses, genfødes og fornyes efter hans Billede, som skabte os, derved maatte gaa til Grunde" (US 9,425). Også det er irenæisk. Og det er det også, når Grundtvig fremhæver, at det er "det samme Menneske-Liv, som faldt, der skal oprejses, den samme forlorne Søn, som var mistet, der blev funden, var død og blev levende" (smst. US 9,424-425). Det "nye" menneske er ikke et "andet" menneske, men det samme menneske - fornyet.
I sammenhæng med det irenæiske menneskesyn fremhæver Grundtvig også den åndelige vækst. Irenæus udtrykker det således, at Adam i paradiset var et barn, og at menneskets vækst gik i stå på grund af syndefaldet, men at Kristus frigør mennesket, således at det kan vokse op til Kristus og blive et åndeligt menneske. Denne væksttanke hos Irenæus møder vi hos Grundtvig eksempelvis i "Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord", i denne form:
og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled sig ved "fadervor" at bede.
Da følte jeg den trøst af sandheds ånd,
at lykken svæver over urtegården,
når støvet lægges i sin skabers hånd,
og alting ventes i naturens orden:
Kun spiren frisk og grøn i tidlig vår,
og blomsterfloret i den varme sommer,
da modenhed i møde planten går
og fryder med sin frugt, når høsten kommer!
Inspirationen er fra Irenæus, udformningen en anden. Men den positive vækst-tanke er der. Den må vel anses for utænkelig i en luthersk sammenhæng.
Ifølge Irenæus er mennesket ikke så fordærvet, at det ikke kan genrejses. Han udtrykker det i tilknytning til skabelsesberetningen således, at mennesket fortsat er skabt i Guds billede, selv om det ved syndefaldet har mistet ligheden med Gud. Kristus genrejser mennesket til lighed med Gud igen, og "væksten" er udviklingen frem mod denne lighed. Også denne anvendelse af "billede" og "lighed" finder vi hos Grundtvig. Fint er det udtrykt i Christenhedens Syvstjerne fra 1860:
Ingen har Guldtaarer fældet,
som ej Glimt af Guldet så,
og Guds-billedet forældet
maa í Glans dog for os stå,
om hos os det skal fornyes,
thi fornyes kan som flyes kun,
hvad gammelt end er til.
Det er kun, fordi det "forældede Guds-billede" endnu er i os, at vi kan høre Guds ord og forstå, at vi har mistet det bedste: ligheden med Gud:
Derfor end os dybt kan røre
det Guds Ord, som os har skabt,
når vi af Guds Mund det høre,
at det Bedste vi har tabt:
Barnelighed med vor Fader,
Sandheds Gud og Løgnens Hader,
Kærlighedens Kildespring.
Hos Irenæus er det faldne menneske ikke ophørt med at være skabt i Guds billede, og dette billede kan derfor igen rejses, så det på ny også får sin lighed med Gud Fader tilbage gennem den åndelige vækst. Det skyldes, at det er samme menneske, for det er den samme Gud, der har både skabt mennesket og forløst det. Det åbner for et positivt syn på mennesket og dets muligheder, også det faldne menneskes muligheder.
Der kan ikke være tvivl om, at det er denne positive vurdering af menneskelivet, som Grundtvig har villet udtrykke med sit "Valgsprog": "Menneske først og kristen så". Her føjer da Grundtvig ind alt det, som han anser for værdifuldt i menneskelivet, og ser det som udtryk for det Gudsbillede, hvori mennesket er skabt, og som genrejsningen forudsætter og fuldender. Det gælder sansen for "evigt Liv" og forud herfor sansen for "Liv og Eftermæle"; det gælder "Folk og Fædres Land"; det gælder hjertets sans for, at vi er af "Gude-æt"; og det gælder "Ordets Klang i Folkemundemt.
Hermed er vi langt inde i Grundtvigs gengivelse af Irenæus' syn på sammenhængen mellem menneskets skabelse og dets genløsning, og vi får den for Grundtvig så karakteristiske sammenhæng mellem det menneskelige og det kristne - en fin fremhævelse af gensidigheden mellem det menneskelige og det kristne. Imidlertid indeholder "Valgsproget" også en afgørende uklarhed. I dens knappe form kommer den til at sige, at det gælder om først at blive menneske, for derefter at blive kristen, og sådan er det også ofte blevet opfattet. I denne tolkning af Grundtvig fremhæves meget stærkt (som af Kaj Thanning), at Grundtvig netop med sit valgsprog har villet fremme menneskelivets selvstændighed i forhold til kristendommen, sætte mennesket "frit" i forhold til kristendommen. Grundvigs formulering indbyder til denne tolkning, selv om det er tvivlsomt, om han har gennemført den. Men i forhold til Irenæus er problemet der.
For Irenæus er der på ingen måde tale om først at blive menneske og derefter kristen. For mennesket kan slet ikke blive fuldt ud menneske, hvis ikke det tager sit udgangspunkt i Kristus; for Kristus er det Guds-billede, hvori mennesket er skabt, og hvori det fuldendes. Han er både begyndelsen og målet for menneskets liv. I ham får mennesket lov til at fortsætte sin åndelige vækst til fuldkommenheden, "guddommeliggørelsen" som menneske. For således har Gud i Kristus knyttet mennesket til sig, og det er menneskets frelse og herliggørelse. Ved at modtage Kristi Ånd bliver mennesket gjort Gud lig efter sin bestemmelse - og Guds vilje fuldbyrdes (Gendrivelse af den falske gnosis 5,8,1). Denne frelse, genrejsning og herliggørelse er helt reelt, næsten "fysisk" virkeliggjort i Kristus og i og med ham for alle mennesker, og det er denne virkelighed, Kirken formidler til alle, der vil tage imod.
Derfor ser Irenæus altid det første menneske, Adam, dvs. mennesket slet og ret, som det er skabt af Gud, ud fra Kristus. Det er her vigtigt at huske, at Irenæus er inde i et stort opgør med gnosticismen, der adskilte Det gamle Testamente fra Det nye Testamente, skabelsesperspektivet fra frelses perspektivet. For dem var skaberguden i Det gamle Testamente en ond gud, til forskel fra den gode Gud Fader, som Jesus har åbenbarer. Her fremhæver Irenæus, at efter den apostolske kristentro er der tale om den samme Gud, og der er derfor også tale om det samme menneske, der er skabt, og som bliver frelst og herliggjort. Derfor ser Irenæus også altid det første menneske, Adam, dvs. mennesket slet og ret, og herunder også det faldne menneske, ud fra Kristus, i hvis billede mennesket er skabt. Det er Guds Søn, der ved at blive menneske og ved at påtage sig den oprindelige skabelse har åbenbaret og realiseret menneskets lighed med Gud (Gendrivelse af den falske gnosis 453,3), Hverken kødets vilje eller menneskets vilje, dvs. alt, hvad mennesket selv kan og vil, men Faderens godhed - Guds gode hænder, Sønnen og Helligånden har gjort mennesket fuldkomment (Gendrivelse 5,1,3). Denne sandhed er trådt frem, da Guds Ord gjorde sig til menneske og førte mennesket tilbage til lighed med Gud. Før inkarnationen var ligheden ikke synlig; derfor kunne den også let gå tabt, som den gjorde. Men nu kan mennesker i Kristus se den model, det er skabt efter og bestemt til; nu har det i ham mulighed for at vende tilbage til sin sande menneskelighed. I inkarnationen bekræfter Gud både Gudsbilledet og Gudligheden í mennesket (Gendrivelse 5,l6,2). I det Guds Ord, der er blevet synligt, er ligheden endegyldigt blevet genoprettet (smst.5,16,2).
Grundtvigs formulering og givetvis også i vid udstrækning hans egen udlægning af den, opfordrer til "at være menneske" uden reference til Kristus som menneskets Forløser. Dermed går han helt uden for det irenæiske menneskesyn. For ét er, at mennesket skal tage imod troen og dåben af egen fri vilje og for så vidt er "frit" stillet over for kristendommen, noget ganske andet den påstand, at det skulle være muligt at blive sandt menneske uden at blive forløst dertil af Kristus. Det er vanskeligt at se andet, end at Grundtvig her, af glæde over Irenæus' positive menneskesyn, ikke blot gør op med den lutherske tradition, men også går så at sige i den modsatte grøft og nærmest giver det udseende af, at det at være menneske både kan og skal mennesket selv klare. Grundtvig tænker her uden tvivl skabelsesteologisk ud fra sine kristne forudsætninger. Men spørgsmålet er, om der ikke - trods modsatrettede udsagn - er en stærk tendens til en "naturlig teologi", der ikke, som Irenæus, tænker skabelse og genløsning organisk sammen. En stærk fremhævelse af det at være menneske uden reference til Kristus indebærer, at syndefaldets realitet lades ude af betragtning på en måde, som Irenæus ikke ville drømme om.
For Irenæus er det Kristus, der er nøglen til vor forståelse af mennesket, for Kristus er det sande menneske, og den, som det første menneske, Adam, dvs. mennesket slet og ret, er skabt efter. "Som Guds billede skabte han mennesket", siger Irenæus med citat fra 1 Mos.9,6, "og Guds billede er Sønnen" (jfr. Kol.l,15), "i hvis billede mennesket blev skabt" (Irenæus' Bevis for den apostolske forkyndelse kap.22, dansk overs. fra armenisk ved Jes P. Asmussen, Kbh.1970). Mennesket er skabt i Sønnen, der er Faderens billede. Det første menneske er ufuldstændigt, ufuldendt og tilmed skadet af synden. For Irenæus må Kristus derfor både genrejse mennesket i Guds billede og lignelse og virkeliggøre det efter dets bestemmelse. Det er derfor i ham og kun i ham og ved hans hellige Ånd, det bliver muligt for det faldne menneske at realisere sig selv.
Kristus "rekapitulerer", dvs. sammenfatter og opsummerer, alle mennesker, alle folkeslag, alle sprog i sig, hedder det hos Irenæus (Gendrivelse af den falske gnosis 3,225). Det sker gennem inkarnationen, der derfor bliver det afgørende orienteringspunkt for Irenæus, og hele den "rekapitulatíon", dvs. sammenfatning, genrejsning og fuldendelse af menneskeheden og Altet i Kristus, som er inkarnationens mål. Dette er fundamentalt i hele Irenæus' menneskesyn og kristendomsforståelse (smst. 5,18,7; 3,19,1).
Irenæus har det fra Paulus, der sammenfatter den frelsesplan, som Gud har fattet hos sig selv, med ordene: "i tidernes fylde at sammenfatte alt, både det himmelske og det jordiske, i Kristus" (Efes. 1,10). Hos Irenæus som hos Paulus drejer det sig altså om en samlet forståelse af skabelse og frelse ud fra Kristus.
Netop dette tema har også fået en central plads i Det andet Vatikanerkoncils konstitution "Om Kirken i verden af i dag". I paragraf 22 om Kristus som det nye menneske hedder det bl.a.: "Ved at åbenbare hemmelighederne om Faderen og hans kærlighed åbenbarer Kristus, den nye Adam, fuldt ud mennesket for det selv og viser det dets herlige kald". Og det samme tema har pave Johannes Paul II gjort til sit i sin første rundskrivelse om Kristus som menneskets forløser (Redemptor hominis, især paragraf 8 om Forløsningen: En ny skabelse. Dansk oversættelse l980). I hele dette perspektiv er det som hos Irenæus Kristus, der er oprindelsen til og målet for menneskets genrejsning, forløsning og fuldbyrdelse som menneske.
Det er dette mål for såvel det enkelte menneske som for hele menneskeslægten, der let glider ud af billedet ved Grundvigs stærke fremhævelse af "Menneske først". Uklarheden hos Grundtvig har uden tvivl haft indflydelse på den efterfølgende udvikling. Den lægger op til en "sækularisering" af menneskelivet og en sådan "selvstændiggørelse" af den menneskelige tilværelse, at mennesker kan komme til det resultat, at det da vel selv kan bestemme, hvad det vil sige at være kristen, eller endog kommer til det resultat, at det med at blive kristen kan være lige meget, "mennesket er jo godt nok i sig selv". Det gælder i al fald først og fremmest om at være menneske, tænker man så. Således standser "det moderne menneske" op ved "menneske først" og forlader kristendommen, for hvad har den at give menneskelivet, som det ikke allerede har i forvejen?
Det har naturligvis aldrig været Grundtvigs mening, men hans "Valg-Sprog" har kunnet give anledning til denne opfattelse, og dermed til et menneskesyn, der nærmest er det modsatte af det, vi finder hos Irenæus. For hvis man lægger stor vægt på, at det gælder om at være menneske, uden det organisk præciseres, hvad kristendommen betyder i denne sammenhæng, så indbyder man samtidig til ikke at regne med kristendommen, men bygge sin egen mennesketilværelse op uden. Det bliver resultatet af en sådan lære, når samfundet for alvor bliver "sækulariseret". Og så opstår den paradoksale situation, at kristne med denne opfattelse i praksis opfordrer medmennesker til at se bort fra kristendommen.
Hos Grundtvig selv forbliver menneskesynet væsentligt kristent bestemt, fordi han ser mennesket som skabt og frelst af Gud. For så vidt er der et stort fælles område mellem hans menneskesyn og det katolske. Men Grundtvig giver "menneskelivet" en skabelsesteologisk plads, der, sammenlignet med Irenæus, forsømmer at se Kristus som menneskets centrum. Grundtvigs menneskesyn fremhæver først og fremmest det skabelsesteologiske: Gud har skabt mennesket såre godt; Irenæus og den katolske tradition udleder menneskesynet af kristologíen, læren om Kristus, forstået som det nye menneske, det rensede og fuldendte menneske.
Teksten er gengivet med tilladelse fra Katolsk Forlag
Teologen Bent Dalsgaard Larsen (1931-2009) analyserer i denne bog to repræsentanter for dansk kristendom, nemlig Kierkegaard og Grundtvig, i lyset af katolsk tradition, især Irenæus af Lyon og Augustin.
Kan købes på Katolsk Forlag - HER
