Catholic News Agency den 19. September 2022 - Af Justyna Galant for CNA, Warszawa, Polen
Oversat af Birgit Bidstrup Jørgensen fra Team Katolsk Liv
Under mottoet "Jeg lover dig" gik anslået 10.000 mennesker gennem gaderne i Polens hovedstad søndag den 18. september for at deltage i Den Nationale March for Livet og Familien.
”Lignende marcher arrangeres gennem hele året i 150 byer i Polen og samler flere hundrede tusinde mennesker,” siger Pawel Ozdoba, formand for Center for Liv og Familie, som var ansvarlig for at organisere marchen, til CNA.
Den polske præsident Andrzej Duda henvendte sig til deltagerne i en særlig videobesked:
Jeg er meget glad for, at du igen marcherer gennem Warszawas gader. Bedsteforældre, forældre, børn og kommende forældre danner et stort og glædeligt fællesskab her i dag. Sammen giver I offentligt vidnesbyrd om jeres engagement i de ædleste idealer. I udtrykker overbevisningen om, at en stærk familie betyder en succesfuld fremtid for vores land. Jeg takker jer af hjertet for dette.
Marchen den 18. september begyndte med en koncert med det populære band Noah's Ark, efterfulgt af flere taler. Ozdoba forklarede, hvorfor dette års motto var "Jeg lover dig", et udtryk fra ægteskabsløfterne: "I år ønsker vi at minde ægtefæller og dem, der er kaldet til ægteskab, om betydningen og betydningen af ægteskabsløftet," sagde han.
Fornyelsen af ægteskabsløfterne fandt derfor sted før marchen begyndte. Ritualet blev forestået af Fader Bogdan Bartold, præst for katedralen i ærkebispedømmet Warszawa.
Deltagerne i marchen gik gennem Warszawas gader med farverige balloner og rød-hvide flag. De bar også bannere med budskaber som: "Livet er smukt", ”Lad børn leve", "Jeg vælger livet" eller "Faderskabet begynder ved undfangelsen. Lige ansvar. Lige rettigheder." Desuden bar ægtefæller særlige mærker, hvorpå de skrev deres navne og antallet af år, de havde været gift.
Mange forældre med børn, ægtepar, offentlige personer, medlemmer af bevægelser og foreninger, præster, ældre og enlige deltog i marchen. Den blev afsluttet med en højtidelig messe. Arrangementet blev afholdt under protektion af ærkebiskop Stanislaw Gądecki, formand for den polske bispekonference.
Pawel Ozdoba, formanden for Center for Liv og Familie, sagde til CNA:
Desværre viser statistikker, at i øjeblikket går hvert andet ægteskab i Warszawa i opløsning. På landsplan er situationen ikke meget bedre, da hvert tredje ægteskab statistisk set går i opløsning. Det er dramatiske tal, der kræver vores klare reaktion. Det er derfor, vi viser offentligheden, at ægteskab kan være lykkeligt.
Det var 17. gang, arrangementet blev afholdt. I løbet af året arrangeres sådanne marcher omkring 150 steder i Polen og samler hundredtusindvis af mennesker.