21. november 2024

Liturgiske fejringer juli og august

Arkivfoto: Pave Frans leder velsignelsen af lysene ved Vor Frue af Fatimas helligdom den 12. maj 2017

Den Hellige Stols pressekontor har udgivet den officielle kalender for pave Frans' liturgiske fejringer for juli og august 2023, som inkluderer messe på den 3. verdensdag for bedsteforældre og ældre og hans kommende apostoliske rejser til Portugal og Mongoliet.

Vatican News den 4. Juli 2023
Af: Deborah Castellano Lubov
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen

Den Hellige Stols pressekontor har udgivet kalenderen for pavens liturgiske fejringer i månederne juli og august. I juli ligger traditionelt en hvileperiode, hvor paven indstiller de fleste af sine aktiviteter.

Ifølge kalenderen, der blev offentliggjort tirsdag, er den eneste officielle liturgiske fejring, der finder sted i Vatikanet, messen for den 3. verdensdag for bedsteforældre og ældre søndag den 23. juli. I den anledning er planen, at den Hellige Fader præsiderer over messen i Peterskirken kl. 10.

Kirken fejrer verdensdagen hvert år den fjerde søndag i juli, tæt på festen for Jesu bedsteforældre, de hellige Joachim og Anna. Pave Frans indstiftede denne dag i 2021 for at minde om bedsteforældre der, som han siger, ofte bliver glemt, selvom de "er det bindeled mellem generationer, som videregiver oplevelsen af livet og troen til de unge."

Som dette års tema valgte paven "Hans barmhjertighed varer fra slægt til slægt" (Luk 1,50), som udtrykker forbindelsen til Verdensungdomsdagene d. 1.-6. august 2023, som finder sted kort derefter i Lissabon, Portugal.

De følgende liturgiske fejringer vil finde sted i forbindelse med den hellige Faders kommende apostoliske rejser.

Messe for unge mennesker I Portugal

I den første uge af august vil den Hellige Fader i anledning af Verdensungdomsdagene præsidere over liturgiske fejringer under sin apostoliske rejse til Portugal fra 2.-6. august.

Under sit ophold vil han besøge nationens hovedstad Lissabon og gøre ophold i Fatima. For anden gang under sit pontifikat vil den Hellige Fader besøge det marianske pilgrimssted, destinationen for millioner af pilgrimme hvert år.

Paven besøgte helligdommen den 12.-13. maj 2017 i anledning af hundredåret for den hellige Jomfru Marias åbenbaringer ved Cova da Iria. Ved den lejlighed bad paven om en ende på de krige, der "sønderriver" verden.

I Fatima viste Jomfru Maria sig for tre portugisiske børn for lidt mere end 100 år siden, i dét, der dengang var en fattig bondelandsby.

Lissabon er vært for de fjerde Verdensungdomsdage, som pave Frans vil præsidere over efter at have gjort det samme for Verdensungdomsdagene i Rio de Janeiro, Brasilien, i 2013; Krakow, Polen, i 2016; og Panama City, Panama, i 2019.

De 37. Verdensungdomsdage var oprindeligt planlagt til at finde sted i den portugisiske hovedstad i 2022, men blev udskudt på grund af den sundhedsmæssige nødsituation forårsaget af Covid-19-pandemien.

Til dette års motto for Verdensungdomsdagene har pave Frans valgt "Maria brød op og skyndte sig afsted" (Luk 1:39).

Apostolisk rejse til Mongoliet

Kalenderen for pavens liturgiske fejringer fremhæver også, at pave Frans vil præsidere over liturgiske fejringer i slutningen af august under sit apostoliske besøg i Mongoliet, 31. august - 4. september.

Der er færre end 1.500 katolikker i hele Mongoliet, og pave Frans vil være den første pave, der nogensinde besøger det østasiatiske land. Den hellige stols pressekontor vil i løbet af de kommende uger frigive programmet for den apostoliske rejse og yderligere detaljer.

I det seneste konsistorium til kreering af nye kardinaler gjorde pave Frans i august 2022 kardinal Giorgio Marengo, den apostoliske præfekt i Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar, til landets første kardinal nogensinde.