Kan man blive frelst hvis man er rig?

Benediktinermunken Caesarius Cavallin, læste messen og prædikede på Vor Frue Kloster

Søndag, den 10. oktober holdt benediktinermunken Caesarius Cavallin en prædiken over Markusteksten "Den rige mand". En kristen udfordring der på fin vis afrundes i dag fredag den 15. oktober på mindedagen for Teresa af Avila. Endnu én af Den katolske Kirkes betydende kirkelærere.

I et kapitel i forfatterinden Grethe Livbjergs bog fra 1995: "Teresa af Avila - Venskabets mystiker" omtaler hun netop den tekst i bibelen som broder Cæsarius prædikede over på Vor frue Kloster. Udfordringen som den rige mand står overfor: Kan man blive frelst hvis man er rig?

Bemærk: Når Grethe Livbjerg taler om boliger henviser hun til Teresa's måske vigtigste værk: Den indre borg. Sjælen som en borg med mange boliger og i den inderste bor Gud. Teresa anviser vejen gennem borgens syv boliger. En vej som er åben for alle der vil gå den, men som mange må opgive. allerede i 3. bolig.

Grethe Livbjerg skriver:

Teresa fortæller, at lige siden hun begyndte at tale om disse boliger, har hun tænkt på den rige mand i evangeliet. Han var perfekt. Da jesus foreholdt ham budene, kunne han sige: »Alt dette har jeg holdt fra min ungdom af.« Sådan er de, som er kommet til den 3. bolig, siger Teresa. »De er venner af bodsøvelser, de tilbringer regelmæssigt flere timer i andagt, de er nøje med deres tid, de udfører barmhjertighedsgerninger mod deres næste, de er beskedne i tale og klædedragt. Enhver kan virkelig ønske sig at være i den tilstand, og der synes ikke at være nogen hindring for, at de kan træde ind i den inderste bolig. Vor Herre vil heller ikke nægte dem det, hvis de ønsker det, for de har de bedste anlæg for at blive delagtige i den nåde« (Indre Borg 3.1,5).

Man kan sammenligne de tre første boliger i den indre borg med den første fase i det, Jung kalder individuationsprocessen, og som han lader falde sammen med første halvdel af livet. Den indebærer en initiation og en vis tilpasning til den ydre virkelighed. Jung taler om at opbygge - etablere - sin persona. »Persona« betyder maske. »At gå med maske på« er et negativt ladet udtryk, men i virkeligheden må vi have en eller flere masker for at kunne fungere. Forretningsmanden må have en anden maske i forhold til sine forretningsforbindelser end til sin familie. Hvis han også optræder som forretningsmand i sit hjem, mister han kontakt med dele af sig selv. At have en udviklet persona indebærer sunde, realistiske forventninger til mig selv og andre og funktionsdygtighed i de sammenhænge, hvor jeg er sat. Jung forstår ved »persona« den udadrettede holdning, den ydre karakter i modsætning til det indre liv.

I livets første fase må vi få kontrol over os selv og vort liv. Den er præget af uddannelse, af at skabe sig en levevej og et hjem. For den troende i at tilpasse alt dette til Guds vilje - og opbygge sit religiøse jeg.

Man må sige, at den rige mand havde opbygget sit religiøse jeg. Naturligvis var det ikke forkert, at han havde holdt budene, at han var så »rigtig«. Tredje boligs mennesker er gode kristne, som enhver menighed kunne ønske sig mange af. Denne opbygning af en kristen persona er vigtig. Man kan ikke springe over de tre første boliger i borgen.

Jesus sagde til den rige mand: »En ting mangler du endnu: Sælg alt, hvad du har og del det ud til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!« (Luk. 18, 22-23) Men der står om ham, at han gik bedrøvet bort, for han havde megen gods, og dette gods var ikke bare materielt, men også hans fint opbyggede religiøse jeg. Han ville ikke give slip på dette velkontrollerede jeg, som han helt havde identificeret sig med, og overgive kontrollen til Jesus.

Teresa har medlidenhed med dem, der befinder sig i de første to boliger, men i skildringen af indbyggerne i den tredje er hun ironisk: »Det er nytteløst at ville vejlede dem, for siden de så længe har arbejdet på at erhverve dyder, tror de, at de kan undervise andre« ... »vær ikke bange for, at de med deres askese vil tage livet af sig, for deres forstand hviler trygt i sig selv, og kærligheden er ikke stærk nok til at drive forstanden ud« (Indre Borg 3,2,7).

Det ligger nær for disse sikre tredje-boligmennesker at kritisere andre. De har jo deres på det tørre, men se hvor de andre fejler! For dem gælder især Teresas utallige formaninger: Lad os se på vore egne fejl og lade andres i fred, helt på linje med Jungs opfordring til at trække sine projektioner hjem: Tag dig først af konflikten i din egen baggård!

»Jo nærmere vi kommer livsmidten,« siger Jung, »og jo bedre det er lykkedes for os at forskanse os i vore personlige holdninger og sociale positioner, jo mere synes det, som om vi har opdaget den rette kurs, de rigtige idealer og principper for vores handlernåde. Derfor finder vi dem af evig værdi og gør en dyd af at klynge os til dem. Vi overser det vigtige faktum, at det sociale mål er nået på bekostning af en indskrænkning af personligheden. Mange - alt for mange - aspekter af livet, som skulle være oplevet, er smidt ud i pulterkammeret« (7)

Men mange nutidsmennesker har ikke nået sociale mål og kan slet ikke som manden præsentere sig som disciplinerede personer.

Wilfrid Stinissen skriver i sin bog "Inre vandring": I ærlighedens navn bør det siges, at risikoen for selvsikkerhed måske var noget større på Teresas tid end i vor. Nu for tiden findes der ikke så mange, som lever et velordnet liv. Mange, for ikke at sige de fleste, er så trætte, splittede, viljesvage eller også psykisk sårede, at de ikke når særlig gode resultater, når de begynder at føre et åndeligt liv ... Faren består da ikke så meget i selvsikkerhed som i modløshed. I stedet for at kaste sig i Guds arme, giver man op. Svaghed er ganske vist et bedre udgangspunkt end styrke, når det gælder at nå Gud, men forudsætningen er, at svagheden erkendes og accepteres som personlig svaghed, dvs. som en svaghed, man selv tager ansvaret for.«

Psykologiens utilstrækkelighed

Psykologien kan tilbyde splittede, sårede mennesker en hjælp til at danne en sund selvsikkerhed - en stabil persona. Men når et menneske er kommet igennem arbejdet med sine trauamer, opdager det ofte utilstrækkeligheden i en blot psykisk balance, eller rettere, at denne ikke kan etableres uden i forholdet til Gud. Som én skrev til mig: »Personligt har jeg oplevet - i psykologisk forstand - »at finde mig selv, men jeg stod tilbage dybt frustreret. Jeg vidste, at noget var færdigt - at der ikke var mere at »grave frem«, og at det, der havde været, var udlevet og på plads - forstået, accepteret, integreret - og alligevel havde jeg oplevelsen af, at det ikke var nok. Først i mødet med Gud fandt jeg kernen i mig selv.« Lignende generelle erfaringer gjorde Jung med sine patienter: »Mellem alle mine patienter, som befandt sig i anden halvdel af livet - dvs. var over 35 år - har der ikke været nogen, hvis egentlige problem ikke, når det kom til stykket, var af religiøs art. Man kan roligt sige, at de alle blev syge, fordi de havde mistet det, som levende religioner i enhver tidsalder har givet sine tilhængere, og at ingen af dem er blevet virkelig helbredt uden at genvinde sin religiøse livsanskuelse.«

Har tredje-boligmennesket bare opbygget et kristent menneskes ego, men ikke mødt Gud? Det kan man ikke sige, men de har mest mødt ham på anden hånd, gennem bøger, prædikener, andre menneskers vidnesbyrd. De har ikke mødt ham på en sådan måde, at de har turdet give slip på sig selv - sælge alt.

Efterhånden kan de også føle sig frustrerede. De klager over tørke i bønnen. Teresa bemærker, at når de møder prøvelser, som ikke er særlig alvorlige, kommer de helt ud af balance - så hun bliver helt skræmt ved at se det. Små lidelser kanoniserer de og vil have, at andre også gør det: Se hvor jeg bærer Jesu kors! Alt bliver til svære kors for dem, fordi de er bange for alt og ikke tør gå videre.

For nu gælder det om at slippe, hvad der er vundet i det ydre, »at sælge alt«. Nu må vejen gå indad i udforskningen af borgen. Egoet er opbygget, nu gælder det om at turde slippe det for at finde det ægte, dybe jeg: Centret.

Men vi behøver Guds indgreb for virkelig at give slip. Teresa kæmpede i så mange år og indrømmede, at hendes tilsyneladende unyttige kamp skyldtes, at hun gjorde den fejl »ikke at sætte al tillid til hans Majestæt og miste al tillid til mig selv«.

Hvis ikke vi vil tilbringe resten af vort liv »med tusind plager og bedrøveligheder«, så må vi lære at give afkald på os selv, »for når vi ikke forsager os selv, må vi udstå meget besvær og megen nedtrykthed, når vi vandrer frem belæsset med vor elendigheds jordbundethed, mens de, som er nået frem til de nærtliggende boliger, er befriet for alt dette« (Indre Borg 32,9).

%d bloggers like this: