Willibrord, biskop

Født i Northumbria, Nordengland i 658
Død i Echternach, Luxembourg i 739
Mindedag 7. november

Da Willibrords far bestemte sig for at blive eremit, blev den knap 7-årige Willibrord overladt til et kloster i England, hvor han fik sin uddannelse og aflagde munkeløfter som 15-årig. Fra 678 tilbragte han 12 år i et irsk kloster med studier i teologi og blev præsteviet i 688. Willibrord vendte tilbage til England for at blive missionær og rejste sammen med elleve ledsagere til Utrecht, hvor han fik kongelig tilladelse til at prædike i nedre Friesland. I 695 sendte den frankiske konge Pipin ham til Rom med opfordring til paven om at vie Willibrord til biskop. Samme år blev han viet til ærkebiskop for friserne og fik til opgave at etablere Kirken i Friesland. Willibrord drog derefter rundt og prædikede med folkets åndelige velfærd som sin hjertesag, og han fik bygget kirker og klostre og skaffet præster og munke.

I 698 grundlagde han klostret Echternach, der blev et vigtigt missionscenter, som Willibrord også blev abbed for. For en kort periode drog han som den første missionær til Danmark, men lykkedes ikke som missionær der. I Holland og Luxembourg gik det bedre, men hele tiden blev han angrebet af folk, der ville forsvare deres hedenske guder. Efterhånden gik missionen dog bedre, og i 714 døbte han Pipin den Lille, der senere blev konge og far til kejser Karl den Store. Sammen med den hl. Bonifatius skabte Willibrord de såkaldte vandrebiskopper, der ikke havde bispedømmer, men drog omkring for at hjælpe missionærerne i deres arbejde.

I sin alderdom trak Willibrord sig tilbage til klostret i Echternach, hvor han døde 81 år gammel.