Gud elsker dig

At blive den elskede indebærer at lade den sandhed, at man er den elskede, tage skikkelse i alt, hvad man tænker, siger og gør - Henri J.M. Nouwen

Af Kuno Arnkilde

Som den store fisk, i Jonas Bog, lukkes kæben i en majestætisk bevægelse på færgen mellem Helsingør og Helsingborg. Efter en overfartstid på 20 minutter rammer stålfisken den svenske Øresundskyst, og rejsen fortsætter til lokalsamfundet Norraby, hvor jeg skal besøge karmelitbroder Wilfrid Stinissen.

Kort før stationsbyen Tågarp dukker erindringen op om tidligere besøg i det lille svenske lokalsamfund Norraby, som har givet rum og navn til brødrenes kloster “Karmelitbrødrene i Norraby” i 40 år og til “Retrætehjemmet Karmelgården” i over 30 år. Rejsens mål er nået. Rejsens formål kan begynde.

Forfatterskabet

Årets første udgave af Katolsk Orientering udkommer på Wilfrid Stinissens 80-års fødselsdag - det er den umiddelbare anledning til dette interview. Wilfrid Stinissen har skrevet og udgivet omkring 15 bøger samt en række mindre skrifter. Hans bøger er udgivet på 20 forskellige sprog, og selvom han ikke selv har nogen anelse om, hvor mange bøger der er solgt, kan man formode, at det drejer sig om titusindvis. Alene bogen “Natten er mit lys” findes på 11 sprog. Hans forfatterskab og synspunkter har stor gennemslagskraft både inden for og uden for Den katolske Kirke.

Det, der binder Wilfrid Stinissen forfatterskab sammen, er glæden over og bevidstheden om at være elsket af Gud. Wilfrid Stinissen er et meget vidende menneske og samtidig beskeden, givende og lattermild. I sit forfatterskab evner han at formidle i et sprog, der taler til mange menneskers hjerte.

Sekulariseret og helligt

Jeg lader vores samtale tage udgangspunkt i en bog af Henri J.M. Nouwen (1932-1996) “Den livslange glæde”, som han skrev til en sekulariseret jødisk ven om det åndelige liv, men som vennen afviste.

I denne bog konstaterer han, at forudsætningen for en levende tro er erfaringen af, at man er elsket af Gud. Når denne eksistentielle erkendelse besvares, bliver man ”den elskede” - et eukaristisk menneske.

Men først skal samtalen med Wilfrid Stinissen handle om det at henvende sig til sekulariserede mennesker, om Kirken og det at være mystiker.

Det virker paradoksalt, at der i en sekulariseret tid som vores udkommer så mange bøger om kristendom. Kan man som forfatter bygge bro mellem sekulariseret og helligt?

- Det tror jeg, man kan, men det er naturligvis vigtigt, at man tager udgangspunkt i deres eksistentielle erfaringer, deres længsel, savn og måske deres angst. Vi er mennesker, og alle mennesker har noget til fælles. Vi har en længsel efter kærlighed, lykke, glæde, et meningsfuldt liv, fællesskab og tryghed. Det ligger dybt i os alle. Som kristne forstår vi hvorfor. Gud har skabt os til lykke, og Han har givet os en længsel efter denne lykke, som er livet i Ham, men det er der ikke mange, der ved. Men hvis man formår at beskrive Gud som den, der opfylder længsel, vil mange sekulariserede mennesker lytte og komme til en erkendelse af, at Gud er ganske anderledes, end de forestillede sig. Mange, også kristne, har ofte fejlagtige opfattelser af Gud.

I en svensk avis var der for nogle år siden en rundspørge blandt svenske kristne: Hvem er Gud for dig? Hvordan forestiller du dig Gud? - En sagde, at Gud er som julemanden, der kommer med gaver. En anden sagde, at Gud sidder på en høj trone, med hvide klæder og langt skæg. En tredje sagde, at Gud er som havet, og vi er en bæk, som strømmer mod dette hav. Ingen tænkte på Gud som Treenig, at Gud er fællesskab, familie, harmoni, at Gud er kærlighed og jeg tror ikke svarene havde været meget bedre, hvis man havde spurgt katolske kristne. Gud er anderledes. Gud er helt anderledes. Gud er kærlighed. Han gør intet andet end at elske.

Fra kvantitet til kvalitet

Før vi går over til at tale om det eukaristiske menneske vil jeg gerne have dig til at fortælle lidt om Kirken og det at være mystiker. Den store tyske teolog Karl Rahner sagde engang, at fremtidens kristne er mystikere eller slet ikke kristne. Hvad mente han med det?

- Det er selvfølgelig et tilspidset udsagn. Man skal ikke tage det helt bogstaveligt, men jeg tror, der ligger det i det, at den tid, hvor Kirken var hele folkets kirke er forbi og måske aldrig kommer tilbage, som vor pave også flere gange har sagt det. Kirken bliver en minoritet, en lille hjord, og det indebærer, at man ikke har samme støtte for sin tro som tidligere. Vi kan konstatere et stort frafald i vor tid. En sekularisering som er gået meget, meget langt.

I min ungdom i Antwerpen så man søndag efter søndag skarer af mennesker gå til kirke. Der var fem messer hver morgen, men den tid er forbi. Det har på den anden side bevirket, at de troende i dag har et mere bevidst forhold til deres tro. For dem er troen ikke længere blot en social vane, og det fører til en mere ægte tro. Altså mindre kvantitet, men bedre kvalitet. Det betyder ikke, at alle troende vil blive mystikere, men man kan allerede nu konstatere en udbredt trang til fordybelse, bøn, mystik. Så vi behøver ikke at gå i panik, for måske bliver Kirken en ganske lille gruppe, men da vi ved, at Gud har sagt, at hvis der blot findes ti retfærdige i Sodoma, skåner Han hele byen, vil de få kunne redde de mange.

Sandt og ikke sandt

Den kvalitative tro bliver større, siger du. Det forekommer da at være et meget godt udgangspunkt for at opnå en større klarhed over, hvad der er sandt og ikke sandt?

- Jeg tror, at Kirken til stadighed får større indsigt i sandheden, og jeg tror, at Kirken i fremtiden i endnu højere grad vil brænde af tro og kærlighed. Jeg er ikke pessimist. I vor tid kan man klage over, at mennesker falder fra troen, men Kirken har i sin lange historie oplevet og overlevet mange prøvelser. Der har været perioder i Kirkens historie, hvor biskoppers og pavers adfærd mildt sagt var problematisk, men da var det helgenerne og martyrerne, der bar udviklingen videre. Også i vor tid findes der megen hellighed i Kirken. Tænk blot på de mange, som Johannes Paul II helgenkårede i løbet af sit pontifikat. Så selv om Kirken i bestemte historiske perioder har befundet sig i en bølgedal og givet anledning til forargelse, og selv om vi i dag kan konstatere et udbredt frafald fra den kristne tro i vor del af verden, så skal vi ikke glemme, at der til enhver tid er megen trøst og megen sandhed at finde hos den store helgenskare, som er gået forud for os.

Mystik leder til større indsigt i Sandheden, i Guds kærlighed. Kun gennem erfaringen, gennem den levede tro lærer vi noget om Guds kærlighed. Ellers forbliver troen abstrakte sandheder, og de ændrer ikke livet.

At være ”den elskede” Er det ikke svært at have et levende og aktivt trosliv, hvis man ikke opfatter sig selv som "den elskede," - den, Jesus Kristus elsker?

- Det er svært at have en dyb tro, at leve af tro, når man ikke er bevidst om dette. På den anden side vil jeg sige, at der findes mange grader i troen. Præcis som der findes mange grader i kærligheden. Man kan ikke kræve den højeste grad af enhver troende. Man må ærligt sige, at mange, mange katolikker ikke har en eksistentiel bevidsthed om, at de er uendeligt elsket af Gud. Jeg tror, at dette er det vigtigste i forkyndelsen. At man prædiker og fortsætter med at prædike, at Gud elsker dig. Vi har hørt det mange gange, men på trods heraf, trænger det alligevel ikke tilstrækkeligt ind. Selv de mennesker, der véd, at de er elskede, og tror på det, tror alligevel ikke rigtigt på det. For Guds kærlighed er altid meget større, end vi kan forestille os. Vi må gennem hele vores liv søge at trænge dybere ind i denne sandhed. At Gud elsker hver enkelt af os med en uendelig, grænseløs kærlighed en kærlighed, som aldrig svigter, aldrig ændres, aldrig ophører.

Men hvordan opnår jeg en bevidsthed om at være "den elskede"?

- Korset er et overvældende bevis på, at Gud elsker os. Det er på korset, Han giver sit liv. Her bliver kærligheden håndgribelig. Blodet strømmer. Han er dødsdømt, udleveret. Se på korset og bliv ved med at se på korset. Sig til dig selv: Så meget elsker Han mig. Så langt var Han villig til at gå af kærlighed til mig. Korset fortæller dig, hvordan du bliver lykkelig.

At blive Den elskede

Nouwen bruger i sin bog eukaristien som en forklaringsmodel - til at vise, hvordan jeg som individ bliver "den elskede": Du er den elskede søn - Han udvælger mig - tager et brød. Han velsigner mig, som præsten velsigner brødet. Han bryder mig i stykker, nedbryder mit ego, som præsten bryder brødet. I denne nedbrydningsproces opstår en sårbarhed, en åbning for Hans kærlighed, og med denne sårbarhed skal jeg gå ud og give mig selv til min næste. Forfatteren viser en sammenhæng mellem det, Kristus gør under den sidste nadver, aftenen før Han henrettes, og det, jeg skal gøre for at efterfølge Ham. Holder dette billede?

- Det er et vidunderligt billede og ikke kun et billede, men en vidunderlig virkelighed. Billedet viser os korset. Han giver sit liv for os. I eukaristien giver Han sit liv. Han bliver mad og drikke. Vi får lov til at spise og drikke Ham. Mere givende kan man ikke være.

Det er det samme, jeg skal gøre som kristen, hvis jeg vil blive "den elskede"?

Præcis. For når Han tager bolig i mig, er det for at forvandle mig, så jeg bliver som Ham. Det er hele mit livs program at blive et eukaristisk menneske. Et menneske, der ofrer sig for andre, glemmer sig selv.

Udvalgt

Men hvordan skal jeg forholde mig til det at være udvalgt? Det er mit indtryk, at mange mennesker vil have svært ved at forstå denne udvælgelse?

- Jeg selv ville aldrig sige til et andet menneske, at jeg er udvalgt. Hvis man siger sådan, må det næsten opfattes som: Jeg er udvalgt, men ikke du. Men det ligger i min bevidsthed, at jeg skal opfatte mig som udvalgt. Her ligger styrken.

Men Gud udvalgte et folk?

Det er sandt, og det må vi holde fast ved. Der var i sin tid en kontrovers mellem Karl Rahner og kardinal Joseph Ratzinger. Rahner hævdede, at frelseshistorien falder sammen med menneskehedens historie, så fra begyndelsen har Gud egentlig frelst alle mennesker. Joseph Ratzinger sagde - mere i overensstemmelse med de bibelske beretninger - at Gud først handlede ved en slags partikularisering. Han udvalgte et folk, som du siger. Han udvalgte Abraham og hele hans folk. Siden blev det Apostlene og derefter Kirken.

Vi må holde fast ved dette, at Gud handler gennem udvælgelse. At Han udvælger visse mennesker. Men når Han vælger, er det aldrig for deres egen, men for helhedens skyld. Han udvælger til en tjeneste. Han har valgt mig som præst, men hvis jeg derfor tror, at jeg er noget specielt, og glemmer, at jeg kun er udvalgt for at tjene andre, er jeg på gale veje.

Velsignet

Velsignelse hører til det at være "den elskede". Når vi kastes op og ned af krusningerne på vort livs overflade, bliver vi lette ofre for manipulationer; men bliver vi ved med at lytte til den dybe, milde røst, der velsigner os, kan vi gå gennem livet med en grundfølelse af tryghed og af at høre til - skriver Nouwen. Burde velsignelsen ikke opgraderes i den kristne bevidsthed. At gå ud i verden med en velsignelse. Velsignelsen som en indre kraft til at tro på, at det jeg gør er rigtigt?

- Jeg synes også, at bevidstheden om at være velsignet burde være større. Velsignelse har egentlig mange betydninger, men det, du fremhæver, er en fundamental betydning af velsignelse, men der er flere former for velsignelse. At velsigne en medalje f.eks. Jeg kan velsigne Gud, og så betyder det at prise Gud, at tale godt om Gud. Når Gud velsigner os, så taler Han godt om os, gør os godt. Gud lader sit ansigt lyse over mig for at jeg skal lade Hans ansigt lyse for andre mennesker. Gennem ord, men frem for alt gennem mit liv.

Brudt i stykker

Lad os prøve igen at se på processen: Gud har taget et brød Han har velsignet det, og nu begynder Han minsandten at bryde det i stykker. Hvad er det, der sker?

- Ja, det er en smertefuld proces. Hvad er et menneske? Mennesket er skabt af Gud og er helt afhængigt af Gud, men vil gå sine egne veje, styre sit eget liv. Oprøret mod Gud er et grundvilkår for alle mennesker. Det er det, vi forstår ved arvesynden. Vi er født med en hel del egoisme, egenkærlighed, hovmod, oprør. Jeg vil være min egen Herre. Jeg vil ikke være afhængig, hvilket naturligvis er absurd, fordi jeg er et skabt væsen. Gud skaber mig hvert øjeblik, og jeg er totalt afhængig af Ham - totalt afhængig.

Men det vil mennesker som regel ikke acceptere og bestyrkes ofte i denne holdning gennem opdragelsen. I vor del af verden går en stor del af opdragelsen ud på at bekræfte den enkelte i hans eller hendes selvfølelse. Du skal have succes, du skal blive dygtig, være blandt de bedste i skolen eller i det mindste have gode resultater. Du skal konkurrere og rivalisere. Det kan komme så vidt, at jeg tror, at mit ego er min egentlige personlighed. Det er klart at det må brydes ned. Og det er svært og smertefuldt. Gud anvender alle mulige midler. Prøvelser kan man kalde det. Mislykkethed, sygdom, modgang, synd, utroskab. Under Guds ledelse kan alt dette vendes til noget godt. Gud bygger det nye liv på ruinerne af det gamle, men mit gamle liv må først falde i ruiner. Det er svært, og mange mennesker vil ikke acceptere det. Så snart der opstår svære situationer, er der modstand mod Gud, man er vred, ked af det, eller man bliver fortvivlet. Man giver op. Johannes af Korset (karmelit og kirkelærer, red.) taler mange gange om, at Gud ikke kan arbejde videre med de fleste mennesker, fordi de gør oprør umiddelbart, når det begynder at gøre ondt. Gud anvender alle mulige midler for at nedbryde vores egoisme. Prøvelser kan man kalde det. Gud bygger det nye liv på ruinerne af det gamle.

Bruger Gud min ulykke, for at jeg kan komme tættere til Ham?

- Gud vil naturligvis min lykke på længere sigt, men for at nå denne lykke må jeg gå gennem en del smerte og måske også en del ulykke. Ikke som noget definitivt, men som noget foreløbigt. Men der er forskel på smerte og ulykke. Jeg kan have en stor smerte, men hvis jeg accepterer den, behøver jeg ikke at blive ulykkelig. Det er muligt for mennesker, som har en dyb tro at gennemgå en svær prøvelse, hvor man græder mange tårer og samtidig er helt i fred. Man skal ikke altid betragte smerte som ulykke. Det er forskellige ting. Livet er svært for næsten alle mennesker, og der er megen smerte, men på trods af dette kan man finde lykken - midt i smerten.

Hvorfor fortrænger vi den så - hvorfor siger vi ikke ja til smerten?

- Det er uendeligt vigtigt at sige ja til smerten, til prøvelser og acceptere dem. I bedste fald at sige velkommen til dem og endnu bedre takke Gud, men det kræver naturligvis en meget stor tro. At takke når det er vældig svært. Man kan forstå, at mennesker ikke indser dette, for når man er midt i smerten, er det ofte svært at tro, at det fører til noget godt. Vi har ikke overblik over det hele, sådan som Gud har. Gud véd, hvad Han vil med smerten, hvor vi kun ser det, som er nu. Når det gør vældig ondt, er man meget nærværende i sin smerte og kan ofte ikke se frem. Det er sædvanligvis først bagefter, man ser den røde tråd og Guds hensigt. Man bliver nødt til at sige ja til smerten i tillid. For uden smerte kan man ikke modnes. Det er der mange mennesker, der vidner om i pastorale samtaler.

At give sig selv

Nouwen siger det, og du er også selv inde på dette med at give sig selv til andre. Hvad vil det egentlig sige?

Vi må være villige til at give vores liv til vores brødre og søstre. Men det lyder måske lidt patetisk, for i praksis er det sjældent at jeg må “ofre mit liv”, mit fysiske liv for en anden.

I begyndelsen må det ske på meget små områder. Forsøg at gøre andre mennesker glade. Giv en anden et venligt smil, som kan forandre hele dagen for dette menneske. Man skal foretrække den andens glæde frem for sin egen. Hvis man gør det, bliver man selv et lykkeligt menneske. Men det skal man ikke tænke på, for det er ikke derfor man giver sig selv.

Der ligger en glæde i selve det at give. Gud er ren selvhengivelse, og derfor er Han lyksagelighed. Gud er total lykke og glæde. Fordi Han giver alt, som Han har og er. I det omfang vi efterfølger Gud, bliver vi selv lykkelige.

Et menneske, som lever for sig selv, bliver deprimeret, livet bliver meningsløst. Vi må give for at blive lykkelige. Sådan er Gud, og Han har skabt os i sit billede. Det hjælper os at vide dette. Siden må jeg også bevidst øve mig i dette. Bestemme mig for hver morgen, når jeg står op: Dette skal være en dag, hvor jeg giver mig selv. På en eller anden måde skal jeg have dette mål, denne vilje.

Man kan også bruge et andet billede. Et måltid i familien eller mellem gode venner. Måltidet er udtryk for fællesskab. Vi nyder de gaver på bordet, som Gud har givet. Måltidet er et smukt billede på det at give og være en del af et fællesskab.

Et meget smukt billede og derfor har Jesus, men ikke kun derfor, indstiftet eukaristien som et måltid. Det er et idealbillede. Men i eukaristien er det selvfølgelig løftet op på et guddommeligt niveau, for her er det Hans krop og blod, vi spiser og drikker. Det er noget ganske specielt. Men det er et måltid, og derfor vokser vi sammen gennem Eukaristien. Det er ikke bare mig og Gud. Det er altid et fællesskab. Vi er sammen. Vi er en krop. Paulus siger, at vi spiser et eneste brød alle sammen. Eukaristien er noget ganske enestående, og vi finder hele tiden nye aspekter.

Bønnens vej

Hvordan fastholder man ønsket om at blive "den elskede"?

- Jeg gør det ved at gøre det. Hvordan lærer man at spille klaver? - Ved at spille meget. Hvordan lærer man at tro på Guds kærlighed? - Ved at øve sig i det. Ved at træffe en beslutning om hver morgen at leve i Hans kærlighed. At bade i Hans kærlighed. Bøn burde være, for os alle, et bad i Guds kærlighed. Bønnen er at udsætte sig for Guds kærlighedsfulde blik, Guds kærlighedsfulde strømninger. Bøn er at lade sig fylde af Hans kærlighed.

Når jeg bevidst hver dag giver Gud mulighed for at fylde mig med sin kærlighed, er det klart, at det vil påvirke mig. Herefter må jeg gang på gang minde mig selv om det for at leve i dette Guds nærvær. Jeg læser også åndelige bøger. Bøger med gode tanker og impulser, som taler om Guds kærlighed, så vokser kærlighedsrelationen mere og mere. Det bliver til gensidighed. Det er ikke kun Gud, der elsker mig, men jeg elsker også Ham. Vi har det godt sammen. Jeg bliver et lykkeligt menneske, når jeg lader mig elske af Ham. Jeg får styrke, kraft og glæde. Jeg giver ikke op, bliver ikke misfornøjet. Det er vigtigt altid at begynde forfra, for man glemmer det gang på gang. Vi har meget at udrette i det jordiske liv og vi kan let glemme den grundlæggende Sandhed. Vi må bede, læse og leve i Guds nærvær.

I en af dine bøger - Bønnens vej - lægger du vægt på tre ting, og du har netop talt omtalt to af dem: et liv i Guds nærvær og åndelig læsning. Den sidste er forsagelse. Hvorfor netop disse tre ting, og hvad in debærer forsagelse?

Jeg tror, det er tre områder, som alle er livsvigtige. Forsagelse betyder ikke, at man piner sig selv, at man bærer kæder af jern, som vi faktisk gjorde før 2. Vatikankoncil, at man pisker sig. Det er ikke det. Forsagelse er at afstå fra alt det, som hindrer mig på min vej til Gud, som splitter mig, som gør, at jeg mister min substans. At sidde tre timer foran fjernsynet om aftenen skaber stor splittelse. Der er masser af billeder, som gør, at man lever i et kaos. Jeg kan bevidst vælge en forsagelse, så jeg f.eks. kun ser TV-avisen. Eller hvis jeg vil være endnu mere drastisk, så kan jeg sælge eller give mit TV bort.

I og for sig er TV ikke ondt. Det kan bruges på en god måde, men det er ikke let. For mange ville det være klogt helt at afstå fra at se TV, fordi man ikke har tilstrækkelig indre kraft til at disciplinere sig og sige, at nu er det nok. TV gør os passive. Når man sidder der, bliver man sløv og begynder sædvanligvis ikke bagefter f.eks. at læse bøger, der stimulerer ens åndelige udvikling. Man bør disciplinere sig selv, når det gælder massemedier.

I din bog skriver du også, at man kan forsage ved at tage imod en uberettiget kritik eller irettesættelse?

- Sædvanligvis forsvarer jeg mig selv og siger, at dette ikke er sandt. Hvis jeg ikke forsvarer mig, accepterer jeg på en måde, at jeg bliver gjort ringere i andres øjne. Det er godt for mit ego.

Det er vel også derfor, det er så vigtigt at elske Kristus. Når jeg elsker Ham, kan jeg tage imod uberettiget kritik ligesom i et kærlighedsforhold, fordi jeg elsker den anden.

- Ja, for det er ikke kun fordi mit ego skal blive mindre. Jeg gør det grundlæggende af kærlighed til Kristus. Han har ladet sig håne og spotte - og så ligner jeg Ham en lille smule mere.

Jeg er på den måde med til at bære Hans kors?

- Nemlig. Men det er ikke let at acceptere en uberettiget kritik. Teresa af Avila taler om dette i sin bog “Fuldkommenhedens vej” og indrømmer selv, at hun er dårlig til at tage imod uberettiget kritik. Hun gør det ikke perfekt, siger Wilfrid Stinissen og smiler.

Samtalen er ved at være slut, men før vi skilles, spørger jeg ham, hvad han selv læser af åndelige bøger.

På en øde ø

Og nu kommer så det traditionelle spørgsmål: Hvis du blev sat på en øde ø, og kun måtte medbringe fem bøger, hvilke skulle det så være?

- Bibelen, naturligvis. Det er Guds ord. Den er uudtømmelig, og man finder altid nye dybder. Dernæst ville jeg medbringe Johannes af Korsets “Åndelig Sang". Den er fantastisk. Den kan jeg også læse igen og igen. Som den tredje bog ville jeg vælge “Kristi Efterfølgelse".

Jeg ville også gerne have en teologisk bog med, og det skulle være “Einführung in das Christentum” af Joseph Ratzinger. En bog, han skrev, mens han endnu var teologiprofessor. Det er en fin gennemgang af trosbekendelsen. Jeg har ikke haft tid til at læse den helt færdig, og derfor ville jeg bruge de mange ledige stunder på øen til at gennemgå den grundigt, smiler Wilfrid Stinissen.

Endelig ville jeg også gerne have noget skønlitterært at læse. Det skulle så være en af Dostojevskijs romaner - enten “Forbrydelse og straf” eller “Brødrene Karamassof.”

Fælles måltid

Samtalen er slut, og rejsen tilbage til Danmark kan begynde, men Wilfrid Stinissen insisterer på, at Katolsk Orienterings udsendte deltager i klosterets fælles middagsmåltid, som er kogt torsk denne fredag. Middagen indtages i absolut stilhed sammen med brødrene og den forestående weekends retrætedeltagere. I stilhed, men til tonerne af Händels Messias - “For os er et barn født”.

Tekst og foto: Kuno Arnkilde
Katolsk Orientering
Januar 2007

Bemærk

Samtalen findes også som PodCast på KATOLSK PODCAST
- men i svag lydkvalitet: HER