National Catholic Register, NCR, den 19. november 2024
Af: Father Joseph Thomas
Oversat af: Birgit Bidstrup Jørgensen
Den bekymring for de kristnes enhed, der var til stede fra selve Kirkens oprindelse, blev særlig stærk i det tidlige 20. århundrede i dét, der er blevet kendt som den økumeniske bevægelse.
Få emner vakte mere opmærksomhed hos koncilsfædrene ved 2. Vatikankoncil end bestræbelserne på at genoprette de kristnes enhed, en opgave kendt under betegnelsene "økumeni".
Koncilets optagethed af dette emne var til stede under hele dets arbejde, især i dets refleksion over Kirken, og økumeni er det specifikke tema for dekretet Genoprettelse af enheden, Unitatis Redintegratio. Koncilet godkendte denne tekst den 21. november 1964 ved samme højtidelige lejlighed som bekendtgørelsen af den dogmatiske forfatning om kirken Folkenes lys, Lumen Gentium, samt dekretet De orientalske kirker om de katolske kirker i den østlige ritus, Orientalium Ecclesiarum.
Optagetheden af enhed blandt kristne, som var til stede fra selve Kirkens oprindelse, fik særlig kraft i det tidlige 20. århundrede i dét, der er blevet kendt som den økumeniske bevægelse.
Fra den første bekendtgørelse af Det Andet Vatikankoncil i januar 1959 ønskede pave St. Johannes XXIII, at koncilet skulle være en fornyet invitation til enhed for de troende i adskilte kristne samfund. Dette synspunkt vakte dyb genklang såvel blandt koncilsfædrene, som mere bredt i Kirken og verden som helhed.
Ved indledningen af koncilet i oktober 1962 havde de forberedende kommissioner udarbejdet ikke mindre end tre separate dokumenter om emnet kristen enhed. I slutningen af koncilets første periode stemte et flertal af koncilsfædrene for at samle disse tre dokumenter i ét, idet de overdrog opgaven til Sekretariatet for Kristen Enhed.
Med denne beslutning traf koncilet et resolut valg om at følge en autentisk økumenisk sensibilitet, repræsenteret af sekretariatet og dets præsident, den tyske jesuit og skriftforsker kardinal Augustin Bea. Ikke desto mindre førte koncilets debatter også til nogle væsentlige justeringer i det udkast, der blev udarbejdet af sekretariatet og sendt til koncilsfædrene i foråret 1963.
Den 18. november 1963 begyndte koncilet at drøfte udkastet om økumeni og fortsatte med det i løbet af mere end 10 samlinger. Mange koncilsfædre var enige om, at teksten markerede en ny begyndelse i forholdet mellem den katolske kirke og andre kristne samfund.
Den melkitiske græsk-katolske patriark Maximos IV Sayegh, en åbenhjertig stemme for enhed under koncilet, kaldte udkastet et tegn på, at katolikker havde forladt en tid med "steril polemik" med hensyn til de østlige ortodokse og i stedet havde antaget en holdning af oprigtig tro og næstekærlighed. Patriarken talte på fransk i stedet for det foreskrevne latin, og udtalte, at den foreslåede tekst desuden markerede begyndelsen på en "sand teologi om kirken", rodfæstet i Kirkens perspektiv som et fællesskab mellem Faderen og Sønnen i Helligånden. En sådan vision var afgørende for den østlige tradition, bemærkede han.
En sådan økumenisk tankegang fra Kirkens side, som udkastet antydede, var ikke blot et spørgsmål om retorisk taktik, men måtte komme fra en dyb indre fornyelse. Den tekst, som sekretariatet sammensatte, bekræftede et princip, som fandt vej ind i den endelige version af dekretet:
"Ingen økumeni fortjener dette navn, uden at der er sket en ændring i tankegangen."
Koncilsfædrene stemte specifikt for at lægge mere vægt på behovet for omvendelse i Kirken, og dekretets endelige tekst beskriver Kristi kald til en "kontinuerlig reformation" i Kirken, "for så vidt som den er en institution af mennesker her på jorden."
Disse påstande var del af en autentisk økumenisk holdning, som den tanzanianske kardinal Laurean Rugambwa beskrev som værende præget af "ydmyghed, et åbent sind og sand næstekærlighed, der strømmer fra Kristi eget hjerte."
Den franske biskop Léon Arthur Elchinger proklamerede snart efter, at tiden var inde til, at Kirken skulle anerkende og bekende den historiske sandhed, hvor bitter den end måtte være. Som han sagde, ville han ikke med denne udtalelse afvise sandheden om, at Kirken er én, hellig, katolsk og apostolisk, men kun understrege, at "Gud anbragte sine gaver i lerkar (2 Kor 4,7), altså i syndige mennesker." Biskop Elchinger argumenterede for, at kristne og deres præster, som hævdede at besidde sandheden, havde behandlet adskilte kristne dårligt, som havde erkendt visse andre sandheder i Åbenbaringen. På andre tidspunkter i polemiske øjeblikke, bemærkede han, havde katolikker afvist visse læresætninger som falske, der ikke var fuldstændig falske.
Andre koncilsfædre søgte at understrege, at en sådan holdning af ydmyghed og næstekærlighed ikke indebar at benægte den katolske kirkes unikke identitet eller "selve den fylde af nåde og sandhed, som er betroet Kirken", som dekretet fastholdt. Den polske biskop Jan Mazur, der talte på vegne af alle sit lands biskopper, opfordrede koncilet til at være mere eksplicit og klart omkring økumeniens præmisser. Hjælpebiskoppen af Lublin udtalte, at økumeni ikke betyder at sløre den åbenbarede sandhed eller nogen form for ligegyldighed fra katolikkers side, men snarere er den frugten af glødende og dyb tro og en øvelse i sand næstekærlighed.
Den endelige tekst af Unitatis Redintegratio er en reaktion på sådanne ønsker om klarhed, som udtrykt af Mazur og mange andre, og indeholder flere nye passager, der belyser den katolske kirkes særlige identitet med hensyn til andre kirker og kristne samfund. Med sådanne bekræftelser manifesterer Unitatis Redintegratio, at autentisk økumeni ikke indebærer nogen form for svækkelse af katolikkers overbevisning. Som den franske biskop Gabriel-Marie Garrone kommenterede under koncilets debat, er økumenien grundlagt i en tro, der er "fast og ubøjelig" og i "frygtløst håb" forbundet med Guds egen vilje til enhed og den næstekærlighed, der er udgydt i kristnes hjerter ved Helligånden (Rom 5,5).
Denne overnaturlige holdning fik koncilet til at bekende, at der ud over splittelserne eksisterer et ægte - skønt "ufuldkomment" - fællesskab mellem den katolske kirke og alle, der tror og bliver døbt. Dekretet udtrykker en banebrydende anerkendelse af "signifikante elementer og gaver" – såsom Guds skrevne ord, nådens liv, såvel som synlige elementer – der er til stede blandt adskilte kristne samfund. Dokumentet drager også omsorg for at bemærke, at sådanne elementer "med ret hører til Kristi ene Kirke".
Koncilet var på ingen måde blindt for de alvorlige vanskeligheder og hindringer, der står i vejen for kristen enhed. Ud fra erfaringerne fra Kirken i England og Wales advarede biskop George Patrick Dwyer af Leeds mod ideen om, at velmenende ord og hjertelige relationer ville være nok til at genoprette kristen enhed. Mens han beskrev de alvorlige forskelle i tro, anerkendte han ikke desto mindre, at den katolske kirke er kaldet til at bevare en holdning af håb og at følge dialogens vej.
Således er denne tankegang til stede i Unitatis Redintegratio, hvor koncilet erkender de "mange hindringer, nogle gange alvorlige, for fuldt kirkeligt fællesskab." Mens det ærligt indrømmede sådanne udfordringer og realiteten af menneskelig begrænsning, ledte koncilet med dette historiske dekret Kirken fast ad økumeniens vej, idet den hvilede alt sit håb - som dokumentet afslutningsvis fastslår – "på Kristi bøn for Kirken, på vor Faders kærlighed til os og på Helligåndens kraft.”
Tres år senere, mens den takker for de mange skridt fremad, men alligevel er klar over den lange afstand, der endnu må tilbagelægges for at nå til fuld synlig enhed, er Kirken kaldet til at holde liv i den samme inderlige tillid.
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER
KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
KATOLSK LIV er associeret med verdens største religiøse medienetværk EWTN, og modtager ingen økonomisk støtte. Vi kan derimod frit gøre brug af en lang række katolske medieresurser og har fuld redaktionel frihed.
