FORMÅLET MED DENNE ARTIKEL er ganske enkelt at stille spørgsmålet, om vi også tænker ”grønt”, når det drejer sig om mennesket. Måske har mine læsere selv stillet sig det spørgsmål eller hørt andre gøre det. Personligt kan jeg ikke huske, at nogen har gjort det. Det stiller for mig problemet, om kirken virkelig forholder sig til verdens situation, eller om den er lukket inde i sin egen (lille) verden. Har Kristus ikke givet os til opgave at fortælle menneske sandheden, for at menneskene kan frelses allerede i dette liv?
Min konklusion på dette spørgsmål er ganske enkelt, at den kultur, vi lever i i dag, tænker globalt set grønt, men undtager mennesket, bortset fra vores overordnede ansvar for, at naturen omkring får lov til at fungere på naturens egne præmisser. Mennesket er sin egen art og ikke en del af den globale natur.
På grund af min fremskredne alder har jeg kunnet følge med i udviklingen fra efterkrigsårene og til i dag. Jeg har således helt konkret oplevet det såkaldte ungdomsoprør i 1968, hvor man indførte et nyt kultur- og menneskesyn. De fleste i dag har ikke oplevet det eller registreret det, og slet ikke de unge. Hvori består dette kultursyn? Al autoritet skal ophæves. Selv børnehavepædagoger blev uddannet til at fortælle børnene, at ingen havde autoritet over dem, selv ikke forældrene, kun dem selv! Teenagalderen blev højdepunktet, for nu kunne de unge selv bestemme alt. Derved forsvandt begrebet moral og etik, som jo netop var den klassiske viden om, hvad der er rigtigt og forkert, godt og ondt. Moralen og etikken blev subjektiv: Det enkelte menneske skal selv bestemme hvad, der er godt og ondt. Hvor teenagalderen før var gennemgangsfase til at blive voksen, jfr. det juridiske spørgsmål om myndighed, blev det højdepunktet for udviklingen: Nu stod blomsterne i fuldt flor! Det påvirkede således pigernes måde at klæde sig ”seksuelt” på og skabte det, vi kalder en sexkultur med alle de bivirkninger, som det nødvendigvis medfører. Hvad var deres dybeste motiv? Handlede det om en identitetskrise vedr. kønnet?
Et andet hovedanliggende var, at piger skulle ligestilles med drenge, hvad uddannelse og karriere angik. Principielt er det naturligvis ikke forkert, men bag dette program ligger der en fornægtelse af kvindens frugtbarhed som kendetegnende for hendes kvindelighed, og som biologisk når sit højdepunkt ved 24 års alderen. En ung kvinde sagde spontant: Kvindens rolle er at give livet videre. Der synes at være indbygget en konflikt mellem hendes kvindelige natur (frugtbarhed) og hendes plads i samfundet. Mange kvinder (de fleste?) kan ikke finde ud af, hvornår de vil have børn. De kan heller ikke finde ud af, hvor mange, de vil have. At en kvinde skal have mindst 3 børn, for at en befolkning ikke skal uddø, tænker ingen over, og det fortæller man sikkert heller ikke teenagepiger. Kina er et godt eksempel. I mange årtier havde den kommunistiske regering bestemt, at en kvinde kun måtte føde ét barn. Nu er befolkningssituationen blev meget problematisk, så regeringen har opfordret kvinderne til at få to børn, men det kan de tilsyneladende ikke finde ud af.
Denne ligestilling af piger skulle også gælde deres seksualitet under mottoet: Piger har ret til fri sex (man underforstod således, at drenge / mænd havde ret til fri sex!). Hun skulle ligestilles med drengene på det seksuelle område. Hun havde dog et problem: Hun kunne blive gravid mod sin vilje. Det løste samfundet med en massiv indsats for brug af kunstig prævention og i sidste ende med retten til fri abort. Hendes frugtbarhed var et handicap.
En af konsekvenserne af dette syn på forholdet mellem mand og kvinde var, at der opstod et alternativ til ægteskabet: kæresteforholdet. Jeg husker, at en ung mand definerede forskellen mellem ægteskab og kærresteforhold som blot bestående i et stykke papir (’vielsesattesten’). Det handlede jo alene om ”følelser”.
En anden konsekvens var, at både piger og drenge menneskeligt set faktisk stoppede med at udvikle sig. De stagnerede i teenagealderen. Jeg hørte mange voksne kvinder sige: Der findes ikke noget virkeligt mandfolk, de er alle teenager, også selvom de kunne være over 30 år.
En yderligere konsekvens af 68-oprøret var, at forskellen mellem piger og drenge, kvinder og mænd, blev formindsket, så det blev sværere og sværere at finde sin kønslige identitet: Er jeg en dreng eller en pige. ”Heldigvis” kunne videnskaben hjælpe på det problem ved at ændre på hormonerne og foretage kirurgiske indgreb for at omskabe kroppens seksualitet.
Således kom også problemet om homoseksualitet på dagsordenen. Det er meget tankevækkende, at homoseksuelle kæmper voldsomt for retten til at blive (kirkeligt) viet, men ”almindelige” mænd og kvinder tager til takke med kærrestesystemet. Hvor mange fædre og mødre bærer vielsesring?
I dag er også det klassiske ægteskab blev ændret. Skilsmisse er næsten blevet normen, og folk kan gifte sig mange gange (i folkekirken).
I dag (det er noget nyt) er vi i samfundet meget optaget af børns og unges mistrivsel. Selve ordet i den nuværende betydning er også helt nyt! Det problem skal så løses pædagogisk og terapeutisk. Jeg har imidlertid aldrig i den offentlige debat hørt nogen spørge om årsagen til mistrivslen. Man kunne f.eks. lave nogle sociologiske undersøgelser om børnenes familiebaggrund og opvækst. Det kunne jo være, at man fandt årsagen?
Mit svar er kort og kontant på baggrund af mine årelange erfaringer med mennesker: Hovedårsagen til denne mistrivsel er børnenes familiebaggrund. Langt, langt de fleste mennesker er ikke født og opvokset i et varmt og harmonisk hjem med en far og mor, der elsker hinanden. Og årsagen i dag er det ovenfor anførte kulturskift. Når jeg skriver i dag, er det fordi, jeg også har megen dokumentation for, at tidligere tiders familieliv og traditioner også skabte lignende problemer for børnene og de unge. Det drejer sig altså ikke om at vende tilbage til en ”bedsteborgerlig” tradition, som er århundreder gammel.
Nej, det handler om, at vi som kirke skal opdage Guds syn på mennesket, på forholdet mellem mand og kvinde og forholdet mellem forældre og børn. Man kan kort udtrykke det således: Familien er samfundets (og kirkens) grundcelle (”urtepotte”, for at bruge en ”grøn” betegnelse). Det er kirkens (hoved)opgave at undervise mænd og kvinder i denne sandhed og hjælpe dem i praksis til at leve den. Endnu kortere: Det handler om kærlighed. Mandens kærlighed til sin hustru, og deres kærlighed til børnene. Mennesket, som mand og kvinde, er af Gud skabt i hans billede, og Gud er kærlighed. Jeg plejer at understrege, at den basale bibelske tekst (1. Mos, kap. 1) ikke siger, at manden og kvinden hver for sig er skabt i Guds billede, men at det er manden og kvinden tilsammen, der er billede på Guds væsen: Far og Søn i Helligåndens enhed. Det er deres kærligheds fællesskab med hinanden, der afspejler Gud. Det er kristendommens svar på vor samtids identitetskrise.
Vi har haft en stor pave, Johannes Paul II, der udviklede det, han selv kaldte ”kroppens teologi”. I denne teologi fremstillede han netop forholdet mellem mand og kvinde, også seksuelt, som en afspejling af Guds væsen. Desværre har kirken i sin helhed endnu ikke tilegnet sig denne teologi med den virkning, at mange gode par ikke får den fulde forståelse af deres relation, når de indgår et ægteskab. Men der er fremskridt.
Man kan godt kalde denne kroppens teologi for en ”grøn” måde at forstå forholdet mellem en mand og kvinde på, fordi denne teologi fremlægger mandens og kvindens sande natur. Derfor bør kirken forsøge at formidle kroppens teologi også til ikke-katolikker. Jeg har brugt denne teologi i mange tilfælde, også i forhold til ikke-katolikker, og stort set alle kan tage imod den, fordi den taler til noget indre i dem, nemlig deres sande natur. Denne teologi har en effektiv terapeutisk virkning, hvilket bekræfter, at det drejer sig om mandens og kvindens sande natur. Og i sådanne personlige samtaler bliver det tydeligt både for mig og min(e) samtalepartnere, at det moderne syn på kvinden og manden simpelthen er falskt og destruktivt.
Konklusion: Vort aktuelle samfund må anerkende familien som samfundets grundcelle og forudsætningen for, at det kan blive et sundt samfund. Denne funktion har familien ikke i praksis. Samfundet skal ikke primært fokusere på individet, men på familien.
Præst Lars Messerschmidt
Tidl. biskoppelig vikar i Den katolske Kirke i Danmark
Artiklen er første gang trykt i det katolske bispedømmes blad Katolsk Orientering nr 11 - 1. september 2023
Gengives med tilladelse.
