Bill Gate's ejendomskæde vinder kontrakt om luksushotel tæt på Peterskirken
Af Elise Ann Allen │ CRUX
18. maj 2023
Oversættelse Kuno Arnkilde
ROM │ Efter langvarig forhandlingsproces, og på trods af offentlig modvilje, har Den katolske Kirkes "Ridderordenen af Den Hellige Grav i Jerusalem" besluttet at tildele Bill Gates' ejendomskæde "Four Seasons Hotels" en kontrakt om et nyt luksushotel et stenkast fra Peterskirken.
I en erklæring siger ordenen, at der den 10. marts blev underskrevet en aftale med Fort Partners Group om leje af Palazzo di Domenico della Rovere i Borgo "til anvendelse som hotel under ledelse af Four Seasons-gruppen".
Ejendommen, der blot kaldes "Palazzo della Rovere", ligger langs Via della Conciliazione, hovedgaden, der fører op til Berninis berømte kolonnader på Peterspladsen.
Bygningen, der tidligere var ejet af Jesuitterordenen, tilhører nu "Ridderordenen af Den Hellige Grav i Jerusalem", der består af ca. 30.000 riddere og kvinder over hele verden, som har til formål at yde økonomisk støtte til Kirken i Det Hellige Land.
Midlerne går til det latinske patriarkat i Jerusalem, som udfører pastorale, uddannelsesmæssige og sociale opgaver i hele Jordan, Palæstina, Israel og Cypern.
Bygningen stammer fra renæssancen og indeholder et tårn, en stor gårdsplads og gamle fresker af den italienske kunstner Pinturicchio, og er den eneste ejendom, der ejes af "Ridderordenen af Den Hellige Grav i Jerusalem". Den tjener i øjeblikket som ordenens globale hovedkvarter.
Fort Partners-koncernen, der er baseret i Miami, er et førende privat ejendoms- og hoteludviklingsfirma, der ejes af den liberiske iværksætter Nadim Ashi.
"Da der er tale om en ekstraordinær forvaltning har ordenen ... anmodet om og fået tilladelse fra de kompetente myndigheder i "Den Hellige Stol" (Vatikanet - red.) til at indlede forhandlinger med ovennævnte gruppe", hedder det hos ordenen.
Disse forhandlinger endte med en aftale, "i henhold til hvilken det valgte selskab fuldt ud vil bære omkostningerne til renoveringen af ejendommen, hvilket gør det muligt for ordenen at donere de frivillige bidrag, som den modtager fra sine medlemmer, fuldt ud til Det Hellige Land."
Da det offentlige udbud for ejendommen blev offentliggjort i 2020, kom Four Seasons-kæden frem som en af de førende med en 27-årig kontrakt på ca. 52,4 millioner dollars om at skabe et luksushotel komplet med spa, fitnesscenter og restauranter bemandet af verdensberømte kokke.
Four Seasons Hotels and Resorts har hovedkvarter i Toronto og driver mere end 100 hoteller og feriesteder over hele verden. Det blev grundlagt af den canadiske hotelejer Isadore Sharp, men siden 2007 har Microsofts grundlægger Bill Gates været majoritetsaktionær i kæden, idet han ejer ca. 71 % gennem sit holdingselskab Cascade Investment.
Den nye kontrakt med "Ridderordenen af Den Hellige Grav i Jerusalem" cementerer Gates' voksende betydning på det europæiske marked for luksushoteller.
Sidste år fik hans Four Seasons-kæde gennem firmaet Fort Partners også en anden kontrakt på flere millioner dollars om Palazzo Marini, en stor ejendom i Roms historiske centrum, der ofte anvendes til politiske formål. Renoveringen af denne ejendom forventes at koste omkring 165 mio. euro, eller knap 179 mio. dollars.
Ved underskrivelsen af kontrakten for Palazzo Marini sagde Ashi, at "et projekt i Rom har været en drøm for mig i mange år".
"Vi har en klar vision og kan allerede se dette storslåede sted blive til virkelighed. Som med vores andre ejendomme vil Fort Partners' forpligtelse til at levere topkvalitet, ekspertise og elegance være konstant til stede i udførelsen af dette projekt i hjertet af Rom," sagde han.
Med to ejendomme i Rom nu ser det ud til, at den ambitiøse vision ikke kun er rettet mod strategiske opkøb, men også mod ekspansion.
Læs hele artiklen på Crux - HER
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER