21. november 2024

Hvad sker der med sjælen, når legemet dør?

Cand.mag Kirsten Kjærulff svarer på spørgsmål om katolsk tro.

Kære Kirsten Kjærulff

Hvad siger katolsk tro, hvad angår menneskets skæbne efter døden? Sover sjælen sammen med legemet, indtil opstandelsen på den yderste dag? Eller hvad sker der med sjælen, når legemet dør?

Svar:
Det er katolsk tro, at de dødes sjæle lever videre efter legemets død.

Det er der mange vidnesbyrd om i Bibelen, jf. f. eks. forklarelsen på bjerget, der viser, at de døde lever i evigheden hos Gud: Moses og Elias samtaler med Jesus om de forestående begivenheder i Jerusalem. Jf. også Jesu samtale med saddukæerne, som ikke troede på opstandelsen:

”Gud er ikke gud for døde, men for levende”, siger Jesus. (Luk 20,38)

Sjælene er med i ”de helliges samfund”, som alle kristne bekræfter troen på i trosbekendelsen. De helliges samfund betyder alle Kirkens børns fællesskab om de hellige ting: Troen, sakramenterne, især eukaristien, og alle de åndelige gaver. Fundamentet er kærligheden, som ”ikke søger sit eget” (1. Kor 13,5), men gør, at troende har alt til fælles (Apg 4,32) og altså også hjælper hinanden med materielle ting.

Men for Den katolske Kirke er De helliges Samfund også et mere omfattende begreb, et fællesskab af både levende og døde. De hellige, som af nåde er forenet med den korsfæstede og genopstandne Kristus, og som allerede er i Guds herlighed, og som går i forbøn for os hos Gud i Himlen (”Den triumferende Kirke”), de, som er på vej, men først må renses i skærsilden, og som vi må bede for (”Den lidende Kirke”) og vi, der stadig er på vej på vores jordiske pilgrimsvandring her i ”Den stridende Kirke”. Det er Eukaristien, der forener os i ét samfund, én levende krop: Kristi mystiske Legeme, Paulus formulerer det således: ” Han er hoved for legemet, Kirken.

Han er begyndelsen, den førstefødte af de døde, for at han i alle ting skulle være den første. For i ham besluttede hele guddomsfylden at tage bolig og ved ham at forsone alt med sig, på jorden som i himlene, ved at stifte fred ved hans blod på korset”. (Kol 1,20)

Videre læsning: Den Katolske Kirkes Katekismus §946 ff og ”Katolsk Minileksikon ”, som kan findes på katolsk.dk

Venlig hilsen
Kirsten Kjærulff


Vil du læse flere spørgsmål og svar om katolsk tro - klik HER │ Har du selv et spørgsmål om katolsk tro? - skriv til info@katolskliv.dk

Nogle spørgsmål og svar har tidligere været bragt i det katolske bispedømmes udgivelse Katolsk Orientering under "Spørg brevkassen". Kirsten Kjærulff har foreslået dem optaget i Katolsk Liv. Biskop Czeslaw Kozon har givet tilladelse til at indhold fra Katolsk Orientering kan bringes i Katolsk Liv når kilden angives.