HELGENER ER MENNESKER, som på en særlig måde lever, som Gud ønsker. Han skabte jo os mennesker, så vi lignede ham: Vi skulle være hellige ligesom han selv: Vi skulle være hans børn, gode, kærlige og elske hinanden, ligesom han elsker os. Derfor var Paradiset et sted, hvor alt var smukt og godt, hvor ingen blev syge eller døde, hvor alle var gode mod hinanden og hjalp hinanden.
Men så var det, at alt gik galt, fordi menneskene ikke ville tro på det, Gud havde sagt: De ville være lige så kloge som Gud og selv afgøre, hvad der var godt, og hvad der var ondt. Sådan kom døden og det onde ind i historien. Derfor måtte menneskene forlade Paradiset, for dér hvor Gud er, kan der ikke findes noget ondt. Ude i verden er livet ondt og hårdt. Der er så megen lidelse, så megen sygdom og fattigdom, og det værste er døden.
Men Gud elsker stadig sine børn. Derfor prøvede han lige fra begyndelsen at hjælpe os til at komme tilbage til sig. Men der var næsten ingen, som virkelig ville prøve at leve, som Gud ønskede. Jo, der var nogle enkelte, som vi hører om i Det Gamle Testamente, f. eks. Noa og Abraham. Gud lavede aftaler med dem om, at de skulle holde fast ved ham og leve på hans måde. Så ville han hjælpe dem. Men lige meget hjalp det. Folkene ville ikke gøre, som Noa og Abraham sagde. Så udvalgte Gud en mand, som hed Moses. Han skulle føre folket tilbage til Gud. For at hjælpe dem gav han Moses 10 leveregler, som fortæller, hvordan Gud ønsker, vi skal leve. Vi kalder dem de 10 bud.
Men lige meget hjalp det. Folk blev ved med at være egoistiske og onde mod hinanden, tage hinandens ting og slå hinanden ihjel. De gad simpelthen ikke høre efter, hvad Gud sagde. For i virkeligheden troede de ikke på Gud. De kunne jo ikke se ham. Det kunne Moses, men hverken ham eller de senere profeter ville de tro på.
Til sidst sendte Gud sin egen Søn, Jesus, ind i verden. Jesus er jo Gud selv, derfor ville han blive et menneske for at hjælpe os til at få del i sin guddom. Jesus viste os med sit eget liv, hvordan Gud ønsker, vi skal leve: Vi skal elske Gud af hele vort hjerte og hele vort sind og hele vor styrke, og vi skal elske hinanden, ligesom Gud elsker hver eneste af os.
Men heller ikke Jesus ville de høre på, for de ville ikke tro på, at han var Guds Søn. De blev rasende på ham, fordi han sagde sådan noget. Derfor ville de slå ham ihjel. Der var kun en lille flok mennesker, der troede på Jesus, nemlig hans disciple. De troede på, at han var Guds Søn, og det er dem, der har fortalt os om ham i Det Nye Testamente.
Jesus vidste godt, at hans fjender ville slå ham ihjel. Fordi han er Gud, kunne han sagtens være sluppet fri. Han kunne jo bare have fået alle Guds engle til at redde sig, men han vidste også, at hvis han frivilligt sagde JA til døden, så betød det, at han dermed tog alle de forfærdelige synder på sig, som mennesker havde begået, lige siden Adam og Eva måtte forlade Paradiset. Han ville give sit liv og dø, for at menneskene igen kunne få lov at leve evigt i Paradiset.
Hvorfor gjorde han dog det? Han var jo helt uskyldig? Simpelthen fordi han elsker os mere, end vi kan forstå. Han siger selv til sine disciple: "Den største kærlighed er at give livet for sine venner".
Ved at han døde frivilligt for vores skyld, åbnede han igen Paradisets port for os, så døden ikke mere har magt over os: Selv om vi skal dø, vil Jesus vække os op igen til evigt liv i Paradiset. Han fik magt over døden. Det fik vi bevis for påskemorgen, da han stod op af graven, lyslevende. Og bagefter steg han op til Himlen igen, hvor han satte sig ved Gud Faders højre hånd på den plads, han havde haft fra evighed af, inden verden overhovedet var blevet skabt.
Den måde, Jesus levede på, er den måde, man bliver hellig pâ. Jesus siger selv: ”I skal være hellige, ligesom min Fader er hellig." Hans disciple vidste det godt. Derfor fulgte de efter ham og prøvede med Helligåndens hjælp at leve på den måde, han gjorde. Derfor er de blevet helgener. Men også efter Bibelens tid har der været mange helgener - mennesker, der lever, som Jesus har lært os. De elsker Gud af hele deres hjerte og hele deres sind og hele deres styrke, og elsker andre mennesker, ligesom Gud elsker hver eneste af os.
Helgenerne er vores hjælpere og forbilleder
Hvorfor har vi brug for helgenerne? Jesus ville, at vi alle skulle være brødre og søstre og hjælpe hinanden med at finde vejen tilbage til Gud. Alle er vi sammen i den hellige Kirke, som Jesus har grundlagt. Her er både syndere og helgener, levende og døde. For de døde er jo ikke døde. Deres sjæle lever hos Gud, selv om deres krop er begravet i jorden. Hos Gud kan de høre, hvad vi beder om, og de vil hjælpe os ved at bede for os hos Gud.
Helgenerne er særlig gode til at bede for os - måske fordi de har øvet sig så meget i at bede, mens de levede på jorden. Men selvfølgelig kan vi også altid bede selv direkte til vores Far i Himlen og til Jesus, som netop kom ned til os på jorden for at være mellemmand for os hos Gud. Han vil altid bede for os. Men det er en stor trøst, at også helgenerne lever hos Gud, og alt det gode, de har gjort, kan være med til at udslette alt det onde og dumme, vi gør.
Men det vigtigste er nok, at vi kan bruge helgenerne som forbilleder, vi kan prøve at efterligne. Først og fremmest er det Jesus, vi skal efterligne. "Følg mig" siger han til flere af sine disciple. Men Jesus er det mest fuldkomne menneske, fordi han også er Gud. Derfor kan det føles næsten umuligt at blive lige så god og fuldkommen som Jesus selv.
Og her er det, helgenerne kan hjælpe os. For de er kun mennesker med forskellige menneskelige fejl. Derfor føles det knap så svært at efterfølge dem, og de går fremad mod Jesus, så på den måde kommer vi også fremad mod vores mål, hvis vi bare følger dem.
Det kan også føles lidt mere overkommeligt at finde en helgen, man kan følge efter, for de er lige så forskellige som andre mennesker, så derfor kan man altid finde en, som passer til ens eget liv.
Der har levet mange tusinde helgener. Mange af dem kender vi slet ikke, kun Gud kender dem, for et helligt menneske vil helst leve usynligt for mennesker og kun lige så stille prøve at leve som Jesus med sin familie og andre mennesker: glemme sig selv og kun tænke på at hjælpe andre.
Men nogle kender vi alligevel, fordi Jesus lyser så meget igennem dem, at man ikke kan undgå at se det. Mange af dem har Kirken officielt kåret til helgener, som bliver aeret over hele verden.
Jeg har udvalgt en række helgener, helt fra Bibelens tid til nutiden. Hver af dem kan lære os noget bestemt, som vi kan bruge i vores eget liv.
Alle Sjæles dag
Alle Helgens Dag højtideligholdes hvert år den 1. november, og Alle Sjæles Dag er mindedagen for alle vore afdøde, som er gået bort beseglet med troens tegn i håbet om den evige herlighed, men som stadig har brug for renselse i skærsilden (den lidende Kirke), før de kan skue Gud ansigt til ansigt. Også de er en del af det store kirkelige fællesskab, og på denne dag mindes vi dem med taknemmelighed og forbøn. Mange steder er det skik at samles på kirkegårdene til en andagt for de afdøde og smykke deres grave med blomster og lys. (Kilde delvis: Katolsk Bønnebog)
Bemærk: Højtideligheden og mindedagen afholdes først i menighederne den førstkommende søndag, henholdsvis mandag.
Kirsten Kjærulff
Forberedelse til firmelse
Guds Venner - din bog om helgener
Katolsk Forlag 2013
