Fattig foran Gud

Lørdagsprædiken på Vor Frue kloster

Pastor Lars Messerschmidt

Nøglen til at forstå lignelsen i Lukas-evangeliet om farisæreren og tolderen, ligger i Matthæus-evangeliet hvor Jesus i "Bjergprædikenen" underviser om det kristne liv og hvad det går ud på, når det i første lovprisning lyder: Salige er de fattige i ånden, for Guds Rige er deres.

Tolderen var fattig i ånden og det var farisæeren ikke; han kom til Gud med hænderne fulde af gode gerninger og den rigtige opførsel. Han var retfærdig som mennesker forstår det; han bragte sin adfærd frem for Gud og sagde: Her er dette og hint, se dette giver jeg dig. Det lyder jo smukt og rigtigt, for er det ikke det Gud forventer: At vi giver Ham noget af det ene eller det andet, sådan at vi kan tilfredsstille Guds behov?

Allerede i Det gamle Testamente læser vi flere gange hvordan Gud siger, at Han slet ikke vil have vores ofre. Gud kan sagtens undvære tiende, faste osv., men hvad er det så der gør tolderen retfærdig i Guds øjne? - Det er at han absolut ingenting har at give!

Det lyder jo mærkeligt. Tolderen har intet at give Gud. Han står i bogstaveligste forstand med tomme hænder, og dette er virkelig kernen i kristendom og jødedom. Vi kan strengt taget intet give Gud, som Han ikke i forvejen har givet os, og hvorfor er det nu sådan, at vi ikke kan give Gud noget som vi ikke har fået af Ham i forvejen. At vi principielt står overfor Gud med tomme hænder når vi kommer til Ham?

Det handler i virkeligheden om kærlighed. Det kommer ikke helt tydeligt frem i Det gamle Testamente, men det gør det i Det nye Testamente; for Gud er kærlighed, og kærlighedens væsen er at give. Guds væsen er at give; give os alt det vi har brug for. Sådan er Gud.

Derfor kommer der mennesker i templet, som tolderen, og siger: Gud, jeg har intet at give dig. Giv mig al det som jeg har brug for; det du vil give i din kærlighed. Et sådant menneske, siger Jesus, går ud af templet fyldt af Guds kærlighed, omsorg og rige gaver - det som vi kalder retfærdighed. Retfærdighed ikke som juridisk term, men i betydningen at modtage alt det Gud har givet os ret til at få. Farisæeren fik ikke Gud og den kærlighed som Gud havde givet ham ret til; for der var ikke brug for den. Han havde jo retfærdigheden selv!

Forstået på denne måde ser vi, at den verden vi lever i er diamentral modsat Guds verden. I vor verden handler det om at præstere. Vi lærer allerede børnene tidligt, at de skal præstere noget. De skal bruge deres evner, som man siger, de skal gøre dit og dat, er de værdifulde, så er de respekteret, så værdsætter man dem; fordi de giver og præsterer.

Når det handler om at møde Gud, tror jeg, at den største vanskelighed består deri, at mennesket overfører denne mentalitet i deres forhold til Gud. De tror at Gud forventer at det giver dem nåde ligesom farisæeren gjorde.

Nej, Gud forventer at vi kommer med åbne, tomme hænder. Det er kernen når Jesus siger i første saligprisning: Salig er de fattige i ånden. Det vil sige, de mennesker der erkender at de intet har, at de virkelig er fattige, for så har de brug for Gud.

Derfor er det også interessant når mennesker pludselig begynder at søge efter Gud; så er det fordi de er fattige på den ene eller anden måde. De er i et dilemma, oplever nød og har brug for Gud. Det moderne menneske har ikke brug for Gud, for det kan klare sig selv, tror mennesket, indtil livets barske virkelighed går op for dem.

Fastetiden bør være en skole i at blive mere og mere fattig. Stå som fattig foran Gud i tillid til Hans kærlighed og omsorg.

Lad os bede.

%d bloggers like this: