Nu synes abortproblematikken igen at komme på dagsordenen også i Danmark. Denne gang gælder det spørgsmålet, hvor grænsen for at få abort skal gå: 12 uger eller højere, som i vore nabolande m.fl.
Politikere har allerede været ude for at slå fast, at abort er en ret for en kvinde, så det kan ikke diskuteres. Man konsulterer læger og etiske kyndige for at få at vide, hvornår en kvinde kan tåle at få abort uden selv at lide skade osv. Det er problemstillingen!
Det er helt tydeligt, at hverken det etiske råd, politikere eller biologer stiller det afgørende spørgsmål, om abort overhovedet er etisk forsvarligt. Forklaringen er ganske enkel: Etik har ikke en objektiv karakter, men kun en subjektiv og relativ karakter. Det handler altså ikke, om en bestemt handling i sig selv er etisk forkert eller tilladt, men om den kan forsvares under visse omstændigheder.
Så kernespørgsmålet er altså, om der er noget, der hedder objektiv etik. Lad os stille følgende spørgsmål: Kan det være etisk forsvarligt at dræbe et andet menneske, eller starte en krig? Ja, hvis der er tale om selvforsvar ellers ikke. Er det etisk forsvarligt at undertrykke mindretal f.eks. flygtninge? Kort og godt, hvad betyder de såkaldte menneskerettigheder, som vi påstår ligger til grund for vores velfærdssamfund? Har disse menneskerettigheder absolut karakter? De indledes med ordene: ”Disse rettigheder gælder for alle mennesker, overalt på jorden, og altid”! Jeg kan kun forstå denne sætning, som at vi alle overalt på jorden er etisk forpligtet af dem. Der står absolut intet i disse rettigheder, om at en kvinde har ret til abort! Tværtimod handler de egentlig alle om respekten for liv, for ethvert menneskes liv. Dog finder man ingen definition på, hvornår et menneske er et menneske og altså dækket af menneskerettighederne. Så man kan ikke sige, at menneskerettighederne forbyder abort. Forklaringen er måske, at abortproblematikken slet ikke var relevant på det tidspunkt. Jeg plejer at sige, at disse menneskerettigheder er inspireret af det kristne menneskesyn, af Guds lov, selvom det ikke er bevidst.
Det principielle spørgsmål i denne sag er derfor, om et foster er et menneske, og hvornår et foster bliver et menneske. Sker det efter 12 uger eller 20 uger eller hvad? Jeg har overhovedet ikke hørt politikere eller andre, der taler om abort, stille det spørgsmål. Det handler alene om kvinden – ikke om barnet.
NU ER DET TANKEVÆKKENDE, at da kristendommen bredte sig til det, vi i dag kalder Europa, eksisterede den praksis, at et nyfødt barn først havde ”ret” til at leve, når faderen havde accepteret det ved en symbolsk handling: at ’knæsætte’ det, dvs. tage det nyfødte barn og sætte det på sit knæ (=”føde” det). En sådan skik fandtes overalt. Det var denne praksis, Kirken gik skarpt imod og oprettede institutioner, der kunne tage imod børn, der var blevet ”sat ud”, som det hed, nemlig til de vilde dyr eller for at dø af sult. Det var disse kulturers form for abort.
"Nu er det tankevækkende, at da kristendommen bredte sig til det, vi i dag kalder Europa, eksisterede den praksis, at et nyfødt barn først havde ”ret” til at leve, når faderen havde accepteret det ved en symbolsk handling."
Hvad er den grundlæggende forskel på vor tids abort og datidens? Kun barnets/fosterets alder. Hvorfor kæmper man (med rette) for at redde et for tidligt født barn? Vel fordi det er et menneske.
Hele denne diskussion kan samles om spørgsmålet: Hvornår er et foster et menneske? Svaret er, at det kan man ikke biologisk slå fast! Det kan man kun slå fast ved et filosofisk og etisk ræsonnement. Helt konkret: Hvornår begynder et menneskeliv? Ved undfangelsen? Efter en uge? Efter 12 uger? Eller?
Min erfaring med samtaler med mange kvinder, der har fået abort, er at de udmærket ”ved”, at undfangelsen er begyndelsen på et nyt menneskes eksistens. Jeg tror også, at biologer vil indrømme, at kvindens organisme er bygget sådan, at den indretter sig i forhold til det nye liv, der er undfanget, således stopper f.eks. øjeblikkeligt menstruationen. Nu skal hendes kvindekrop ”alene” være koncentreret om dette nye menneskeliv, som fuldstændigt er afhængig af hendes organisme. Man kan sige det således, at set med naturens øjne har kvindens krop primært (ikke eksklusivt) til opgave at skabe nyt liv, forsørge og beskytte det, så det kan fødes. Det er det, jeg kalder en ”grøn” forståelse af manden og kvinden. Hvorfor tænker vi så meget på den ”grønne omstilling” i vore dage, at beskytte og redde naturen, men udelukker fuldstændigt menneskets egen kønsbestemte natur?
Som sagt har jeg gennem mange år beskæftiget mig pastoralt med denne problemstilling, og jeg har aldrig mødt nogen kvinde, der ikke har fået dybe sår i sjælen efter en abort. Denne problemstilling tager man heller ikke officielt op. Man kunne dog sociologisk og psykologisk undersøge følgerne efter abort. Men det er tabu!
Der er efter 68-revolutionen (?) opstået et nyt kvindesyn. Kvinden er ikke primært skabt for at være mor, men for at være mandens partner i samfundslivet. Også hele diskussionen om fødselsorlov afspejler denne problematik, nemlig at indskrænke den tid, en kvinde skal tilbringe hjemme for sit nyfødte barns skyld og være fraværende fra arbejdsmarkedet. Med andre ord, det er igen ikke barnet, der er i centrum, men kvinden heller ikke moderen: Hvor lang tid har et spædbarn brug for at blive ammet af sin mor? I Amerika lavede man for nogle år siden en undersøgelse af børn, der fik bryst og af børn, der fik flaskemælk. Undersøgelsen viste helt klart, at børn, der fik bryst, udviklede sig hurtigere end børn, der fik flaske. Det handler altså igen om barnet og menneskets natur! Hvorfor indgår barnet overhovedet ikke i diskussionen om abort? Fordi det endnu ikke er et rigtigt levende menneske, når det er et foster? Hvor er vi blinde!
Det er Kirkens opgave, og har altid været det, at forkynde Guds ord i alle livets forhold og ikke mindst, når det drejer sig om liv og død. Hvem vil for alvor benægte, at vi aldrig ville have fået den menneskeværdige civilisation, som vi praler af, hvis ikke Kirken havde forkyndt Guds lov, som har absolut karakter?
Altså må Kirken igen blande sig i den opdukkede debat om abort, ikke for at diskutere, hvornår en kvinde ”har ret” til abort, men for at forsvare barnets ret til livet fra undfangelsen af.
"Argumentet, at en kvinde har ret til sin krop, er falsk. Selvfølgelig har hun ret til sin krop, men det fundamentale spørgsmål er, om fosteret har ret til kvindens krop."
Argumentet, at en kvinde har ret til sin krop, er falsk. Selvfølgelig har hun ret til sin krop, men det fundamentale spørgsmål er, om fosteret har ret til kvindens krop. Ingen biolog vil med hånden på hjertet benægte, at kvindens krop er skabt ikke mindst for barnets skyld. Det tror jeg heller ikke nogen kvinde vil gøre, hvis hun lytter til sit instinkt og ikke til sin forstand, som i den moderne kultur er programmeret til at tænke anderledes. Man siger, at den gruppe, der er i størst risiko for at få stres, er kvinder fra 19-25 år. Jeg har hørt en skarpsindig professor forklare det med, at det just er i denne alder, at samfundet ”presser” hende til at tage uddannelse og starte på arbejdslivet. Men han tilføjede ikke: det er også i den alder, at hendes frugtbarhed topper, hvilket betyder, at hendes organisme ”presser” hende til at blive mor med alt, hvad det indebærer. Hun er i en konflikt mellem sin kvindelige natur og samfundets krav. En første-gangs fødende kvinde i Danmark er vist 28-29 år. I andre europæiske lande endnu senere.
Hvor mange børn føder en dansk kvinde i gennemsnit: 1,8? Hvis det er sandt, så vil den danske befolkning efter så og så mange årtier uddø (det står endnu værre til i Italien). Alt det peger på, at moderne kvinder har mistet forståelse for, at deres vigtigste (ikke eneste) opgave er at føde børn, fordi ethvert nyt barn har sin egen værdi, og menneskeslægtens overlevelse afhænger af hende, så hun skal i gennemsnit føde mindst tre børn.
Det er det kristne menneskesyn, og det udelukker totalt enhver form for abort fra undfangelsen af. En abort er altså imod Guds lov, Gud som har skabt menneskene – ethvert menneske – i kærlighed. Fratager man et menneske dets ret til livet, lige fra undfangelsen af, går man imod livets lov og fratager mennesket dets værdighed, og så nytter den grønne omstilling intet.
Lars Messerschmidt
Katolsk teolog og præst
Artiklen har tidligere været bragt i Katolsk Orientering nr. 11 den 2. september 2022
