Hvad er mere nærliggende i denne forvirring end at vende tilbage til begyndelsen: Hvordan troede, bad og levede de første århundreders kristne? Man vil da opdage, at der på det religiøse område er mange ligheder mellem dengang og nu. Som nu var der også dengang religiøs pluralisme og synkretisme.
Forfatter, redaktør og retræteleder Grethe Livbjerg skrev forordet til Olivier Cléments berømte bog: "Kilder - Kirkefædrene om troens liv". KATOLSK LIV bringer efter aftale med Katolsk Forlag forordet til udgivelsen.
Forord
For nogle år siden fik jeg den gave på en 30-dages retræte sydpå at have en vejleder, der som professor i kirkehistorie underviste i kirkefædrene. Han smittede mig med sin kærlighed til kirkens første teologer, så jeg rejste hjem med en glubende appetit: Nu skulle jeg læse kirkefædre! Men da jeg stod foran bibliotekets mange hyldemeter af patristik, sank modet: Hvor skulle jeg begynde?
Da udkom Olivier Cléments bog Sources (Kilder). Den gav mig den nødvendige introduktion, men også uendelig meget mere. I årene siden har den bog været en kilde til stadig inspiration og fordybelse. I sin indledning vover Clement den påstand, at for de fleste mennesker i dag er er kristendommen noget ukendt. Og at dette ukendte ikke engang vækker nysgerrighed, for man bliver ved med at ælte rundt i kristne fejludviklinger og vrangbilleder, som skjuler den ægte kerne.
Hvad er mere nærliggende i denne forvirring end at vende tilbage til begyndelsen: Hvordan troede, bad og levede de førte århundreders kristne? Man vil da opdage, at der på det religiøse område er mange ligheder mellem dengang og nu. Som nu var der også dengang religiøs pluralisme og synkretisme. Som i dag kunne man også da høre nogen sige: jeg tager lidt her og lidt dér, og det er min religion.
Måske er synkretismen langt farligere end ateismens og sækulariseringens trusler. Disse vil afskaffe kristendommen og er let genkendelige. Men synkretismens venlige tolerance skærper i det skjulte de knive, der rammer troens rodnet. Tolerancen prædiker, at alle religioner i grunden er det samme, de begynder vandringen på hver sin side af bjerget, men ved toppen bliver de ét, så hvorfor ikke omfavne hinanden også længere nede af bjerget i forskelsløshedens rare følelse. At modsige dette stemples som kristen ukærlighed.
Når man i dag markedsfører en ny tale om Gud, er det heller ikke så nyt endda: Det nye - om hvilket også Prædikerens ord gælder: Der er intet nyt under solen - er i grunden en ombytning af rollerne: Det er menneskets vurderinger og verdensbillede, der står fast, og Kirken og dens udtryk må underordne sig dette. Vi skal tale om Gud på verdens betingelser.
Et nyt Guds- og sandhedsbevis, som af nogle kaldes det terapeutiske gudsbevis, fandtes også i de først århundreder. Hvad der gavner mig og mit øjeblikkelige velbefindende, er sandt. Også dengang var der selvbestaltede profeter, som vildførte mange, og om hvem Johannes' ord stemte: "Fra os er de udgået, men de var ikke af vore" (Joh 2,19). Kristendommen har to veje at gå: Enten i en falsk kærligheds navn at tilpasse sig denne verden - eller som kirkefædrene at lade sig udfordre af vildvejene til at orientere sig mod troens centrum: Jesus Kristus selv.
Kirkefædrene dechifrerede alt i livet ud fra Jesus død og opstandelse. De tilhørte datidens skarpeste tænkere og skribenter. De stod på toppen af tidens dannelse og videnskab, samtidig med at de var brændende kristne, der havde udforsket sjælens dybder i bøn og askese. Mange af dem have tilbragt år i ørkenens universitet, hvor kun Helligånden er lærer og Bibelen lærebogen. For dem var det en selvfølge, at en teolog er en, som beder - og den, som beder, bliver teolog. Teologi er jo kærlighed til Gud. At læse dem er at indånde ren åndelig luft og dermed opbygge i sig et finstemt orienteringsapparat, der reagerer,når det møder usunde tendenser.
Olivier Clément har her samlet tekster fra Kirkens guldalder, de første 600 år, og kædet dem sammen med sine egne fine kommentarer. For mig, der er vokset op i et dybt troende miljø, var neddykning i disse tekster både en nyopdagelse og en genkendelse: Sådan må det jo bare være. På hver side finder vi det livsafgørende møde med Den Anden, det møde som ustandseligt udfordrer vores måde at leve på. Derfor er det ikke en bog, man sluger, men en bog man lever - og kæmper - med. Hvis jeg mødte det banale spørgsmål om valg af bog til den øde ø, jo så måtte denne - efter Bibelen - blive den klare vinder. Den har så mange niveauer, at man altid kan dykke dybere.
Jesu sidste bøn var, at vi alle må være ét. At leve ud fra den bøn er kristnes største kald. Jesus fortsatte jo: "for at verden må tro." Der føres økumeniske samtaler, og de er nødvendige. Men ofte kan de opleves som et par skridt frem - og nogle tilbage. Pessimisterne ser kun tilbageskridt, og på dette plan har optimisterne svært ved at bevare gnisten. Men der findes Gud ske lov en økumeni nedefra. Kristne fra alle samfund finder sammen i bøn. Vi genkender hinanden i vore erfaringer i livet med Gud. Vi oplever fællesskab på dybet uden at se bort fra de reelle forskelle, og vi erfarer, at det dybe fællesskab kan bære, at vi ser forskelligt på endda væsentlige forhold.
Det virker, som Gud i dag har travlt med at opfylde Jesu bøn. Kristne, for hvem ordet “tidebøn” for få år siden var et fremmedord, beder nu regelmæssigt kirkens gamle bønner. I kristne sammenhænge, hvor fortrolighed med eukaristien var totalt fraværende, opdager man nu, at det er den, som skaber kirken. Denne bog er en gave til økumenien nedefra. Selv siger forfatteren, at han giver ordet til Kirkens største vidner, "til den tradition, som alle kristne samfund har adgang til, og som alene kan muliggøre økumeni i vor tid."
På så mange områder i dag søger man sine rødder. Jo mere forvirret samfundet bliver, jo større er behovet for dybe rødder, så man kan stå fast. Også vi kristne må søge vore rødder, og jo dybere vi trænger ned, jo mere ser vi, at vore rødder er fælles. I denne bog får vi et redskab til at finde vore fælles rødder. Derfor er bogen en gave til alle kristne i vort land - og en gave til enheden.
Selv har jeg haft den glæde at læse Kilder - i svensk udgave - sammen med en gruppe unge fra forskellig frikirkelig baggrund. For dem var det en ny verden, der vakte mange spørgsmål, åbnede nye perspektiver og skabte et dybt fællesskab mellem os, der alders- og konfessionsmæssigt var langt fra hinanden. Ud fra den erfaring kan jeg kun anbefale, at bogen læses i økumeniske fællesskaber.
Grethe Livbjerg
Ordrup, advent 2007
Olivier Clément
Kilder
Kirkefædrene om troens liv
Tekster og kommentarer
Udgivet på Katolsk Forlag i samarbejde med Forlaget Boedal
