2. november. Fejres dagen efter højtiden Alle helgen. Alle sjæles dag kaldes også ”Ihukommelse af alle afdøde troende”. Liturgisk farve: violet.
Allerede i den før-kristne tid mindedes hedninge deres afdøde, ligesom mennesker i mange kulturer har gjort og stadig gør det. Så tidligt som i 100-tallet begyndte kristne at mindes og takke Gud for de døde ved at bede og fejre messen for dem. Det kan bl.a. ses af indskrifter i katakomber i Rom fra de første århundreder.
I den apostolske trosbekendelse bekræfter vi troen på ”de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse, og det evige liv”. Ved ”de helliges samfund” skal vi ifølge Den Katolske Kirkes Katekismus nr. 954 forstå Kirkens tre tilstande: ”Indtil Herren kommer i sin majestæt … vandrer derfor nogle af hans disciple på jorden, andre renses efter at have afsluttet deres liv, andre igen herliggøres, idet de klart skuer selve den trefoldige og ene Gud, som Han er.” Tilsammen udgør disse tre tilstande selve Kirken, Kristi mystiske legeme.
Fejringen af Alle sjæles dag skal minde os om det fællesskab, vi har med de afdøde; ikke blot de sjæle, som allerede er herliggjort hos Gud, men denne dag især de mennesker, der i troen på Gud og forsøget på at leve efter hans vilje ved deres død ikke er fuldkommen renset for de synder, de har begået i løbet af deres liv. Derfor må de renses efter døden, så deres synd ikke står i vejen for, at de kan blive helt opfyldt af Guds kærlighed og opnå den hellighed, som er nødvendig for at gå ind til Himlens glæde. Denne renselse kalder Kirken for skærsilden. Det betyder ”renselsesilden”, og den har hverken noget at gøre med at blive brændt eller at blive straffet (Den Katolske Kirkes Katekismus nr. 1030-1032); sjælen bliver forberedt til den evige salighed ved at blive renset fuldkommen for synd. Vi tror fast på, at Gud Fader aldrig glemmer sine børn og aldrig glemmer sit løfte, som Jesus fortalte os: ”Min faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag” (Joh 6,40).
Det er vigtigt, at vi, der stadig lever, mindes de døde ved at bede for dem, for det er Kirkens tro, at ikke blot kan vores bøn hjælpe dem; de kan også bede for os – sådan er levende og døde tilsammen ”de helliges samfund”. I næstekærlighed kan vi også bede for alle dem, der ikke selv har nogen, der beder for dem.
På Alle sjæles dag fejres højtideligt den særlige messe for de afdøde, som man også kalder requiemsmessen. Under denne messe læser præsten navnene højt på de afdøde, som menigheden specielt har bedt ham om at fejre messen for, men Kirkens bøn for de afdøde bedes for alle sjæle: ”Herre, giv dem den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem.”
Mange har derfor den skik at besøge afdøde familiemedlemmers grave og tænde lys for dem på Alle sjæles dag, måske også lægge blomster, bede for dem og mindes hvad Gud gav gennem deres liv. I nogle sogne følges præsten og menigheden under bøn i procession til kirkegården, hvor der er tændt lys på gravene. Præsten bestænker gravene med vievand og beder for de afdøde sammen med menigheden. Denne festdag har meget stor betydning og ofte farverige ritualer i mange katolske lande.
