Rosenkransen x 6

Blandt ikke-katolikker er det en udbredt opfattelse at "Rosenkransen" er en primitiv bøn, som enfoldige sjæle muligvis finder glæde ved, men som ikke passer til mennesker med en oplyst tro. Virkeligheden er, at "Rosenkransen" bedes af alle mennesker: børn, voksne, lægmænd- og kvinder, lærde teologer, nybegyndere på bønnens vej og af store mystikere. "Rosenkransen" er en så tilpas smidig og fleksibel bøn, at den uden vanskeligheder tilpasser sig efter forskellige menneskers situation. Der findes med andre ord mange måder at bede "Rosenkrans".

KATOLSK LIV vil vi beskrive nogle af de måder og dermed vise, hvilke store muligheder der er gemt i denne enkle bøn. KATOLSK LIV vil foruden denne skriftlige tekst, i et PODCAST sætte fokus på hele fem bønsformer - og afslutningsvis vil vi fortælle lidt om at bede "Rosenkrans" i familien.

Mundligt bøn

"Rosenkrans" er for det først en mundtlig bøn og man kan bede den som sådan. Man udtaler ordene og man forsøger at være bevidst om hvad man siger. Man tænker over ordenes betydning, indhold og mening. Selve teksten til "Hil dig Maria", som er den hyppigste bøn i "Rosenkransen" er meget rig. Den består af tre dele:

  • Først de ord hvormed englen hilste Maria i Nazaret: "Hil dig Maria, fuld af nåde, Herren er med dig."
  • Herefter Elisabeths ord til Maria, ord som hun ifølge Lukas råbte med høj røst, fyldt af Helligånden: "Velsignet er du blandt kvinder og velsignet er dit livs frugt." - Vi som kender navnet på Marias livsfrugt, tilføjer Jesus.
  • Til sidst kommer en bøn som Kirken retter til Maria, hvor vi udtrykker vores tillid til at hun, som Guds Moder, skal bede for os syndere, nu og i vor dødstime. Kirken minder os om, at nuet og vor dødstime har med hinanden at gøre. Nuets evighedsdimension kommer i dødens lys - så at sige.

Denne vidunderlige tekst står altid til vor rådighed. Vi behøver ikke SELV finde på ord for at udtrykke en indre bønsholdning, hvilket forøvrigt ofte ikke er til stede. Nej, vi tager imod bønnes ord af Kirken som, delvis med hjælp fra evangelierne, lærer os hvordan vi skal bede. I stedet for at fremelske subjektive følelser kommer vi ind i en objektiv bøn. Vi lader os bære af Kirkens store bøn. Vi véd at vi er optaget i Kirkens store fællesskab, HUN som i århundreder har bedt netop disse ord.

Meditativ bøn

Man kan også bede Rosenkransen som en meditativ bøn. "Rosenkrans" er i virkeligheden i første omgang ment som en meditation over det store mysterium, som Gud har åbenbaret for os og som vi læser i evangelierne. Pius 12. har kaldt "Rosenkransbønnen" for en syntese af hele evangeliet. "Rosenkransens" mysterier er delmysterier, nemlig 20 forskellige aspekter eller elementer af grundliggende mysterium, som i følge Paulus er korsets dårskab og som består i, at Gud er blevet menneske og har givet sit liv for os.

"Han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov, at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han var trådt frem som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors. Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne." - kan vi læse i Paulus brev til Filipperne.

Denne ned- og opstigning følger vi, når vi beder "Rosenkrans". Vi gør det sammen med Maria, i hendes ånd og i hendes spor. Med god grund bliver "Rosenkrans" nogle gange kaldt "Jesu Kristi evangelium i følge Maria". Mens vi overvejer de fem glædesfulde mysterier og de fem smertefulde mysterier følger vi Gud når han stiger ned, helt dybt, helt til sin yderste fornedring, for derefter, når vi mediterer over de ærefulde mysterier, er med når han stiger op igen og tager hele verden, i første omgang Maria, med sig.

Eftersom disiplen ikke står over sin Mester, læser vi hos Lukas, og tjeneren skal være der hvor hans Herre er, læser vi hos Johannes, er denne dobbelte bevægelse ikke et historisk faktum som kun angår Gud. Det er også vort livs bevægelse. Det er et livsprogram. Kun hvis vi er villige til at at acceptere vores totale uformåen kan Gud ophøje os og forvandle vores menneskelige svagheder til guddommelig kraft. Det er altså ikke kun Kristi liv, men også vort eget livs mysterium som vi fordyber os i under "Rosenkrans".

Når man f.eks. beder den første dekade af den "Glædesfulde Rosenkrans", kan man forestille sig Maria i Nazaret som får besøg af engelen Gabriel. Har man en livlig fantasi, kan man gøre scenen meget konkret. Man ser Maria, som måske er i gang med at bede, da hun pludselig bliver overrasker over at se engelen. Det er morgen eller aften eller måske var "natten i sit hastige løb halvt til ende" som vi læser i Visdommens bog. Man er tilhører til den dialog som himlen fører med jorden og som er afgørende for verdens skæbne. Har man IKKE så meget fantasi kan man nøjes med en almen tanke, som f.eks. Marias åbenhed og det at hun er disponibel. Man lader hendes helhjertede "Ja, Fader" påvirke sin egen indre holdning. Man mærker en mild tvang til endelig at slutte med sit oprør mod Gud og i stedet, som Maria, i et absolut ja, stille sig til hans rådighed.

Man undrer sig muligvis over hvorfor man skal udtale ord, når man ikke tænker på deres indhold. I virkeligheden er det ikke så meningsløst som det kan se ud. Ord har en enorm forvandlende kraft. Lever man med rene, positive, kærlighedsfulde ord, så præges man af disse ord, selvom man ikke hele tiden tænker over deres betydning. Frem for alt er ord, som under århundreder i kærlighed er fremsagt af millioner af mennesker, på en måde LADET. Man forstår hvorfor ikke-katolikker kan blive overrasket, når de besøger Lourdes og ser hvor rodet og adspredt mange pilgrimme beder "Rosenkrans". Men det vil være en fejl at tro at bønnen er meningsløs eller kun magi. Ord virker, ord har magt. Desuden udtrykker og inkarnerer ord viljen til at vende sig mod Gud, at åbne sig for Ham.

Gentagelse af ord, kan også være noget der beskæftiger kroppen, mens tanker og hjerte belyser de forskellige mysterier. Måske er vi for tilbøjelige til at altid at ville vide og forstå hvad vi læser og beder. Men i århundreder, ja, næsten under hele den vesterlandske kirkes historie, har den liturgiske bøn været læst på latin. Mange, man kan vel sige de fleste, fattede ikke særligt meget af messeteksterne. I klosteret blev tidebønnerne sunget på latin, selv af dem som aldrig havde lært latin. Det var måske ikke ideelt, men ej heller så absurd som mange i vor tid påstår. De to vigtigste ord i tidebønnen er "Amen. Halleluja" og disse ord forstod alle. Det væsentlige er ikke at fornuften, men at hjertet er med, når fornuften er frakoblet.

Når et skolebarn læser et brev som læreren har dikteret i skolen, op for sine forældre, tænker barnet formodentligt ikke på ordenes præcise indhold og betydning. Øjeblikket er alt for højtideligt til at fornuften sætter ind. Barnets strålende ansigt og forældrenes glæde viser at her findes virkelig kærlighed. Det som forældrene så og hørte var ikke hvad barnet havde i hovedet, men hvad det havde i hjertet.

Kontemplativ bøn

Man kan, for det tredje, bede "Rosenkrans" på en kontemplativ måde. Man føler måske en vis uvilje mod særlige tanker og billeder. Man vil bare i kærlighed være hos Jesus og Maria, bare elske og lade sig elske, bare være sammen, føle sig tryg hos Gud og menneskehedens moder. Vor tids psykologi har meget at sige om moderens rolle, hvilken betydning det har at barnet får nok kærlighed af sin mor. Kirken har altid vidst det. "Rosenkrans" er en bøn hvor vi giver Maria lejlighed til at være moder, en bøn hvor vi åbner os for hendes milde kærlighed. Når Jesus, da han hang på korset, sagde til Maria: "Se, dér er din søn", betroede han i Johannes hele menneskeheden til sin mor. Hendes moderskab fik en universel rækkevidde. I den højtidelige stund fik enhver af os Maria til moder. "Rosenkransen" giver os mulighed for at lade det som vi véd med vores fornuft synke ned i vort hjerte og lade det blive en glæde og styrke i vort liv.

Forbøn

En fjerde mulighed er at bede "Rosenkrans" som forbøn for andre. Det kan hænde at én af vore nærmeste er i stor nød og beder os om forbøn, eller vi tænker på tragedierne i verden: sult, krig, tortur. Vi føler at vi må gøre noget. Vi kan sige: "O Gud, hjælp disse mennesker, vis din kærlighed!" Men man kan føle at en sådan bøn er for kort, for billig, at man ikke efter et par ord kan sige: Nu er det nok. "Rosenkrans" er en måde at dvæle i bøn, at forlænge den. Ved at bede en dekade - 10 perler - eller flere dekader, viser man, at man tager forbønnen alvorligt, at man er parat til at bruge tid og kræfter på den. Mens man udtaler ordene lægger man hele tiden de mennesker man beder for, i Guds hænder. Man overgiver dem til hans barmhjertighed. Kan vi gøre noget bedre for en bror eller søster i nød, end at lægge dem i Kærlighedens favn?

Fattigdommens bøn

Til sidste en femte mulighed. Vi kan bede "Rosenkrans" som en lidenhedens og fattigdommens bøn. Hvor ofte sker det ikke at vi føler os trætte, splittet og tomme! Vi føler os for ukoncentreret til at holde "Indre bøn", for trætte til at læse smukke bønner i en bog. Så kan vi tage vores rosenkrans / bedekrans og perlerne glide mellem vore fingre, mens vi gentager "Hil dig Maria". Måske flyver vores tanker omkring, måske farer mange forskellige mindelser og billeder gennem vores hoved, men vi gør det lidt vi kan. Vi giver en lille bid af vores tid til Gud, og vi lader vores krop, denne villige tjener, sige smukke ord til Gud og Maria, ord som vi selv er for trætte til at tænke på, men som vi véd at Gud forstår. Naturligvis kan man ikke være stolt over en sådan bøn, men det er kun en fordel. Mange mennesker stiller så store krav til sin bøn at de aldrig kommer i gang. Gud stiller ikke sådanne krav. Jeg behøver ikke vente med at bede til jeg føler mig i form. Jeg behøver ikke først gøre mig fin, inden jeg viser mig for Gud. Jeg går til Gud sådan som jeg er. Jeg kan begynde at bede nu, umiddelbart. Rosenkransen giver et menneske, som føler sig ude af stand til at bede, en chance til alligevel at bede.

Der findes ingen undskyldning på dommens dag når Gud spørger os: "Hvorfor har du ikke bedt lidt mere i dit liv?". Mange vil sige: "Jeg var ikke tilstrækkelig koncentreret og motiveret til at bede." "Ja, så! - men kendte du ikke til "Rosenkransen" kan man forestille sig Gud sige.

Til allersidst lidt om bøn i familien.

Familiebøn

Der var engang, hvor det i katolske hjem var sædvane hver aften at bede "Rosenkrans". De som har været med til dette, mindes med stor taknemmelighed denne fælles familiebøn. Det kan ikke drages i tvivl, at den daglige "Rosenkrans", bedt om aftenen af den forsamlede familie, har været et uhørt stærkt bånd i mange kristne hjem. Derudover har det sandsynligvis medført mange kald til præst og ordensliv. I pave Paul VI's "Marialis Cultus" insisterer han på, at den gamle skik skulle genoptages. I vor tid er paverne bevidste om at det er svært at samle familien om aftenen. Medierne kan være mere tiltrækkende end "Rosenkransen". "Det er svært", skrev paven i sin tid ..." men det er et kendetegn ved kristen liv ikke at give op for vanskeligheder, men at overvinde dem. Derfor må familier som til fulde vil leve i dette kald, gøre alt hvad de kan for at modstå kræfter som hindrer den fælles familiebøn."

Men selvom det ikke er muligt at bede "Rosenkrans" i familien sammen, må man ikke bruge det som undskyldning for slet ikke at bede. Man kan også bede "Rosenkrans" alene!

Kilde: Maria i Bibelen - i vort liv
Forfatter: Wilfrid Stinissen
Forlag: Karmelitterne i Tågarp og Glumslöv i Sverige i 1999