Tro og fornuft

Kardinal, Joseph Ratzinger

Som vi alle kan se, frembringer videnskabens moderne udvikling virkelig utallige positive resultater; disse bør til enhver tid anerkendes. Samtidig skal det dog indrømmes, at tendensen til udelukkende at betragte det som sandt, der kan gøres til genstand for et eksperiment, begrænser den menneskelige fornuft og frembringer en frygtelig, indimellem tydeligt erkendelig skizofreni, hvori rationalisme og materialisme, hyperteknologi og tøjlesløse instinktbestemte kræfter lever sammen.

Den hellige Thomas af Aquinas [italiensk filosof og teolog (1225-74). O.a.] fremfører, med sin karisma som filosof og teolog, en anerkendt model for harmoni mellem tro og fornuft, to dimensioner af menneskets ånd, der udfolder sig fuldkomment i deres gensidige møde og dialog. Ifølge den hellige Thomas af Aquinas' måde at tænke på, "ånder" den menneskelige fornuft mere eller mindre, det vil sige den bevæger sig i en vid og åben horisont, hvor den kan give udtryk for det bedste af det, den indeholder. Når mennesket derimod indskrænker sig til kun at tænke på materielle objekter, som kan efterprøves i et eksperiment, og lukker af for de store spørgsmål om livet, om sig selv og om Gud, bliver det fattigt. Forholdet mellem tro og fornuft er en alvorlig udfordring for den nuværende, dominerende kultur i den vestlige verden, og netop derfor ville den elskede Johannes Paul II gøre dette forhold til emne for en encyklika med titlen Fides et ratio — Tro og fornuft. Selv har jeg også for kort tid siden, i en tale ved universitetet i Regensburg, atter taget dette emne op.

Som vi alle kan se, frembringer videnskabens moderne udvikling virkelig utallige positive resultater; disse bør til enhver tid anerkendes. Samtidig skal det dog indrømmes, at tendensen til udelukkende at betragte det som sandt, der kan gøres til genstand for et eksperiment, begrænser den menneskelige fornuft og frembringer en frygtelig, indimellem tydeligt erkendelig skizofreni, hvori rationalisme og materialisme, hyperteknologi og tøjlesløse instinktbestemte kræfter lever sammen. Derfor er det påtrængende nødvendigt for menneskelig fornuft på en helt ny maner at genopdage den, som er åben for den guddommelige Logos og dens fuldkomne åbenbaring: Jesus Kristus, Guds menneskevordne Søn. Hvis den kristne tro er autentisk, ydmyger den ikke den menneskelige frihed og fornuft. Hvorfor skulle tro og fornuft derfor frygte hinanden, når de netop bedst kan udtrykke sig, hvor de møder hinanden og begynder en dialog? Troen forudsætter fornuften og fuldkommengør den. Den af troen oplyste fornuft finder kraft til at hæve sig op til erkendelse af Gud og den åndelige virkelighed. Menneskets fornuft mister intet, når den åbner sig for troens indhold, men troen nødvendiggør snarere dens frie og bevidste samtykke.

Det lykkedes for den hellige Thomas af Aquinas med sin vidtskuende visdom at skabe en frugtbar diskussion med den arabiske og jødiske tænkning på hans tid, så han til alle tider er blevet regnet for en mester i dialogen med andre kulturer og religioner. Han formåede at fremstille den vidunderlige kristne syntese mellem fornuft og tro, der for den vesterlandske kultur er en værdifuld skat, som man også i vor tid kan øse af for at føre en effektiv dialog med de store kulturelle traditioner, der lever i den østlige og sydlige del af verden. Lad os bede om, at de kristne, og især de som er virksomme på det kulturelle og akademiske område, formår at giver udtryk for det fornuftige i deres tro i en kærlighedsinspireret dialog. Lad os bede om denne gave på forbøn af den hellige Thomas af Aquinas og især af visdommens sæde, Jomfru Maria.

 Tale ved Angelusbønnen på Peterspladsen i Rom. 28. januar 2007