Fra Frankrig til Ungarn, Tyskland, Italien og flere andre lande har festen for den berømte biskop og mirakelmager fra det 4. århundrede etableret varige, populære kulinariske traditioner omkring gås og vin.
Solène Tadié │ 11. november 2024
Oversættelse KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
Få vil huske det i dagens sekulariserede Europa, men festen for Sankt Martin af Tours, som fejres den 11. november hvert år, har i århundreder haft samme betydning som Thanksgiving i USA.
Festen falder sammen med afslutningen af høstperioden på landet og vinterens gradvise indtræden, to uger før advent, og er en tid for taknemmelighed og næstekærlighed.
Selv om den ofte fratages meget af sin religiøse betydning, er det stadig en populær bondetradition, som hvert år bringer familier og madelskere sammen over store dele af kontinentet. Den giver anledning til alle mulige kulturelle begivenheder, der er tilpasset lokale skikke, og giver mulighed for at smage nye vine og fjerkræ - især gæs, som er tæt forbundet med helgenen i Tours i den folkelige fantasi.
Et symbol på deling og taknemmelighed
Før den 11. november blev en sæsonbestemt bondefest, markerede den først og fremmest begravelsen af Europas store evangelist, Sankt Martin, som levede mellem 316 og 397, netop som kristendommen begyndte at vinde indpas efter kejser Konstantins omvendelse i 313.
Han blev født i den ungarske region Pannonia og konverterede til kristendommen som 10-årig, da han ledsagede sin far på en mission til Pavia i det nuværende Norditalien. I 330'erne, da han selv var blevet romersk legionær i Gallien i det nuværende Frankrig, mødte den unge Martin en trængende mand, der rystede af kulde, og som han delte sin kappe med ved at skære den over i to dele. I en drøm den følgende nat indså han, at det var Kristus selv, der havde vist sig for ham i skikkelse af den fattige mand.
Manden, der gik over i historien som »gallernes apostel«, blev afskediget fra sine militære pligter og blev efterfølgende munk og indførte klostervæsenet i hjertet af det moderne Frankrig, hvor han omvendte folkemængder med sine gode gerninger og de mange mirakler, han udførte. Dette klostervæsen spredte sig derefter til resten af Europa gennem opførelsen af kirker og klostre.
Hans ekstraordinære berømmelse førte til, at han blev valgt af befolkningen i Tours til at erstatte deres nyligt afdøde biskop på trods af de lokale præsters modvilje mod at acceptere ham på grund af hans usoignerede udseende.
Legenden fortæller, at missionærmunken, der var panikslagen over en sådan udmærkelse, der lå langt fra hans liv som eneboer, flygtede og forsøgte at gemme sig i et bondehus blandt en flok gæs, der, oprørte over denne indtrængen, signalerede hans tilstedeværelse til den folkemængde, der ledte efter ham. Denne historie, der illustrerer hans ydmyghed og askese, blev hurtigt legendarisk, og billedet af den palmipediske (svømmefodede) fugl blev derfor uudsletteligt forbundet med ham.
I de følgende århundreder blev festdagen den 11. november til minde om Sankt Martin genstand for stor folkelig hengivenhed i Europa og gav anledning til alle mulige former for festligheder omkring symbolikken i at dele, velgørenhed og taknemmelighed for den høst, der blev indsamlet i løbet af sommeren og efteråret, og som ville gøre det muligt for familier at komme igennem vinteren.
Ny vin, stegte gæs, foie gras...
En passage fra fader Francis Weisers Handbook of Christian Feasts and Customs (1958) - citeret i en publikation fra 2023 af professor Jared Staudt-bemærkede den særlige betydning af Sankt Martins dag i middelalderens Europa:
»Den mest almindelige og næsten universelle høst- og taksigelsesfest i middelalderen blev holdt på festen for Sankt Martin af Tours (Martinmas) den 11. november.«
Forfatteren fortsætter:
"Det var en helligdag i Tyskland, Frankrig, Holland, England og i Centraleuropa. Folk gik først til messe og fejrede resten af dagen med lege, dans, parader og en festlig middag, hvor hovedattraktionen var den traditionelle gåsesteg. Til gåsemåltidet drak man Sankt Martins vin, som var det første parti vin, der blev lavet af druerne fra den seneste høst. Martinsfest var en fest, hvor man fejrede fyldte lader og fyldte spisekamre, middelalderens egentlige Thanksgiving-dag."
Denne passage nævner ikke Italien, hvor gallernes mirakelmager først mødte kristendommen, men alligevel har den 11. november altid haft en fremtrædende plads på landets liste over populære festivaler, hvilket endda har givet anledning til det berømte ordsprog »A San Martino, il mosto si trasforma in vino« (»På Sankt Martins dag bliver mosten til vin«).
I Italien, som i resten af Europa, har denne festdag altid været en lejlighed for vinbønderne til at præsentere deres nye årgange for de lokale forbrugere hvert år og få dem velsignet af en præst. Det er en tradition, som afkristningen af det gamle kontinent ikke helt har undertrykt, da den fortsætter i næsten alle lande i form af populære vin- og kagesmagninger, især i de centraleuropæiske lande Slovakiet, Polen, Tjekkiet og Ungarn.
Ungarn, hvor biskoppen og munken blev født, er stadig meget knyttet til disse skikke, som altid bringer gæs til familieborde og messer, der kombinerer gastronomiske og folkemusikalske traditioner. Derfor siger det populære ungarske ordsprog, at »den, der ikke spiser gås på Sankt Martins Dag, vil sulte hele næste år.«
Martins begravelse falder sammen med den periode, hvor fjerkræet bliver kønsmodent efter at være blevet godt fodret med majshøsten i løbet af sommeren og det tidlige efterår. Det giver landmændene mulighed for at sælge dem i store mængder på bymarkederne, og forbrugerne kan få en forsmag på julefesten ved at nyde stegte gæs og, i Ungarns og Frankrigs tilfælde, årets første foie gras (gåselever).
Faktisk er Ungarn nu verdens førende producent af gåselever, mens Frankrig bevarer sin ubestridte position som den førende producent, forbruger og eksportør af både ande- og gåselever tilsammen.
Martins adopterede hjemland fortsætter således med at værne om denne århundredgamle tradition, som især praktiseres i Frankrigs landdistrikter, især i det sydvestlige Frankrig og i Alsace, to gastronomiske epicentre, hvor foie gras er i højsædet. Foie gras spises typisk på ristet brød, ledsaget af lokale søde eller tørre hvidvine.
I en ironisk drejning, som kun Gud kender hemmeligheden bag, har opdrætterne i de senere år været nødt til at hidkalde helgenfiguren for at bevare den folkelige entusiasme omkring festlighederne, som det fremgår af kampagnen »A laSaint-Martin,le foie gras revient« [På Sankt Martins Dag vender foie gras tilbage], der blev lanceret af en fransk forening i 2010 og er blevet gentaget hvert år siden.
Dette er endnu et tegn på, at denne populære tradition - som Europas befolkninger, der ofte er desillusionerede over den urbane globalisering og tabet af transcendens, synes at være så ivrige efter at bevare - skriger på at blive genoprettet til sit oprindelige evangeliske åndelige formål: at vække menneskets taknemmelighed for forsynets gaver.
Annoncer og betalingsmure
Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.
HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.
Læs mere om økonomisk hjælp - HER
KATOLSK LIV │ EWTN Danmark
KATOLSK LIV er associeret med verdens største religiøse medienetværk EWTN, og modtager ingen økonomisk støtte. Vi kan derimod frit gøre brug af en lang række katolske medieresurser og har fuld redaktionel frihed.
