DEN HELLIGE UGE │ DEN STILLE UGE - er en god anledning til at aflægge skriftemål. Forsoningens Sakramente gør os klar til at modtage Kristus under årets største religiøse højtid, Påsken, og på KATOLSK LIV har vi valgt at bringe biskop Czeslaw Kozon's forord til bispedømmes udgivelse: Forsoningens Sakramente
Enhver ved, hvilken lettelse det er at blive befriet fra en tung byrde, at komme ud af en knibe, at få vist en udvej af en håbløs situation, at opnå accept efter at have følt sig forkastet. En stor glæde kan vi også føle ved at kunne råde bod på noget, vi har gjort forkert.
Vi mennesker skal ikke være særligt ærlige for at kunne erkende, at vi begår fejl, at vi ikke er perfekte. Dog er denne erkendelse ofte kun overfladisk og vort ønske om at gøre noget ved det halvhjertet, og hvis vi mener at kunne gøre noget ved det, tror vi tit, at vi kan klare det med vore egne kræfter.
Gud har skabt os til at gøre det gode; men der findes også kræfter, som trækker os i en anden retning. Det ser vi illustreret allerede i skabelsesberetningen. Her appellerer djævelen til menneskets forfængelighed og foregøgler det et liv uden afhængighed af Gud og forsøger at give det en tro på at kunne overskue alt selv og bedømme korrekt, hvad der er rigtigt og forkert. Ved at sige ja til djævelens fristelser mistede mennesket sin uskyld.
Lige siden har menneskets historie været truet af mangel på harmoni, så både livet i de større sammenhænge og personlige relationer er blevet forstyrret. Lige så længe har Gud dog også forsøgt at redde mennesket, fordi han holder af os. Denne kærlighed har nået højdepunktet i hans søns komme til jorden. Med sin kærlighed til mennesker, men også med kravet om at gøre op med en forkert livsførelse vil Jesus genoprette vort forhold til Gud og til hinanden. Lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,11-32) indeholder alt det, vi kan genkende fra vort eget liv: ønske om at være uafhængig og have kontrol over tingene, satsning på materielle goder og opfyldelse af begær, erfaring af, at det er tomhed, fortrydelse og skam over det, man har gjort, tvivl på muligheden for at vende tilbage. Lignelsen viser dog, at der er én, der venter på os og er parat til at lade alt blive som før.
En befrielse og fornyelse af vort liv oplever vi kun, hvis vi mennesker er parate til at gå i os selv, erkende vore fejl, bede om Guds tilgivelse og tage imod hans barmhjertighed samt bestræbe os på i fremtiden ikke at gentage vore fejl. Det erfarer vi ved at leve vor tro og tage den alvorligt; det er en erkendelse, vi opnår ved et liv tæt på Gud i bøn og kristen levevis. Skriftemålet, bodens og forsoningens sakramente, er midlet til at opnå denne tilstand af harmoni. Derfor må skriftemålet høre med til den kristne levevis ligeså naturligt som bøn, kirkegang og en tro, der også giver sig udslag i næstekærlighed.
+ Czeslaw Kozon
Kilde: Forodet til bispedømmets pamflet: Forsoningens Sakramente.
Kan fåes på Pastoral-Centret
