Familien er et arnested for kærlighed, fællesskab og gensidig respekt, men familien som institution er truet af verdslige magtcentres manipulerende forsøg på at gøre sig til herre over den.
Kræfter forsøger at anlægge et rent materialistisk og utilitaristisk* syn på familien og dermed ignorerer dens overnaturlige kaldelse. Familien afspejler Gud i hans inderste mysterium og gør det på den måde muligt for os at opleve menneskelig kærlighed som et tegn på Guds kærlighed og nærvær.
Det 2. Vatikankoncils dogmatiske Konstitution om Kirken (Lumen gentium), hvor familien og hjemmet betegnes som en slags huskirke, hvori forældrene ved ord og eksempel bør være troens første forkyndere for deres børn – og med Den katolske Kirkes Katekismus (2207), der i et samfundsmæssigt perspektiv beskriver familien som ”samfundslivets urcelle”.
Netop familiens opdragende og samfundsopbyggende funktion er understreget af skiftende paver siden 1960’ernes seksuelle revolution, som afskrev ægteskab og familie som forældede og undertrykkende institutioner.
Det vægtigste dokument i så henseende er pave Johannes Paul 2.’s apostolske skrivelse ”Fællesskabet i Familien” (Familiaris consortio) fra 1981, hvor han skrev: ”Familien er på levende og organisk vis forbundet med samfundet, eftersom den udgør selve det grundlag, samfundet hviler på, og til stadighed bidrager til dets vækst ved at tjene livet. Det er jo i familien, at samfundets borgere fødes og første gang tilegner sig de sociale dyder, der er grundlaget for og livsnerven i samfundslivets liv og udvikling” .
Familiens opgaver opregnede Johannes Paul 2. således:
- At opbygge et (kærlighedens og solidaritetens) fællesskab af personer
- At tjene livet (dvs. sætte børn i verden og påtage sig forældreansvaret)
- At bidrage til samfundets udvikling
- At deltage i Kirkens liv og sendelse
Det er denne vision med dens talrige både konkrete og åndelige aspekter, Kirken forsvarer mod et moderne materialistisk syn på ægteskab og familie, der reducerer ægteskabet til et i princippet tidsbegrænset partnerskab mellem to mennesker – og som en konsekvens heraf familien til et ligeså skrøbeligt fællesskab.
Kirken søger i sin efterfølgelse af Kristus sandheden – således som det også fremgår af Familiaris consortio – og at sandheden ikke i alle tilfælde er sammenfaldende med flertallets opfattelse.
Kirken lytter til samvittighedens stemme, ikke magtens. Og på denne måde forsvarer den de fattiges og undertryktes sag.
*Livsanskuelse der anser de handlinger der fører til den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker, for de rigtigste
Kilde: Redigeret indlæg fra Katolsk Magasin
