Korstogene

Korstogene var først og fremmest en reaktion på de arabiske muslimers erobringer af de tidligere romerske provinser i Nordafrika, som var gået over til kristendommen.

De muslimske erobringskrige

Muhammed (ca. 571- 632) havde inden sin død befalet sine efterfølgere at "bekrige alle mænd, indtil de siger, at der ikke er nogen anden Gud end Allah." Så allerede i det første tiår efter hans død begyndte efterfølgerne at erobre kristne områder.

Det begyndte med, at muslimske styrker trængte ind i Syrien, som på den tid var en kristen provins i det østromerske rige. Damaskus og flere andre byer blev erobret i 635, og året efter måtte den byzantinske hær give op og forlade Syrien. Dernæst marcherede araberne ind i Det Hellige Land. Jerusalem faldt i 638, Caesarea i 640 (se kortet nederst i højre hjørne).

Derfra invaderede de muslimske hære det kristne Egypten. Cairo og Alexandria blev erobret i 642, og i løbet af de næste 30 år havde det muslimske rige bredt sig til hele Nordafrika langs med Middelhavs-kysten og var nået frem til Atlanterhavet. Den sidste kristne bastion i Nordafrika faldt omkring år 700.

I 714 var også store dele af Spanien blevet besat. Det sydlige Frankrig kom efterfølgende under angreb, indtil det lykkedes frankerne at standse de muslimske styrkers fremmarch i slaget ved Poitiers i 732.

Forfølgelser

Muslimernes forfølgelser af de kristne satte ind i begyndelsen af det 11. århundrede. Den egyptiske kalif Al-Hakim* beordrede således i 1009, at Den Hellige Gravs Kirke i Jerusalem skulle ødelægges, at alle synlige kors skulle fjernes og messebøger ødelægges.

Endnu værre blev det, da de tyrkiske seldsjukker erobrede Palæstina og ødelagde kristne kirker, dræbte præster og overfaldt europæiske pilgrimme på vej til Det Hellige Land. Langfredag 1065 blev ca. 12.000 pilgrimme massakreret af seldsjukkerne kun to dages march fra Jerusalem.

Efter slaget ved Manzikert i 1071 fordrev seldsjukkerne byzantinerne fra det meste af Lilleasien og truede dermed det byzantinske rige (også kaldet det øst-romerske rige) med undergang. **

Det første korstog

Dette sidste gav stødet til det første korstog (1096- 1102). Pave Urban opfordrede i november 1095 Europas kristne nationer til at komme deres undertrykte trosfæller i det byzantinske rige - ikke mindst i det besatte Jerusalem - til undsætning.

Formålet var altså at befri de kristne fra truslen om total udslettelse og sikre pilgrimmene adgang til de områder, der havde religiøs betydning for den kristne verden.

Lykkedes det? Ja, det gjorde det, men med kolossale omkostninger for korsfarerne. Den hær, man havde samlet, bestod ved afrejsen af 6.000-7.000 riddere og 60.000 fodfolk. Den styrke, der nåede frem til Jerusalem var kun på omkring 1.200 riddere og 12.000 fodfolk.

Hvad var der sket undervejs?

Den første station på vejen var Konstantinopel, hovedstaden i det byzantinske rige, hvor korsfarerne havde regnet med støtte fra kejser Alexius. Men Alexius var bange for åbenlyst at vælge side ved at støtte korsfarerne, fordi han som nævnt var presset af seldsjukkerne. Derfor nægtede han at tage imod hele styrken på en gang. Det bevirkede, at hæren blev splittet op og i øvrigt ikke fik de forstærkninger og forsyninger fra kejseren, som man havde håbet på.

Korsfarerne besluttede nu at befri Nikæa, hvor det første økumeniske koncil var blevet afholdt i 325. Det lykkedes korsfarerne at besejre den hær, seldsjukkerne havde sendt til undsætning, men der var store tab på begge sider. Og endelig, i slutningen af juni 1097, kunne korsfarerne så begive sig på vej mod Antiokia, som ligger i den sydlige del af det nuværende Tyrkiet, hvor Paulus havde grundlagt den første kristne menighed blandt ikke-jøder.

Den anatoliske dødsmarch

Det var en frygtelig vandring i den værste sommerhede. På den rute, korsfarerne fulgte gennem Anatolien (den tyrkiske højslette), havde seldsjukkerne sørget for at ødelægge fødevarelagrene. Endnu værre var det, at det var svært at finde vand, så mange korsfarere døde af tørst undervejs. Man mistede også både heste og udstyr, og endelig måtte man udkæmpe et slag mod seldsjukkernes bueskytter, som dog endte med et eftertrykkeligt tyrkisk nederlag.

Antiokia erobres

Efter fire måneder nåede hovedstyrken frem til Antiokia og indledte en belejring af den stærkt befæstede by. Men igen blev situationen kritisk for korsfarerne af mangel på mad og vand og ved udsigten til, at seldsjukkernes hær var på vej for at bryde belejringen.
Men netop som det så sortest ud, lykkedes det nogle korsfarere at få adgang til et af byens tårne og få åbnet en port, som hovedstyrken kunne komme ind ad. Hermed var byen befriet, men problemerne ikke overstået. Seldsjukkernes undsættelsesstyrke ankom dagen efter, at byen var faldet, så nu var rollerne byttet om. Korsfarerne, som havde belejret byen, blev nu selv belejret. Hertil kom, at en del af de seldsjukker, der havde forsvaret byen, havde forskanset sig i en fæstning inden for byens mure og derfor udgjorde en trussel. Men lederen af korsfarernes styrke, som var en erfaren hærfører, havde udtænkt en plan, der skulle vise sig at være effektiv. Han lod sine styrker gå ud af byen og lod dem foretage en kompliceret manøvre, hvor de pludselig ændrede opstilling. Det bragte total forvirring i seldsjukkernes rækker, som ellers var talmæssigt overlegne, og de seldsjukker, som ikke blev dræbt af korsfarerne, flygtede i panik.

Jerusalem erobres

Selv om den oprindelige hær som før nævnt var skrumpet ind til kun lidt over 13.000 mand i alt, var moralen høj efter de strålende sejre.

I januar 1099 begyndte man så at tilbagelægge den sidste strækning til Jerusalem, og den 7. juni stod hæren foran byens porte. Men det så ikke ud til at blive en nem opgave at indtage byen. Byen havde dobbelte mure og var omgivet af voldgrave, og forsvarerne rådede over nogenlunde den samme styrke som korsfarerne, hvortil kom, at de havde rigeligt med forsyninger til at kunne klare en belejring.

Et første forsøg på at storme byen blev gjort kun en uge efter ankomsten. Det lykkedes korsfarerne at trænge ind gennem den første mur, men her blev de standset og måtte trække sig tilbage med svære tab. Imidlertid ankom der kort tid efter seks skibe fra Genova og England med fødevarer og tømmer, som man kunne bygge angrebstårne af. Det var i sidste øjeblik, for igen var der hjælpestyrker på vej mod Jerusalem - denne gang fra Egypten, hvor fatimiderne*** regerede.

Men inden et nyt angreb blev sat i værk, kom pavens udsending, præsten Peter Desiderius til stede og formanede korsfarerne om, at de skulle rense sig for synd ved at faste og gå barfodede rundt om Jerusalems mure, mens de bad om Guds hjælp. "Gør I det," sagde han, "vil byen blive erobret på den niende dag." Korsfarerne adlød. De fastede i tre dage, og begyndte så i de følgende dage at vandre ubevæbnet, syngende og bedende rundt om byen.

Fra deres forsvarsposter på murene hånede de muslimske forsvarere korsfarerne, fordi de efterlignede jøderne foran Jerikos mure, men de forsøgte mærkeligt nok ikke at angribe dem.

Den 13. juli satte korsfarerne så deres angreb ind med brug af murbrækkere og angrebstårne. Fatimiderne svarede igen og tilføjede korsfarerne svære tab med deres katapulter, samtidig med at de prøvede at repa-rere murene.
Men fredag den 15. var det forbi. Korsfarerne havde sejret og red ind i Jerusalem. De afsluttede dermed 460 års muslimsk herredømme over byen.

Men her slutter historien ikke. Efter at Jerusalem var erobret, var der mange af korsfarerne, som vendte hjem for at blive genforenet med deres familier.

Nogle år senere var der således kun omkring 4.000 mand tilbage, der kunne forsvare byen, og det var i det lange løb langt fra tilstrækkeligt. I 1187 indtog den muslimske hærfører Saladin byen. Flere efterfølgende korstog formåede ikke at bryde det muslimske herredømme, og i 1291 var korsfarernes holdepunkter i Nordafrika alle faldet i hænderne på muslimerne.

Konklusion

Eftertiden har fældet en hård, men i mange henseender uretfærdig dom over korstogene. I den forbindelse er det vigtigt at huske:

• at korstogene ikke var erobringskrige, men befrielseskrige
• at langt de fleste korsfarere ikke, som man ofte har påstået, tog af sted for at berige sig ved at plyndre de erobrede områder selv om plyndringer fandt sted. Tværtimod satte mange korsfarere både deres liv og personlige formue til for at befri Det Hellige Land
• at korstogene ikke havde til formål at omvende de lokale befolkninger til kristendommen. Paverne forbød udtrykkeligt tvangsomvendelser,
• at korstogene ikke er årsag til vor tids anspændte forhold mellem Islam og den vestlige verden. Muslimernes modvilje mod os skyldes langt snarere Englands og Frankrigs kolonisering af de afrikanske og mellemøstlige lande i 1700- og 1800-tallet.

Hermed ikke sagt, at korstogene er hævet over kritik. Det var ikke alle, der deltog af rent idealistiske grunde, og det var heller ikke alle, der opførte sig, som de burde - især ikke i nogle af de senere korstog. Men de fremstillinger af korstogene, som vi nu om dage møder i diverse film og TV-serier, er som oftest temmelig enøjede i deres kritik af korsfarerne og ikke specielt tro mod de historiske kendsgerninger.

---

*Den religiøse og politiske leder af den islamiske stat.
**Det skete dog først i 1453, da tyrkerne erobrede Konstantinopel
***Det skete dog først i 1453, da tyrkerne erobrede Konstantinobel
****Nordafrikansk katifdynasti, som hævdede at nedstamme fra Muhammeds datter Fatima.

 

Kilde: "Den katolske Kirke i 2000 år - din kirkehistorie"
Katolsk Forlag 2019