Overskrifter
Kristeligt Dagblad skriver fredag 11. oktober 2024, at folkekirkens politiske betydning har ændret sig. Flere regeringer har i deres regeringsgrundlag skrevet, at Danmark er et kristent land, og kristendommen og dens værdier optræder hyppigere, når politikere vælger emne. Politisk kommentator Hans Engell kalder folkekirken for "en politisk kampplads".
Hvordan hænger det sammen med, at der er færre og færre medlemmer i folkekirken, der kommer færre mennesker i kirke og færre kender de kristne trossandheder? - Man kan mene at folkekirken i Danmark bliver taget som gidsel af frygt for islamificering af samfundet.
Tjener det Kirken? Er Kirkens budskab blevet et politisk budskab? Er den uhellige alliance i Danmark mellem kirke og stat blevet endnu tydeligere? En alliance som Kristus vendte sig mod: »Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!«
Skyldes det mon at politikerne vil have noget for de mange penge? Folkekirken har immervæk en omsætning på 10 milliarder kr. om året.
Eller lukker den danske befolkning blot øjnene, fordi de er enige med den politiske elite; frygten for islamificering af samfundet?
Folkekirken bør ikke lade sig bruge på denne måde.
Folkekirkens økonomi
Der er fem niveauer, som på den ene eller anden måde har betydning for folkekirkens samlede økonomi:
- Folketinget
- Kirkeministeren
- Stifter
- Provstier
- Sogne
Økonomien kan opdeles i tre hovedgrupper: Lokaløkonomi, Fællesfonden og statstilskud.
Lokaløkonomi
Den lokale økonomi omfatter det enkelte sogns kirke-, præstegårds- og kirkegårdskasser samt provstiudvalgenes kasser. Disse lokale kasser afholder knap 80 % af alle folkekirkens udgifter. De lokale kassers indtægter er først og fremmest den kirkeskat, som betales af medlemmer af folkekirken.
Fællesfonden
Fællesfonden fungerer som folkekirkens fælleskasse og er ikke en fond i juridisk forstand. Fællesfonden dækker en række fælles folkekirkelige udgifter, først og fremmest folkekirkens egen andel af løn og pension til præster og provster. Fællesfonden dækker med andre ord over de af folkekirkens udgifter, der ikke finansieres lokalt. Fællesfondens primære indtægt er landskirkeskatten, som opkræves som en del af den lokale kirkeskat, samt statens bidrag til præste- og provstelønninger.
Statstilskud
Foruden den lokale økonomi og fællesfonden bidrager staten også til folkekirken. Statens økonomiske støtte til folkekirken udspringer af Grundlovens paragraf 4, der siger, at "den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten". Det er ikke nærmere omtalt i Grundloven, hvordan staten skal understøtte folkekirken.
I 2018 var bevillingerne på 834 mio. kr. Størstedelen af statstilskuddet gives som tilskud til præste- og provstelønninger til fællesfonden, og til pensioner for præster og provster, der udbetales af staten. Hertil kommer drift af Kirkeministeriets departement samt en række mindre tilskud, bl.a. til istandsættelse af kirker og til de danske sømands- og udlandskirker.
Kirkeskat
Som medlem af folkekirken betaler man henholdsvis en lokal kirkeskat og en landskirkeskat, som tilsammen udgør det vi i daglig tale kalder kirkeskatten. Den lokale kirkeskat fastsættes af det lokale provstiudvalg, mens landskirkeskatten fastsættes af kirkeministeren i sammenhæng med fastsættelse af fællesfondens budget.
Kilde: Folkekirken
