21. november 2024
Bøger

Kærligheden hører aldrig op

Malene Fenger-Grøndahl (f. 1976) er journalist, forfatter og foredragsholder │ Foto: Søren Kjeldgaard.

KATOLSK LIV har fået lov til at bringe Malene Fenger-Grøndahls forord til Bibelselskabets kommende udgivelse: Det er så yndigt

Forord

Omtrent samtidig med at jeg - efter mange års modstand - havde overgivet mig og var begyndt at se en sæson af realityprogrammet Gift ved første blik, fik jeg en henvendelse fra Bibelselskabets Forlag. De spurgte, om jeg mon kunne tænke mig at være med til at lave en bog, hvor (livs)kloge kendte personer med forskellige baggrunde reflekterede over den romantiske kærligheds væsen og ægteskabets udfordringer - sat i relation til Bibelen.

Umiddelbart er der ganske langt fra de mere eller mindre - oftest mindre - vellykkede forsøg på at skabe og vedligeholde romantisk kærlighed, som jeg kunne følge i tv-programmet, og det, jeg forbinder med Bibelens budskab om kærlighed. For selv om der i Bibelen står ganske meget om kærlighed, er den langtfra en selvhjælpsbog for kærlighedshungrende singler, en datingmanual eller en håndbog i krisehåndtering i ægteskabet. I hvert fald slet ikke ved første blik.

Omvendt er der jo en grund til, at så mange mennesker stadig læser Bibelen, og at flere og flere danskere tilsyneladende bliver optaget af at forstå de gamle tekster i relation til nutiden og deres eget liv. Bibelen har noget at sige os, og for mange er det tydeligt, at den rummer en visdom, som stadig er relevant. At den gemmer på tidløse sandheder om verden og om mennesket - ikke mindst om vores relationer til verden, til alt det skabte og til hinanden. Jeg blev med andre ord nysgerrig på, hvad Bibelen egentlig har at sige om kærlighed. Og jeg blev lige så nysgerrig efter at finde ud af, hvad kloge mennesker ville og kunne sige om det. Hvordan kan Bibelen kaste lys over og reflektere ind i vores nutidige erfaringer af kærlighed, ikke mindst i den langvarige tosomhed, som ægteskabet for mange udgør?

At Bibelen handler om kærlighed, vil de fleste sikkert være enige om. For som der står i Johannes' Første Brev, kapitel 4: "Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed." Og mange vil sikkert også kende Paulus' Første Brev til Korintherne, kapitel 13, hvor han bl.a. skriver: "Om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet." Kærligheden er essentiel for det menneskelige - og for alt, hvad der har med Bibelens Gud at gøre. Men hvordan hænger det sammen med den romantiske kærlighed? Kærligheden, som vi kan læse om i Bibelen, er jo en kærlighed, der rummer meget mere end 'blot' kærligheden mellem to mennesker i erotisk og romantisk forstand. Vi kender alle til næstekærlighedsbegrebet, og vi kan hos Paulus - igen i Korintherbrevet - læse om kærlighedens væsen som noget, der overvinder alle de negative tendenser, vi mennesker også rummer. I et meget citeret citat skriver Paulus: ”Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.”

Ordene er så store og smukke, at de næsten kunne passe ind i en romantisk film. Og så alligevel ikke. Har man blot en smule realitetssans, ved man, at ingen menneskelig kærlighed, intet ægteskab, magter at udleve kærligheden i netop den forstand. Jeg har i hvert fald endnu til gode at møde det menneske eller det ægtepar, som kan sige, at de altid formår at elske på den måde. Og pointen er da også, at det slet ikke er menneskers indbyrdes kærlighed, som Paulus beskriver her - hverken i ægteskabet eller i øvrigt - men derimod Guds kærlighed til mennesker. Og så er vi måske lige vidt? Eller er vi? For hvad kan Bibelen egentlig så sige os om romantisk kærlighed? Det var den udfordring, som jeg og Bibelselskabet sendte videre til tolv forskellige mennesker. De fik til opgave at udvælge et bibelcitat, som de synes fortæller noget sandt om den romantiske kærlighed, og ud fra det citat reflektere over kærlighedens væsen, dens vildveje og velsignelser.

Det er ikke en opgave, jeg er sikker på, at jeg selv havde turdet tage på mig eller havde kunnet løse på særlig overbevisende facon. Men de tolv personer, du skal møde i bogen her, var modige, ydmyge og ærlige nok til at gøre det. Mange af dem var tøvende, flere modstræbende. Men alle sagde ja, måske fordi kærligheden er for vigtig til ikke at gøre et forsøg - både når det gælder at realisere den og reflektere over den.

Første skridt var, at de tolv hver skulle vælge et bibelcitat at tage afsæt i. Bibelselskabet og jeg havde forberedt en liste med citater, de kunne lade sig inspirere af. Men det overraskende og fantastiske var, at de alle valgte citater, som ikke stod på vores liste, men som på finurlige, inspirerende og udfordrende måder har noget at sige om den romantiske kærlighed - sat i relation til Guds kærlighed og til kærligheden som sådan. Og som talte lige præcis til dem.

Næste udfordring var at få deltagerne til ikke alene at gøre sig teoretiske teologiske overvejelser, men at sætte bibelteksten i relation til deres egne livserfaringer. Hvordan opstår kærligheden? Hvad skal der til, for at vi tør udleve den? Hvad gør man, når kærligheden møder udfordringer? Kan man tilgive svigt og tillidsbrud? Hvordan holder man kærligheden i live over lang tid? Og hvordan balancerer man mellem den romantiske kærlighed og alt det andet, som livet også rummer? Og kan Bibelen være en støtte i forhold til alt dette?

Jeg var på forhånd lidt bekymret for, om samtalerne ville forme sig meget ens, og om de pointer og gode råd, der ville vokse ud af dem, ville være næsten identiske. Ville vi mon til slut stå med tolv tekster, som kunne gå for at være velmenende taler til brudeparrene i Gift ved første blik? Lidt letkøbte floskler om at udvise tålmodighed og overbærenhed, at prioritere tid til hinanden og at lære hinandens kærlighedssprog at kende?

Sådan gik det langtfra. Samtalerne tog afsæt i så forskellige bibelcitater, at det i sig selv gav en stor bredde og dybde til teksterne. Og de tolv livskloge menneskers egne erfaringer kom også til at spille med på en måde, som gav yderligere mangfoldighed til teksterne. Der er forskel på, hvordan ens blik på kærligheden - og på Bibelen - er, afhængigt af om man har levet mange årtier i et ægteskab, eller om man for ganske nylig er blevet gift og har fået sit første barn. Eller om man først sent i livet har giftet sig og har mange års erfaring med at udleve og erfare kærligheden i andre former end den, der findes i en romantisk relation.

Gennemgående er imidlertid, at Bibelens tekster både kan hjælpe os til at forstå realiteterne og fastholde et ideal. Realiteterne - hvordan vi mennesker ofte svigter og handler egoistisk eller overilet i kærlighedens navn - kan man læse om adskillige steder i Bibelen. Der er også beretninger om ægteskaber, som indgås af andre årsager end kærlighed, og der er eksempler, hvor den erotiske kærlighed sætter sig igennem til skade for andre. Det kan virke forstemmende, men samtidig alligevel opløftende, at det, vi selv oplever som svigt og ulykke, nok er et menneskeligt grundvilkår. Vi kan sætte det i perspektiv, og vi er ikke alene. Og så er der den anden side: idealet eller muligheden, håbet om, at kærligheden kan bære igennem og overvinde egoisme, enøjet begær eller magtkampe og korruption. Fordi kærligheden er større end det, vi mennesker hver især kan præstere eller forstå. Den er, som flere af deltagerne betoner, en gave og en opgave. Noget, vi får givet, og som vi ikke fuldt ud kan regne ud - hverken på forhånd eller undervejs. Kærligheden er et mysterium, hvor noget altid vil være skjult for os, og det er netop dette skjulte, der gør den større end noget andet, vi mennesker kan erfare.

Kærligheden er - som en af bidragyderne siger - ligesom Jesus en dør, man kan gå ind ad. Og på den anden side findes det, vi ikke kan forestille os. Og selv hvis det kærlighedsrum, vi finder ind i, bliver for snævert, eller hvis vi bliver smidt ud af det af vores partner, er kærligheden ikke død. Der er mange døre ind til kærligheden, og kærlighedens store dør smækker aldrig helt i. Det er i hvert fald det, jeg kan læse ud af både Bibelen og de livserfaringer, som de tolv bidragydere til denne bog videregiver. Som Paulus siger: ”Kærligheden hører aldrig op." Og vores nysgerrighed og længsel efter den gør næppe heller.

God fornøjelse med læsningen - og med kærligheden.

Malene Fenger- Grøndahl
Januar 2024

Malene Fenger-Grøndahl (f. 1976) er journalist, forfatter og foredragsholder og har arbejdet freelance med kultur- og eksistensstof gennem en årrække. Hun står bag en lang række bøger, bl.a. Håb er en overset superkraft (Bibelselskabets Forlag 2023) og er tilknyttet Kristeligt Dagblad som skribent.

Medvirkende:

Jacob Mark
Jeg tror, at Jesus var typen, der kunne lide dybe samtaler

Line Gertsen
Parforholdet er som et fysisk og mentalt træningsrym

Sørine Gotfredsen
Det er farligt at overromantisere ægteskabet

Bertel Haarder
I ægteskabet er det slut med at gemme sig og tage forbehold

Helene Reíngaard Neumann
Kærligheden: bånd omslutter vores liv og forbinder os med evigheden

Margrete Auken
De fleste gnidninger forsvinder faktisk, hvis man fejer dem ind undergulvtæppet

Thure Lindhardt
Et egetræ skal have sine egne rødder; det skal et menneske også

Mette Bock
Kærligheden er en gave - og en opgave, man aldrig bliver voksen

Farshad Kholghi
Når to mennesker møder hinanden og sammen skaber liv, så er det helligt

Paula Larrain
Det er forudsætningen forat give kærligheden videre, at vi kan modtage den først

Jonas H. Petersen
Kærlighed er det, der gør den anden seende

Poul Joachim Stender
Man skal generobre sin elskede hver dag


Bogen udkommer 12. marts 2024 på Bibelselskabets Forlag