PRÆDIKEN: Når vi fejrer den hellige Ansgar, så fejrer vi på en særlig måde også os selv. Han er skytshelgen for det katolske bispedømme i Danmark og sådan en har vi i god nytte af. Han minder os om, at vi som katolikker er en del af den lange historie, og at vi er kirken uden nationale grænser.
Vi behøver bare se ud over vores egen menighed, denne søndag morgen, for at opdage, at vi er til messe med hele verden. Eller se på vores søstre, som lever efter samme regel som den hellige Ansgar gjorde for 1200 år siden.
Men fællesskaber er blevet skrøbelige. Forleden talte jeg med en dame, som havde forladt kirken og blevet medlem af folkekirken, fordi – som hun sagde – den katolske kirke er kvindeundertrykkende. Jeg er enig med hende i, at kvinder stadig ikke har den indflydelse i kirken, som jeg gerne så de havde, og det kan kun gå for langsomt, med at kvinder bliver taget mere alvorligt.
Men om hun derudover har ret i sin bombastiske analyse, ved jeg ikke. Det er sjældent at komplicerede spørgsmål er så enkle.
Men summa summarum, så faldt den katolske kirke ikke længere i smag, og som hun sagde: de har også meget flottere kirkemusik.
Jeg kom til at tænke på afdøde pastor Bjørn Højbo, som svarede en dame, der gik med overvejelser om at melde sig ud, fordi hun var utilfreds med det ene og andet: ”Har De også tænkt på at skifte statsborgerskab?” ”Hvorfor dog det?” ”Ja, har de aldrig mødt en dum tolder i Rødby?”
Jeg må sige, at jeg blev chokeret – og også ked af det, efter min telefonsamtale. For det var en kvinde, der tit havde været til messe, og som jeg kender godt, og jeg gik da som en selvfølge ud fra, at det vi delte med hinanden, når vi var til messe, var noget, der var helt umisteligt, og større end personlig relation. Og langt, langt, langt hævet over et spørgsmål om smag og behag.
I kirkens fællesskab skal vi holde hinanden ud. Jeg skal holde kirken ud, til trods for alle de fejl og mangler den har. Ligesom biskop og menighed også skal have tålmodighed med mig. Tænk hvis jeg var til eksamen hver søndag, og hvis min prædiken ikke var god nok eller musikken falsk, så skred det hele.
Det er jo ikke præsten, der inviterer menigheden, vi er kaldet sammen af Gud selv - også jeg er kaldet. Jeg er her, fordi jeg er grebet, berørt, og ved at jeg ikke kan gribe mig selv. Hvad er det Jesus siger?: ”ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer…”
Når vi ser tilbage over kirkehistorien, så kan man let få øje på dumme og uduelige biskopper og korrumperede paver. De var en klasse helt for sig selv, dem har vi ikke så mange af mere. Chesterton kommenterede engang dem, der ville ødelægge kirken: ”Orkk, prøv bare, det har kirken selv forsøgt at gøre lige siden begyndelsen – uden held.”
Så enkelt er det ganske vist ikke, og når kirken virker som et levende dementi, af det vi prædiker, så har vi et dybfølt problem.
Men den, som er grebet af tidsåndens idé om smag og behag, har et endnu større problem – i mine øjne.
Det er messen som er kirkens pulsslag. Når den brudte hostie vises frem, så ser vi Kristus, da gav sig selv til frelse, - også for de disciple, der selv samme aften alle som en svigtede ham. Gud ske lov, havde han ikke valgt sine disciple efter smag og behag, og efter lange udvælgelseskriterier fundet nogle supermænd. Gud viser sin kraft på os, som er skrøbelige.
Og så lad os se på os selv, i ydmyghed, som ikke er her, fordi musikken er fremragende, og alle mulige andre uvæsentlige grunde, men vi er her, fordi vi er valgt til at være her. I troskab og taknemmelighed for at jeg med min skrøbelighed, også har en plads. Tænk bare! Jeg har en plads…
Ikke I har udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer…
Jesper Fich op
