I denne brevkasse spørger Ole Dam hvorfor 2. Vatikankoncil i 60'erne gjorde det nemmere at blive frelst, og Klaus Møller-Jørgensen spørger "... men det står ikke klart for mig, om min stakkels hustru så alligevel har en lille chance for at blive frelst, eller om denne mulighed kun gælder de heldige bæster, der aldrig har hørt om den katolske Kirke?" - Tidligere redaktør af Katolsk Orientering Torben Riis forsøger at svare.
Ole Dam spørger:
Kære Kirsten Kjærulff,
Tak for et fyldigt og indsigtsfuldt svar, som nok kan give noget at tænke over. Du anholder min opfattelse af, at 2. Vatiknakoncil har udvidet frelsesadgangen betragteligt; herefter oplyser du mig om, at koncilet derimod har åbnet vore øjne for et udvidet kirkebegreb ud over den synlige kirke.
Men giver det udvidede kirkebegreb ikke netop også en udvidet frelsesadgang eller i det mindste frelsesmulighed, da frelsen er knyttet til Kirken? Og så siger koncilet yderligere, at de mennesker, som uden egen skyld ikke kender Kristi Evangelium og Hans Kirke, kan opnå evig frelse, såfremt de søger Gud af et oprigtigt hjerte....
Og endelig til de rigtig mange mennesker, som i hele deres opvækst ingen forbindelse har haft med nogen kirke, og hvis kendskab til kristendom næppe er større end en gennemsnitlig folkeskoleelevs, og som derfor tror på alting eller ingenting, siger koncilet: “Eftersom Kristus døde for alle, og alle mennesker til syvende og sidst har et fælles kald, der er guddommeligt, må vi fastholde, at Helligånden tilbyder ethvert menneske muligheden for at blive forenet med påskens mysterium på en måde, som kun Gud kender."
Kan kirkebegrebet og frelsesadgangen udvides mere?
Til sidst skriver du, at frelsens "kvalitet" står i forhold til den enkeltes gerninger - hvordan rimer det med lignelsen om "arbejderne i vingården", Matt. 20.8 ?
Men mit hovedspørgsinål mangler svar: Hvad har været koncilets bevæggrunde til efter næsten 2000 år at udvide kirkebegrebet og frelsesadgangen så radikalt?
Venlig hilsen
Ole Dam
Klaus Møller-Jørgensen spørger: Frelse for hvem?
I et svar i Katolsk Orinterings brevkasse skriver Kirsten Kjærulff at mennesker, som er bevidste om at Kirken blev grundlagt af Kristus til menneskenes frelse, men som ikke træder ind i den, ikke kan blive frelst.
Da jeg af sammenhængen forstår "Kirken"(med stort K) som den katolske Kirke, må jeg konstatere, at min troende, praktiserende lutheranske hustru, der udmærket kender såvel urkirkens opståen som den katolske Kirke i dag, ikke kan blive frelst.
Længere nede skriver Kirsten Kjærulff ganske vist, at frelsesmuligheden er større i Kirken (altså den katolske) end alle andre steder. Men det står ikke klart for mig, om min stakkels hustru så alligevel har en lille chance for at blive frelst, eller om denne mulighed kun gælder de heldige bæster, der aldrig har hørt om den katolske Kirke.
Den forståelse af frelsen, som KK her forfægter i en fast brevkasse i bispedømmets officielle organ, ligger meget langt fra den forståelse, jeg selv har opnået gennem en omfattende katolsk opdragelse med flittig kirkegang, ministranttjeneste, ungdomsarbejde og 12 års skolegang hos jesuitterne. Jeg håber derfor enten at KK vil afvise min læsning af hendes svar som en stor misforståelse. Eller at personer med større teologisk ballast end jeg arme lægmand vil imødegå de uhyrligheder, som KK tilsyneladende fremstiller som værende den katolske Kirkes lære om frelse.
Klaus Møller-Jørgensen
8330 Beder
Redaktør Torben Riis svarer:
Kære Ole Dam og Klaus Møller-Jørgensen,
Kirsten Kjærulff er for øjeblikket i udlandet og er først tilbage igen Palmesøndag. Det betyder, at hun tidligst ville kunne svare på jeres spørgsmål i KO nr. 8, som udkommer den 18. april, og det er lidt længe at vente. Derfor vover jeg mig selv ud med nogle bemærkninger, som langt fra gør krav på at være udtømmende, endsige udtryk for en særlig teologisk indsigt i dette spørgsmål.
Det jeg har gjort er at konsultere Den katolske Kirkes Katekismus - hvortil jeg så føjer mine egne lægmandskommentarer, som man må tage for hvad de er - altsammen i det forfængelige håb i et vist omfang at kunne rede trådene ud i en debat, hvor påstand tilsyneladende står mod påstand.
Så vidt jeg kan skønne, udspringer Ole Dams spørgsmål af en bekymring for, hvad der bliver tilbage af Kirkens autoritet, dens status som frelsesredskab i verden, hvis det forholder sig sådan, at alle og enhver kan traske ind ad perleporten på sine egne betingelser - mens Klaus Møller-Jørgensen bekymring modsat går pâ, om andre end fromme og rettroende katolikker har en chance for at komme i betragtning.
Begge disse spørgsmål mener jeg vi kan nærme os et svar på ved at konsultere Katekismen. I 1271 (afsnit - red.) læser jeg således: "Dåben danner fællesskabet mellem alle kristne, også med dem, som endnu ikke er i fuldt fællesskab med den katolske kirke: "De, som tror på Kristus og har modtaget en gyldig dåb, står nemlig i et vist, omend ikke fuldkomment, fællesskab med den katolske Kirke... De, som retfærdiggøres ved troen i Dåben, bliver indlemmet i Kristus, og derfor prydes de med rette med navnet "kristne" og anerkendes som fortjent af den katolske kirkes børn som brødre i Herren"
Dette til beroligelse for Klaus Møller-Jørgensen og ganske særligt hans kone samt for andre ikke-katolske kristne. Hertil kommer de mennesker(som Ole Dam nævner) “som uden egen skyld ikke kender Kristi Evangelium og Hans Kirke". Også for dem er der håb.
Og hvilken logik er der så i det? Først og fremmest (1058), at "Gud vil, at alle mennesker skal frelses" (1 Tim, 2.4), og at for Ham "er alting muligt” (Matt 19,26)
Det forstår jeg således; Udgangspunktet er, at Gud elsker alle mennesker, som er hans skabninger. Derfor ønsker han ikke, at en eneste skal gå tabt. - Men hvordan hænger det så sammen med. at ingen kommer til Gud uden om Kristus, og at der ikke er frelse uden for Kirken?
Her vil jeg svare med endnu et citat: Ethvert menneske modtager straks efter sin død sin evige løn i sin udødelige sjæl ved en særlig dom, som bedømmer dets liv i forhold til Kristus, enten genem en renselse, eller ved øjeblikkelig indtræden i Himlens salighed, eller ved straks at fordømme sig selv for evigt (1051). Denne paragraf afsluttes med et citat af Skt. Johannes af Korset: "Ved livets aften vil du blive dømt efter kærligheden"
Det læser jeg således: Alle mennesker får muligheden for at opnå frelse, og det afgørende kriterium er populært sagt ikke, hvad man er, men hvem man er, når man står ansigt til ansigt med sin dommer. Vores liv skal bedømmes "i forhold til Kristus."
Det må betyde, at det ikke i sig selv er nogen garanti for frelse, at man har papir på at være katolik. Hvad nytter det med andre ord, at man har haft sin faste plads i kirkebænken søndag efter søndag eller deltaget i kirkeligt arbejde, hvis man ikke i sit liv har åbnet sig for Kristi kærlighed? Jfr. Paulus, der i 2. Romerbrev skriver: "han skal gengælde enhver efter hans gerninger: evigt liv til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed; over dem derimod, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretfærdigheden, kommer vrede og harme"
Hvis man herefter lidt firkantet spørger, om katolikker har lettere adgang til frelsen end alle andre, må svaret blive: ja, for så vidt som de i modsætning til andre har en privilegeret adgang til sakramenterne og i kraft af bodens sakramente har mulighed for at leve "i Guds nåde". 0g nej, fur så vidt som de vælger at kaste vrag på den troens gave, de har modtaget i dåben og lukke Kristus ude af deres liv.
Vi skal dømmes "efter kærligheden" - derfor (for nu at vende tilbage til spørgsmålene) står og falder den enkeltes frelse ikke med, om man kender til urkirkens opståen og har sat sig ind i katolsk troslære, eller om man er lykkeligt uvidende om samme. Vi skal ikke aflægge eksamen i kristendomskundskab, vi har kun vores eget liv at lægge frem på dommens dag, hvor vi kan håbe på Guds barmhjertighed - vel at mærke under den forudsætning, at vi ønsker at tage imod den og ikke holder fast ved at "søge vores eget".
Vi opnår heller ikke frelsen ved at tro "på alting eller ingenting" - det er heller ikke det, koncilsteksten siger. Den siger, at alle har muligheden for at blive frelst, og det er ikke det samme som, at de også bliver det helt på deres egne betingelser.
Og endelig, hvad angår lignelsen om "arbejderne i vingården". Stemmer den ikke ganske godt overens med, at dommen falder på vores dødsdag, således at vi bliver bedømt på, hvem vi er netop i det øjeblik, vi skal stå ansigt til ansigt med vores Skaber?
Jeg synes, det giver god mening.
Torben Riis
Vil du læse flere spørgsmål og svar om katolsk tro - klik HER │ Har du selv et spørgsmål om katolsk tro? - skriv til info@katolskliv.dk
Nogle spørgsmål og svar har tidligere været bragt i det katolske bispedømmes udgivelse Katolsk Orientering under "Spørg brevkassen". Kirsten Kjærulff har foreslået dem optaget i Katolsk Liv. Biskop Czeslaw Kozon har givet tilladelse til at indhold fra Katolsk Orientering kan bringes i Katolsk Liv når kilden angives.
