Fejres 6. august. Liturgisk rang: Fest. Liturgisk farve: Hvid
Sammen med dåben i Jordanfloden, hans opstandelse og himmelfart er forklarelsen på bjerget højdepunkter i Jesu offentlige liv.
De tre synoptiske evangelier beskriver alle, at Jesus tog disciplene Peter, Jakob og hans bror Johannes med sig op på et højt bjerg, som ifølge traditionen er Taborbjerget (Matt 17,1-13; Mark 9,2-13; Luk 9,28-36). De var alene på bjerget, da Jesus pludselig ”blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset” (Matt 17,2). Disciplene så også, hvordan Moses og Elias kom til syne og talte med Jesus. De vidste sikkert slet ikke, hvad de skulle sige og gøre, for de foreslog at bygge tre hytter til Jesus, Moses og Elias, men i det samme lød der en røst fra en sky: ”Dette er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!” (Matt 17,5). Disciplene faldt til jorden af frygt, men Jesus bad dem rejse sig, og da de gjorde det, så de kun Jesus. Peter beskrev senere begivenheden i et brev, hvor han fastslår, at apostlene ikke bygger deres forkyndelse om Jesus som Guds Søn på ”udspekulerede fabler”. De hørte selv Gud Fader tale til Jesus fra himlen, da de var sammen med ham på bjerget (2 Pet 1,16-18).
Der er små variationer, men flere overensstemmelser i den rækkefølge, de synoptiske evangelier beskriver begivenhederne, der går forud for forklarelsen på bjerget. Markus fortæller, at farisæerne kræver et tegn fra himlen fra Jesus på, hvem han er (8,11). Ifølge Lukasevangeliets beskrivelse i kap 9, fandt forklarelsen på bjerget sted efter at Jesus først havde udsendt de 12 disciple for at prædike og helbrede syge. Da de vendte tilbage, oplevede de måltidsunderet ved Betsajda med bespisningen af de 5.000 med fem brød og to fisk. Derpå spurgte Jesus disciplene, hvem folk mente, han var? Peter bekendte sin tro på, at Jesus er Guds salvede, hvilket Jesus forbød disciplene at sige til nogen. Derpå forudsagde han sin død og opstandelse og lovede at de, der fulgte ham ved at tage deres eget kors op, ikke skulle ”smage døden, før de ser Guds rige” (Luk 9,27). I disse tekster ses flere tegn på, hvem Jesus er. Alt dette skete i den senere del af Jesu offentlige virke, men det kan udledes, at forklarelsen på bjerget fandt sted en tid før han gik ind til sin lidelse og død.
Begrebet ”forklarelse” er ikke så let at forstå; måske kan man mene, det betyder, at disciplene får forklaret, hvem Jesus er, og det gør de da også, men festens latinske betegnelse transfiguration viser nok bedre, hvad vi fejrer. Trans betyder ”igennem” og figura betyder ”form” eller ”skikkelse”. På græsk bruges ordet metamorfose, som betyder ”forvandling” eller ”omskabelse”. Dermed henviser transfiguration og metamorfose til den ændring af Jesu ansigt og klæder, som disciplene ser, da hans menneskelige, dødelige legeme forvandles til hans herlighedsfulde, guddommelige legeme. I denne forvandlede skikkelse møder han andre herliggjorte skikkelser, Moses og Elias, som kommer til ham fra himlen og taler med ham. Faderens ord fra skyen bekræfter Jesu guddommelighed som Guds Søn. Fordi dette er et så stærkt tegn på, hvem Jesus virkelig er, forbyder han disciplene at fortælle nogen om det, før han er opstået fra de døde (Matt 17,9).
Oprindelsen til at indføre en fest for Herrens forklarelse er ikke sikkert kendt, men en armensk biskop fra omkring 690 tilskriver den hellige Gregor Oplyseren (død omkring 337) at have indført den som en erstatning for en hedensk fest. Men at den stammer fra Østkirken er sikkert, og denne festdag er stadig meget stor i den ortodokse kirke. Kilder beskriver den omkring år 500 i Syrien og omkring år 900 i Konstantinopel, hvor kejseren gjorde den til en national helligdag. Først omkring 850 nævnes den i den romerske kirke, hvor den breder sig fra år 1000-1100 og særlig med korstogene. Først i 1457 optog pave Callistus III den i Kirkens universelle kalender.