21. november 2024
Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Augustin af Hippo, biskop og kirkelærer

28 august

Født i Tagaste, Nordafrika, i 354
Død i Hippo, Nordafrika i 430
Mindedag 28. august

Augustin var afrikansk romer, søn af en kristen mor, Monika, og Patricius, en romersk tjenestemand som var hedning, men omvendte sig kort før sin død.

Monika forsøgte at give børnene en kristen opdragelse, men Augustin blev ikke døbt og delte ikke hendes tro. Familien var ikke velstående, men Augustin fik en god uddannelse inden for retorik. Han studerede også Platons filosofiske skrifter og levede af at undervise i retorik, men søgte efter en dybere mening med tilværelsen.

I 371 mødte han i Kartago en afrikansk kvinde, som han levede sammen med de næste 14 år uden at være gift og fik sønnen Adeodatus (372-389) med, som han elskede højt. Monika forsøgte med overtalelse, faste og bønner, men uden held at få Augustin omvendt til kristendommen.

Han drev sin egen skole i retorik og grammatik i Kartago med vennen Alypius, og i 383 besluttede de at drage til Rom for at åbne en skole i retorik der. Men moderen fulgte efter. I 384 blev han ansat som professor i retorik i Milano, hvor moderen blev discipel af den hl. Ambrosius, hvis prædikener også gjorde indtryk på Augustin.

En dag læste han et af Paulus’ breve, og det førte til omvendelse for både ham og Alypius. Augustin fik dåbsundervisning og blev døbt i 387. Herefter ville han og moderen vende tilbage til Afrika, men hun døde, før de nåede at rejse. Hendes mindedag er den 27. august (se denne); dagen før mindedagen for Augustin.

Han vendte tilbage til Tagaste og grundlagde et lille klostersamfund i huset, han arvede efter sin mor. Her levede han i bøn og faste, skrev bøger og gav forelæsninger om kristendommen. Han blev kendt for sin fromhed, visdom og næstekærlighed og for sine religiøse og filosofiske skrifter.

Biskoppen af Hippo lagde mærke til Augustin, og mod sit eget ønske blev han præsteviet i 391, blev biskoppens assistent og måtte flytte til Hippo, hvor han etablerede et nyt kloster sammen med brødrene fra Tagaste. Augustin blev berømt for sine prædikener, hvor han kæmpede mod de kætterske retninger manikæismen, donatismen, arianismen og senere også pelagianismen.

I 395 blev han bispeviet og blev i 396 den nye biskop af Hippo. Han grundlagde et ordenssamfund for præster, diakoner og subdiakoner ved domkirken og skrev en streng klosterregel for dem, der bl.a. krævede, at de gav afkald på personlig ejendom.

I de næste 34 år var Augustin en af de mest betydelige biskopper. Han var i kontakt med tidens betydelige mænd og deltog i flere konciler. Mange af Augustins skrifter er bevaret. Meget kendt er hans selvbiografiske skrift, Bekendelser, der beretter om hans liv og hans omvendelse.

Augustins ordensregel er blevet grundlag for flere ordeners og kongregationers regel, og der findes to grene af augustinere; Augustinerkorherrer og Augustinereremitter.

Augustin døde 76 år gammel af sygdom under en belejring af Hippo efter næsten 40 år som præst.

Læs mere HER - HER og HER

Værnehelgen for teologer, bogtrykkere og ølbryggere; for gode øjne.

KATOLSK KALENDER udvikles af TEAM Katolsk Liv



Annoncer og betalingsmure

Du kan være med til at gøre KATOLSK LIV til en del af danske medier. Skabe balance i et medielandskab, hvor formidling af religiøs tro, liv og overbevisning er udfordret.

HJÆLP KATOLSK LIV med at holde projektet fri af annnoncer og betalingsmure; så når vi også dem af os der ikke kender til katolsk tro og liv.

Læs mere om økonomisk hjælp - HER



KATOLSK LIV │ EWTN Danmark

KATOLSK LIV er associeret med verdens største religiøse medienetværk EWTN, og modtager ingen økonomisk støtte. Vi kan derimod frit gøre brug af en lang række katolske medieresurser og har fuld redaktionel frihed.

Detaljer

Dato:
28 august
Series:
Begivenhed Kategori: