1. søndag i advent (Ad te levavi)

Advent betyder „komme“ og betegner de fire uger, der går forud for jul, fejringen af Herrens fødsel den 25. december. Julefesten har i vort moderne samfund ikke længere meget til fælles med den kristne jul, og det kommer måske allertydeligst til udtryk i den måde, julens højtid forberedes på.

Nicolaus, biskop

Med sikkerhed ved man ikke meget andet om den hellige Nicolaus, end at han var biskop af Myra i Lykien i det sydvestlige Lilleasien. Han blev præsteviet som 19-årig, og forældrene efterlod ham en stor formue, som han i det stille delte ud til de fattige. Legenden fortæller, at han om natten kastede tre poser guld ind i et hus så de tre unge døtre dér, som faderen i sin fattigdom ville sælge til prostitution, i stedet kunne blive gift.

2. søndag i advent

Advent betyder „komme“ og betegner de fire uger, der går forud for jul, fejringen af Herrens fødsel den 25. december. Julefesten har i vort moderne samfund ikke længere meget til fælles med den kristne jul, og det kommer måske allertydeligst til udtryk i den måde, julens højtid forberedes på.

3. søndag i advent (Gaudate)

Rejs dig, bliv lys, for dit lys er kommet. Herrens herlighed er brudt frem over dig. For se, mørket dækker jorden, mulmet dækker folkene; men over dig bryder Herren frem, hans herlighed viser sig over dig. Folkeslag skal komme til dit lys og konger til din stråleglans. Løft blikket, og se dig omkring: De samles alle og kommer til dig, dine sønner kommer fra det fjerne, dine døtre bæres ved hoften.

4. søndag i advent (Rorate)

I himle, lad duggen falde og den Retfærdige komme som regn fra skyerne.

Bliv ikke vred, Herre, husk ikke længere på vores ondskab. Se, den Helliges by er lagt øde, Sion er lagt øde, Jerusalem er forladt – din helligheds og herligheds bolig, hvor vore fædre lovpriste dig. I himle, …

Vi har syndet og er blevet som en uren, og vi er alle faldet som løvet, og vore onde gerninger har hvirvlet os bort som vinden. Du har skjult dit ansigt for os og udleveret os til vor ondskab.

Herrens fødsel

Fejringen af Jesu Kristi jordiske fødsel går i den romerske liturgi tilbage til midten af 300-tallet, hvor man valgte at lægge festen på en symbolsk dato, nemlig vintersolhverv. På denne dato fejrede man i det hedenske Rom Sol invictus (den uovervindelige sol), men fra nu af blev dagen helliget den sande frelses morgengry, den dag hvor dødens uovervindelige overmand Jesus Kristus lod sig føde i stalden i Betlehem.

Den hellige Guds Moder, Jomfru Maria

Denne fest for jomfru Maria har fokus på hendes vigtigste titel som Theotókos, dvs. Gud-føderske eller Guds Moder. Herved skal ikke forstås, at Maria er mor til Gud fra al evighed, men at jomfru Maria med sit ja til at blive mor for Jesus, Guds Søn, som selv er Gud af Gud, også blev Guds moder.

Titlen blev stadfæstet på det 3. økumeniske koncil i Efesos i 431 med baggrund i debatten dengang om Kristi sande væsen.