Fremstillingen i Templet har siden senantikken været fejret som en festdag for Sønnen og for Gudsmoder. Den ligger fyrre dage efter Jesu fødsel, for det var den renselsestid, Moseloven foreskrev en moder efter fødslen. Var den førstefødte et drengebarn, skulle det „helliges Gud“ og løskøbes ved et symbolsk offer. Derfor drog Josef og Maria til Templet og „fremstillede“ (præsenterede) Jesus i Templet, hvor den retfærdige og fromme Simeon og profetinden Anna drevet af Helligånden vidnede om, at Jesus er Guds frelse, som han har beredt for alle folk (Luk 2,30-31). På denne måde forenes den gamle og den nye pagt på denne festdag, der er som et sidste ekko af julen og Herrens åbenbarelse.
I folkemunde kaldes festen også Kyndelmisse (afledt af latin, missa candelarum, lysmesse) efter de lys, der indvies og bæres tændte i hænderne under en del af messen. De symboliserer ham, der med Simeons ord er „et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel“ (Luk 2,32). Dermed peger Herrens fremstilling i Templet også fremad mod påsken. Samme perspektiv har Simeons afsluttende ord til Maria: „Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges – ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag“ (Luk 2,34-35).
