Knud Lavard var 2. søn af den danske konge Erik Ejegod og dronning Bodil.
Efter en politisk og militær uddannelse i Tyskland vendte Knud omkring 1114 tilbage og fandt Danmark i en kaotisk forfatning efter mange uroligheder. Knud blev udnævnt til hertug af Slesvig. Han skabte atter lov og orden, var en retfærdig hersker og gjorde meget for Kirken. Men den danske konge, Niels, frygtede Knud som rival til sin egen søn, Magnus, til at overtage tronen efter sin død. Derfor blev Knud myrdet af Magnus i skoven ved Haraldsted Kongsgård.

Raymund var af adelig slægt og blev født på familiens slot Penyafort ved Barcelona i Spanien. Han studerede filosofi og tog en doktorgrad i civil- og kirkeret Bologna i 1216, blev præsteviet og sluttede sig i 1222 til dominikanerordenen. På sin ordens opfordring skrev han et værk, der blev en autoritativ kilde som vejledning til skriftefædre. I 1230 blev Raymund kaldt til Rom som pavens skriftefader. Der skrev han et stort værk, som jurister i kirkeret brugte frem til 1917. 1238-1240 var han dominikanerordenens generalmagister. Resten af sit liv viede han sig til missionsarbejde blandt muslimer og jøder i Spanien, hvor han omvendte mange.

Hilarius blev født ind i en velstående hedensk adelsfamilie og fik en god uddannelse i filosofi og retorik. Midt i sit liv, mellem 345 og 350, blev han omvendt til kristendommen. Omkring 353 blev Hilarius valgt til biskop af Poitiers og bekæmpede arianismen af al sin kraft, bl.a. i sine teologiske værker. Udnævnt til kirkelærer i 1851.