Peters- og Paulskirkernes indvielse

Både Peterskirken i Vatikanet og basilikaen Skt. Paulus uden for Murene (San Paolo fuori le Mura) i Rom er ifølge traditionen indviet den 18. november og opkaldt efter hhv.apostlene Peter og Paulus.

Den oprindelige Peterskirke i Vatikanet blev indviet i 326 af pave Sylvester I (314-335), og St. Paulus uden for Murene i 390 af pave Siricius (384-99), så begge kirker er meget gamle, selv om de basilikaer, vi ser i dag, ikke er de oprindelige bygningsværker.

Apostlen Peters Stol

Fejres 22. februar. Liturgisk rang: Fest. Liturgisk farve: Hvid. ”Stol”, på latin cathedra, henviser til den stol, en biskop sidder på, når han underviser menigheden; hans lærestol. Pavens lærestol kaldes ”Den hellige stol”. I Rom er festen for apostlen Peters stol fejret siden 400-tallet. Den udtrykker en fejring af det øjeblik, da Peter tog ansvaret på sig for Kirken som den første biskop af Rom og dermed den første pave.