Patrick, biskop

Patrick var englænder af romersk afstamning. Som 16-årig blev han bortført af sørøvere til Irland, solgt som slave og brugt som hyrde. Da han efter seks år slap fri, blev han i en drøm kaldet til at forkynde evangeliet i Irland og blev uddannet til præst, muligvis i Frankrig.

Cyrillus af Jerusalem, biskop og kirkelærer

Cyrillus var søn af velstående kristne, der gav ham en god uddannelse. Han levede tilbagetrukket og studerede den hellige skrift, kirkefædrenes skrifter og skrifter fra dem, der gik imod Kirkens lære. Han blev diakonviet i 334 og præsteviet i 345. Han fik ansvaret for oplæring af dåbskandidaterne og er kendt for disse katekeser, der blev skrevet ned i år 347 og anses for de mest værdifulde skrifter fra den tid.

Josef, Jomfru Marias brudgom

Den hellige Josef var Jesu far på jorden og jomfru Marias ægtemand. Vi ved kun dét om ham, som evangelierne fortæller: at han var af Davids slægt og en retskaffen mand, der arbejdede som tømrer og var fattig. Josef var en troende mand, der fulgte de anvisninger, han fik i drømme om at tage Maria til ægte, selv om hun ventede et barn, han ikke var far til.

Turibius Mongrovejo, biskop

Turibius var søn af den adelige guvernør i Mayorga og blev professor i jura ved universitetet i Salamanca. Selvom han var lægmand, udnævnte kongen ham i 1575 til chefdommer ved inkvisitionens domstol i Granada. I 1578 udnævnte kongen ham til ærkebiskop af Lima i Peru, selvom han ikke var præsteviet.