Thérèse af Lisieux (1873-1897)

Thérèse af Lisieux (1873-1897)

Den katolske munk Wilfrid Stinissen, O.C.D. kommer i sin bog  "Natten er mit lys" ind på den unge franske mystiker Thérèse af Lisieux (1873-1897) som den der har genopdaget evangeliets syn på hellighed

Af Wilfrid Stinissen, O.C.D.

Lille Thérèses "revolution"

Der findes yderligere en grund til, at jeg vover at tale om åndens nat. Sagt ligeud: vi har bedre forudsætninger for at blive mystikere end vores forfædre. Vi har nemlig et klarere syn på, hvad der er væsentligt, når man vil gå den åndelige vej. Vi har en mere sikker dømmekraft, når det gælder om at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, hvilket gør at vi kan vinde tid. Jo mere lige vejen er, desto hurtigere når man målet. Den, som vi bør takke mest i denne henseende, er utvivlsomt den hellige Thérèse af Lisieux (1873-1897), som vi i den katolske kirke gerne kalder Lille Therese for ikke at forveksle hende med den »store« godt tre århundreder ældre Teresa af Avila (1515-1582). Man kan næppe overvurdere hendes betydning i spiritualitetens historie. Hun har skabt en ny hellighedstype eller rettere sagt, hun har genopdaget evangeliets syn på hellighed.

I en kronik i Svenska Dagbladet 1973 skrev Gunnel Vallquist om hende: »Efterhånden skulle det stå klart, at denne lille nonne, uden nogle teologiske spekulationer og uden nogen polemik, bare gennem roligt og urokkeligt at forsøge at virkeliggøre, hvad hun har fundet i evangelierne, gjorde rent bord med præcis det samme, som Luther med så meget bulder og brag stormede imod: kravet om, at man må præstere noget for at fortjene Guds kærlighed... Man kan uden videre vove den påstand, at det var Therese, som beredte jordbunden for den teologi, som prædikedes ved det 2. Vatikankoncil, hvor kirken opdagede, at man faktisk befandt sig i en revolutionær epoke«

Man kan sammenfatte hendes »revolution« i tre punkter:

1. Hellighed består ikke i fejlfrihed, men i en total tillid og overgivelse til Gud. Det er ikke et spørgsmål om at blive bedre og bedre, men om at vokse i tillid. Det gør ingenting, hvis du har en del fejl tilbage, bare du er klar over Guds grænseløse, forbarmende kærlighed, og stoler på den. Accenten forskydes altså fra mennesket til Gud: ikke »jeg vil være hellig« men »hvor er du god, min Gud!«. I stedet for krav er helligheden en gave: ikke »jeg skal gøre dit og dat« men »jeg stole på Gud«.

2. Der kræves ingen specielle forudsætninger længere for at blive en helgen. Ingen stærk vilje, ingen god karakter, intet særligt mod. Det gælder jo ikke om at blive stor men lille, ikke voksen men barn, ikke rig men fattig. At kirken i vores tid bevidst prioriterer de fattige, hænger sikkert sammen med Lille Thereses opdagelse. Gud har altid prioriteret de fattige: »Han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe. Sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort« (Luk 1, 52-53). Nu er det ikke længere vigtigt at »lykkes«, men at bekræfte, ja at elske den svaghed og ynkelighed, som kommer frem i det mislykkede. Det, der tidligere var en hindring, bliver nu et middel; det, der blokerede udviklingen, øger nu farten — bare det anvendes på den rette måde. Det er nok at acceptere sin »fattigdom« og tillidsfuldt vise den for Gud, for at den kan udløse hans »misericordia« (barmhjertighed).

3. Det er ikke længere nødvendigt med en ekstraordinær askese for at blive hellig. Lille Therese kommer med et helt nyt syn på askese. Hun indser, at det ikke er gennem kropslig bod og spægelse, man bliver et bedre menneske. Teresa af Avila skriver med entusiasme om en af sine skriftefædre, antagelig dominikanerpateren Garcia de Toledo, at han, som tidligere havde været svagelig, af Herren havde fået tilstrækkelig kropslig styrke til at gøre bods. Det er utænkeligt, at lille Thérèse ville skrive noget sådant. Hun ved, at det er irrelevant, om man har haft styrke til at gøre bodsøvelser. Hun går lige til det væsentlige. I stedet for at risikere at blive »stor« ved hård kropslig askese gælder det om at blive af med sin egenrådighed. Og det gør man mere effektivt ved at udnytte de tusinde tilfælde, som livet giver til at forsage sine ønsker — ikke at kræve sin ret, at stå i skyggen, ikke at protestere, når et medmenneske tager noget fra en, at være den mindste af alle.

 

Fotogalleri

Kilde:

Natten er mit lys

Af Wilfrid Stinissen

Kan købes på Pastoral-Centret