Fastetiden

Fasten er en forberedelsestid, ja den er forberedelsestiden frem for nogen, fordi den fører op til kirkeårets største fest: Påsken. Det er afkaldet, der har givet fasten sit navn, for at faste betyder at indskrænke indtagelsen af mad, både hvad angår kvantitet og kvalitet.

Fastetiden er en forberedelse til påsken og strækker sig fra askeonsdag til påskehøjtiden. Den omfatter efter bibelsk forbillede fyrre dage (søndagene er ikke fastedage), idet Jesus fastede i ørkenen, før han begyndte sit offentlige virke (Matt 4,1-11). Fasten er en bodstid, og det kommer liturgisk til udtryk ved farven lilla og bortfald af Gloria og Alleluja ved søndagsmesserne.

Fasten er altså en forberedelsestid, ja den er forberedelsestiden frem for nogen, fordi den fører op til kirkeårets største fest: Påsken. Det er afkaldet, der har givet fasten sit navn, for at faste betyder at indskrænke indtagelsen af mad, både hvad angår kvantitet og kvalitet. Det er en kristen praksis, som har rødder i jødedommen, men som i forskellige former genfindes i flere andre religioner. Man må altså spørge, hvad der skal til for at gøre faste kristen, for i sig selv er der ikke noget fortjenstfuldt i at sulte eller på andre måder undvære livets goder. Som i så mange andre forhold, afgøres spørgsmålet af det mål, fasten har, og den sammenhæng, den står i.

At faste har til formål at gøre os til friere, mere åbne mennesker. Frie fra syndens slagger og åbne for Guds nåde og vore medmenneskers behov. Hvis denne frihed og åbenhed blot var et spørgsmål om at indse det rigtige, ville menneskene være engle og ikke have behov for fasten. Nu er vi imidlertid alle mærket af arvesynden, og derfor har vor træge menneskenatur brug for et langt tilløb og mange chancer. Fastetiden er en årlig chance.

Gennem kirkehistorien har fasten antaget mange former, og tidligere tiders strenghed kan virke overdreven eller smagløs. l stedet for at sætte sig til doms over andre mennesker på en måde, der meget belejligt fritager os for selv at gøre noget, bør man spørge sig selv, hvad faste kan betyde i dagens danske velfærdssamfund. Man vil da hurtigt finde oplagte muligheder ved siden af de traditionelle bånd på indtagelsen af mad og drikke. Stil blot spørgsmålet: Hvad drager mig bort fra Gud og fra min næste, og hvor kan jeg konstatere bånd, der gør mig til slave af denne verden?

For at holde fasten sund og kristen, spiller sammenhængen en vigtig rolle. Denne sammenhæng har i traditionen udkrystalliseret sig i treklangen: Faste, bøn og almisse. Oversat til moderne ord kunne man sige, at faste betyder afkald, bøn afspejler forholdet til Gud, og almisse knytter os til vor næste. Som så meget af den katolske tradition er det altsammen meget konkret: Spis nøjsomt for Guds skyld og giv de sparede penge tilde fattige. Eller skær ned på TV og internet og brug i stedet tid og kræfter på en kærlighedsgerning, f.eks. at besøge et anstrengende, men ensomt familiemedlem, gøre rent i kirken eller udføre socialt arbejde.

Hvor meget skal man give i almisse, dvs. af sine penge, sine evner og sin tid? Der findes ikke noget entydigt svar, og dog: Moder Teresa af Calcuttas regel „Giv, til det gør ondt" er en pålidelig tommelfingerregel. For hvis man kun giver så lidt, at det egentlig ikke betyder noget for en selv, hvor er så kærlighedens engagement?

I dag foreskriver Kirken kun to faste- og abstinensdage, nemlig askeonsdag og langfredag. Faste betyder, at man kun spiser et egentligt måltid om dagen og indskrænker de øvrige til et minimum. Abstinens betyder her at afstå fra kødspiser (men ikke fra æg, mælk eller fisk). Børn, gamle, syge er ikke forpligtede til faste. Før det andet Vatikankoncil var der strengere og mere omfattende regler for faste, sådan som det stadig er tilfældet i de ortodokse Kirker. Når Kirken i dag kun pålægger to faste- og abstinensdage, betyder det ikke, at man med god samvittighed kan lade det blive ved det. Tværtimod opfordrer Kirken alle troende til at markere fasten, adventstiden og alle fredage som bodsdage, men den nærmere udformning er overladt til den enkelte og det lokale fællesskab.

Askeonsdag

Med askeonsdag begynder fastetiden, og den er en af årets to påbudte faste- og abstinensdage. På denne dag lader liturgien os ikke i tvivl om, hvor vi står: som syndere foran Gud, som dødelige mennesker, der har brug for omvendelse og nåde. Under messen uddeles askekors, dvs. præsten strør aske over hovedet eller tegner et askekors på panden af hver enkelt, mens han siger: „Omvend dig og tro på Evangeliet" eller „Menneske, husk, du er støv, og til støv skal du vende tilbage". At mennesket er støv er en hentydning til syndefaldsberetningens ord om døden som syndens konsekvens (1 Mos 3,19), men også til skabelsesberetningens tale om mennesket som gennemstrømmet af Guds And (7 Mos 2,7). På samme måde efterlader liturgien os ikke sønderknuste, men viser os en nådig Gud og giver os retningslinjer: „Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder, vend om til Herren jeres Gud! For han er nådig og barmhjertig" (Joel 2,13).

 

Kilde:

Bønnebog

Pastoral-Centret