Den hellige ekstraordinære messe

Indledning
Messen er midtpunktet i kirkens gudstjenesteliv, selve hjerteslaget i katolsk kristendom. Den er ligeså gammel som kirken selv, for den stammer fra den sidste nadver og Kristi død på korset.

Kirken er Kristi brud, den er født af ham, og han har forenet sig med den Langfredag på Golgatha, og messen er Kristi morgengave til hans brud. Derfor har kirken omgivet messen med alt, hvad der er skønt, og har vogtet den som sin kosteligste skat; den bærer træk fra ethvert århundrede og enhver tidsalder, fra den jødiske synagoges, det antike Roms og fra middelalderen, men selve messeofferet er uforanderligt, uberørt af tider og skikke.

Man kan ikke forstå messen, hvis man ikke ser den i sammenhæng med Kristi lidelse og død. Kristi liv var en eneste gave til hans Far; han kunne let have stillet sine modstandere på plads, de kunne ikke have skadet ham, hvis han ikke selv havde villet, men han valgte at lade sig tage til fange og mishandle. Den kærlighed, hvormed han udholdt lidelse og død, er offeret han rakte sin Far som erstatning for menneskets manglende kærlighed og som bod for dets ulydighed og hovmod. På den måde blev han verdens frelser.

Messen er et minde om Kristi offerdød, men den er mere end det, den er en handling, der gør offeret nærværende påny. Ved den sidste nadver, aftenen før han døde, udtalte Kristus over brødet og vinen: »Dette er mit legeme ... dette er mit blod«. Ved disse ord blev brødet og vinen til hans legeme og blod, som han ofrede til sin Far, og det var et sandt offer, for det var Kristi hengivelse af sig selv, der fuldbyrdedes på blodig måde den næste dag på Golgatha. I sin kærlighed til menneskene gav han sine apostle og deres efterfølgere ordre og fuldmagt til at udføre den samme handling, således at hvor messeofferet frembæres, er det Kristus selv, der frembærer sig gennem sine præsters hænder. Således giver han, gennem århundreder, igen og igen over hele jordkloden, sig selv til Faderen, idet han lader sig række som livets brød og frelsens drik til dem, der er blevet hans Faders børn.

Messen er det samme offer som det, der blev bragt på Golgatha. Jesus er selv offerpræst, fordi det er ham der ofrer, og han er selv offergaven, fordi det er sig selv, han ofrer. Derfor står der på ethvert alter verden over et krucifix, som skal holde os for øje, at messen er Kristi hengivelse af sig selv på korset. Ved en sådan handling kan man ikke bare være tilskuer, man må tage aktivt del. Men hvordan? Der er mange måder, og de kan være gode hver for sig: nogle foretrækker at bede rosenkrans, andre beder deres private bøn. Man kan for den sags skyld ikke tænke sig noget bedre tidspunkt til meditation og kontemplation end dette øjeblik, hvor vi knæler ved korsets fod. Men det bedste er alligevel at slutte sig til præstens handling.

Offerpræsten er, som vi ved, Kristus selv, men den præst, der står ved alteret, er et lem på Kristi legeme, ved hvem Kristus frembærer sig som offer. Tilslutter vi os præsten i hans handling, så tilslutter vi os Kristus. Dét er at tage aktivt del i messen. Men hvilke bønner, vi end beder under messen, må det være vor grundholdning, at vi tilslutter os Kristi offer til Faderen. Kristi offer må blive vort offer.

Og præstens ord og handling, som vi kalder liturgi, giver udtryk for dette offer. Derfor bør vi følge med ved hjælp af messebogen. Liturgien udtrykker jo, hvad vort hjerte burde være opfyldt af, og derfor kan den føre os til en dybere forståelse af mysteriet.

VI TALER TIL GUD

Før selve messens offerhandling finder sted, må vi åbne vort hjerte for Gud og vise ham, hvad vort sind er opfyldt af. Præsten, som står foran alteret, er vor repræsentant; vi hører, hvad han siger, og følger hans tanker.

Jeg vil træde frem for Guds alter


Han anbringer først den tilhyllede kalk på alteret og åbner messebogen. Så går han ned og stiller sig ved foden af alteret, gør korsets tegn og siger: Jeg vil træde frem for Guds alter. Så følger de inspirerede ord fra 42. Davids salme, og som udtrykker vor glæde over at få lov at nærme os alteret og vort inderlige ønske om at være værdige til at frembære offeret. Han påkalder Gud, at han må stå os bi i kampen mod alt det, som gør os uværdige.

Jeg bekender over for Gud den Almægtige ...


Dybt bøjet og stadig stående ved foden af alteret beder præsten nu Confiteor, som er synderens selvanklage. Når vi fremfører den, er det, som om vi træder ind i Himlens forgård foran Guds dommersæde. Rundt om ham står de hellige: Jomfru Maria, Ærkeenglen Mikael, Johannes Døberen, apostlene Peter og Paul og hele den store, hvide flok.

Vi står der som de anklagede og råber, at de alle må høre os: . . . ved min skyld, ved min skyld, ved min umådelig store skyld! Og vi beder de hellige, som jo er vore brødre og søstre, om at gå i forbøn for os.

Borttag vor uretfærdighed
Præsten stiger nu op ad alterets trin og beder, at vi må træde frem med et rent hjerte på dette sted, som er et helligt sted, og som det allerhelligste i templet i Jerusalem var et forbillede på.

Ved de helliges fortjeneste


Han bøjer sig og kysser alteret og udtrykker derved sin ærbødighed for de hellige, hvis relikvier gemmes i alterstenen. Men kysset udtrykker også noget mere: det er brudekysset, hvormed Kristi brud, kirken, hilser sin brudgom. Alteret er et symbol på Kristus selv; de hellige, som gav deres liv for ham, er hans kirke — hans brud, og ved at ære dem træder vi i samfund med dem.

Indgangsverset


Introitus, det første præsten reciterer fra messebogen ved alterets højre side, anslår de toner, der ligesom er melodien gennem hele messen. Det er ouverturen til det højtidelige drama, som nu skal finde sted.

For mange århundreder siden plejede paverne i fastetiden og på særlige festdage at drage i procession ind i den kirke, hvor messen skulle fejres på netop den dag, og som derfor hed stationskirken; når han fra gaden drog ind i kirken og op gennem skibet, sang man en hymne, som vort nuværende indgangsvers er en rest af.

Kyrie og Gloria


Stående midt foran alteret beder præsten nu i dyb alvor på vore og egne vegne om Guds nåde. Han bruger de græske ord: Kyrie eleison, Christe eleison, Kyrie eleison (Herre forbarm dig over os, Kristus forbarm dig over os, Herre forbarm dig over os). Dette råb, som er henvendt tre gange til hver af de tre guddommelige personer i Treenigheden, udtrykker vort ønske om at måtte frembære det hellige offer på værdig måde og gennem det at opnå Guds nåde. De græske påkaldelser er reminiscenser af et litani, der engang blev sunget af biskop, præster og menighed, når de vandrede til stationskirken for at fejre messen. Da processionen og det lange litani forsvandt, blev Kyrie tilbage i vor messe.

Præsten bliver stående midt foran alteret og reciterer Gloria, en lovprisningshymne, hvis første ord er taget fra englenes sang julenat, da Kristus fødtes. I denne hymne forherliger og tilbeder vi først Gud Fader, så Gud Søn og til sidst Helligånden. I anden del af Glorias tre afsnit beder vi desuden Sønnen om personlig del i den frelse, han vandt os ved sin forsoningsdød.

Gloria er simpelthen det frydefulde svar på Kyries anråbelser. I Kyrie erkender vi vor afhængighed af Guds forbarmelse; i Gloria bryder vi ud i glæde og taknemmelighed over at have fundet nåde i Kristus.

Herren være med jer


Efter Gloria kysser præsten alteret, vender sig og tiltaler os med den gamle kristne hilsen: Dominus vobiscum! (Herren være med jer!). Idet han siger disse ord, breder han armene ud for at udtrykke sit ønske om at dele den nåde med os, som han modtog fra Kristus, da han kyssede alteret. Han ønsker også at rette vor opmærksomhed mod det, som kommer nu; det er ligesom han siger: Pas på, nu sker der noget betydningsfuldt. Det er Oratio.

Kirkebønnen


Ved alterets højre side læser præsten Oratio eller Kollekten. Kirkebønnen, som vi kalder den på dansk, er nøgleordet i dagens bønner; den er forskellig for hver dag, for i hver messe beder vi Gud om noget nyt. På de fester, hvor vi fejrer en begivenhed i Kristi liv eller en af hans hellige, beder vi om at modtage den særlige nåde, der knytter sig til denne begivenhed eller denne helgens liv; i sjælemessen beder vi om den evige hvile for de afdøde. Kirkebønnen plejer at slutte med ordene: »... ved Jesus Kristus, din Søn, Vorherre, som med dig og Helligånden lever og råder — en Gud, i al evighed. Amen«. For kun ved Kristus kan vor bøn blive hørt. Denne bøn har fået sit navn fra ældre tider, hvor man drog i procession til en særlig kirke for at fejre messen der. Man samledes i en anden kirke og bad en bøn før processionen. Den blev kaldt bønnen ad collectam, dvs. til samling. Da processionerne ophørte, blev bønnen bedt under messen og kaldt Kollekt.

GUD TALER TIL OS

Efter kirkebønnen forandrer messen karakter. Indtil nu har det været os, der har talt til Gud; vi har anklaget os i Confiteor, fortalt om vor længsel efter hans nåde i Kyrie, lovprist ham i Gloria, vi har bedt om særlige nådesbevisninger i Kirkebønnen. Nu har vi nået klimax i vore bønner, vi holder op med at tale og begynder at lytte. Nu vil Gud nemlig tale til os. Denne undervisning, som vi skal lytte til med ærbødighed og opmærksomhed, er en del af vor forberedelse, hver gang vi nærmer os Jesu korsoffer.

Epistlen


Præsten bliver på højre side af alteret, og her læser han Epistlen, der som oftest er et uddrag af et af apostelbrevene til de ældste menigheder. De fleste af årets søndage er den for eks. taget fra apostlen Paulus' breve. Skønt præsten læser med ansigtet vendt mod alteret, er hans ord henvendt som en belæring til os. Det er den første måde, hvorpå Gud taler til os i messen; han bruger en af sine apostle til at bringe os sit budskab. Eftersom epistlen skal lære os noget, bør vi følge godt med i vor messebog, eller (hvis den læses op på dansk) høre godt efter for at forstå, hvad den har at sige os i vor egen situation.

Graduale, Alleluia eller Tractus
Der er nu blevet talt til os med Skriftens inspirerede ord, og før præsten går over til den næste belæring, kommer der et lille pusterum, hvor vi kan tænke over, hvad vi har hørt. Præsten læser — stadig på epistelsiden — nogle få linier fra den hellige Skrift, der ligesom er ekkoet af epistlen i vor eftertanke, et ophold hvor tankerne kan bundfælde sig. Det kaldes Gradualet, fordi det oprindelig blev sunget på trappen (gradus på latin) op til prædikestolen.

Den anden del af dette mellemspil mellem Epistel og Evangelium kaldes Alleluia, fordi det er sammensat af to alleluia'er, et vers fra Salmernes Bog og så to alleluia'er igen. Mens Gradualet ser tilbage til Epistlen, skuer Alleluia'et frem mod Evangeliet og udtrykker vor forventningsglæde. Eftersom det er en frydesang, bruges den ikke i fasten eller på andre bodsbetonede dage; her læser præsten i stedet for Tractus, som er længere og mere bodspræget. I fem højtidsmesser (påske, pinse, Kristi-Legemsfest, Maria syv Smerters fest og Requiem-messen) synges også en lang middelalderlig hymne ved navn Sekvensen.

Evangeliet


Mens ministranten bærer messebogen fra højre til venstre side af alteret (evangeliesiden), bøjer præsten sig dybt foran midten af alteret og beder Gud rense hans hjerte og læber, at han på værdig måde må forkynde Evangeliet. Præsten skal låne Kristi ord tunge og læber, derfor må de helliggøres. Ligesom Esaias, hvis læber blev rensede af en engel med glødende kul, erkender præsten sin uværdighed til dette høje hverv og beder Gud stå ham bi.

Og vi slår kors for pande, mund og hjerte, at vi må forstå Guds ord rigtigt, gribes af det og bekende det for andre.

På venstre side af alteret læser præsten nu Evangeliet. Det er ligesom Epistlen en belæring, blot er det i Evangeliet ikke en tjenende apostel, men Kristus selv, der taler til os. Vi rejser os op af respekt for Kristi ord, og præsten gør korsets tegn over bogen og sig selv. Når han har læst færdig, kysser han bogen. Ministranten slutter med ordene: »Ære være dig, Kristus! «

Evangelierne er forskellige for hver messe. I dem alle er der et budskab til enhver af os. Vi må læse Evangeliet omhyggeligt selv og finde det, som Gud her vil sige os vedrørende vort eget liv.

Prædikenen


Hvis der skal være prædiken, holdes denne i regelen på dette tidspunkt. Det er tredie gang, Gud taler til os, for på prædikestolen taler præsten til os i Guds navn. Derfor må vi lytte ærbødigt til hans prædiken. Han har læst Epistel og Evangelium, nu taler han, og alle tre belæringer er fra Gud.

Trosbekendelsen


Midt for alteret beder eller synger præsten Credo (jeg tror - de første ord af trosbekendelsen), og vi stemmer i, hvis det er højmesse eller reciteret messe. Det er hans og vor fælles bekendelse af vor tro. Credo indeholder en række af de vigtigste trossandheder, dem som de hellige har levet af, martyrerne er døde for, og som vi nu udtrykker vor klippefaste tro på: Sandheden om Gud og hans skabelse, Sønnen, hans menneskevordelse og frelse gennem Helligånden og hans helliggørelsesværk — den katolske kirke, hvorigennem Kristus fortsat lever og virker. Alle disse sandheder bekender vi os til i Credo. Og i dyb ærefrygt for menneskevordelsen bøjer vi knæ ved ordene: ». . . og har påtaget sig kød ved Helligånden af Jomfru Maria og er blevet menneske«.

Vi har lyttet til, hvad Gud har sagt under Epistel, Evangelium og prædiken. i Credo, der sammenfatter indholdet af den tredobbelte belæring, svarer vi, at vi tager imod hans sandhed.


VI OFRER VORE MENNESKELIGE GAVER


Med Credo er forberedelsen til ende. Vi har talt til Gud i bøn. Han har talt til os i belæring; vi har givet ham vor tro. Nu skal offeret frembæres. Præsten påkalder vor opmærksomhed ved at vende sig og sige: Dominus vobiscum, Herren være med jer.

Et offer er det ydre tegn på, at man giver sig selv til Gud — man giver Gud en gave, der er et symbol på en selv. Derfor ofrede for eks. jøderne i det Gamle Testamente et lam; de vidste godt, at Gud ikke havde brug for et lam, selv om han udtrykkelig havde foreskrevet offeret, men de var et hyrdefolk, hvis hele arbejde gik ud på at drive fåreavl, og derfor var lammet et godt udtryk for deres liv og virksomhed. Det at dræbe et lam og bringe det som offergave til den almægtige Gud betød for dem, at de bragte deres eget liv som offergave.

I messen bringer også vi Gud en gave som et udtryk for os selv. Vi bringer ham brød og vin — vor spise og drik. Hostien på patenen (guldtallerkenen, som ligger på kalken) og vinen, som ministranten bærer frem, er skaffet for de penge, vi har lagt i klingpungen, da der blev samlet ind. Det er vor gave. I Offertoriet giver vi altså os selv til Gud under brød-og-vin-gavens symbol.

Det er denne overgivelse af vort eget jeg, der er meningen med Offertoriet; Gud ønsker ikke vore ord og følelser og gaver, han ønsker os selv, og hvis de ydre ting ikke er et udtryk for denne indre given os selv, er det altsammen kun tomhed.

Nu er messen imidlertid andet og mere end denne selvovergivelse, som gaverne af brød og vin symboliserer; ellers ville den jo ikke have større værdi end jødernes offer i det Gamle Testamente. Messen er noget langt større; den gave, som ofres Gud, er hans egen himmelske Søn. Det øjeblik, hvor brød og vin bliver til Kristi legeme og blod, kommer senere, men allerede nu bringer vi vort menneskelige offer i forventningen om det, det skal blive til. Derfor kalder præsten brødet og vinen for et »lydeløst offer«, for Kristus er den pletfri rene.

Jøderne brugte et lam som offergave til at udtrykke deres selvhengivelse; et lam var det blideste og reneste dyr, de kunne finde. Vi kristne er gennem vor Herres offerdød stillet på en måde, der ikke kan sammenlignes med jødernes stilling: vi kan ved præstens hænder bringe Gud en gave, Guds Lam, der udtrykker en hengivelse, der er uendelig meget renere end vor egen. Thi ved sit korsoffer, der bliver nærværende i messe-offeret, tilvendte Kristus os al sin fortjeneste.

Det er dette store mysterium — vor delagtighed i Kristi offer — vi har i tankerne, når vor præsteviede repræsentant frem-bærer brød-og-vin-offeret på alteret.

Efter et Dominus vobiscum, der indleder Offertoriet, siger præsten: Oremus (lad os bede). Disse få ord er alt, der er til-bage af en bøn, der før i tiden blev bedt af de troende, efter at katekumenerne, de udøbte, som ikke havde adgang til at over-være mere end de første bønner og den belærende del af mes-sen, havde forladt kirken. Nu reciterer præsten et enkelt salme-vers — resterne af en hel salme, som blev sunget, dengang me-nigheden i stedet for penge ofrede naturalier.



Brødets ofring


Præsten afdækker kalken og stiller den til højre på alteret. Så løfter han patenen, hvorpå der ligger en stor, hvid hostie (alterbrød). Han løfter den med en ofrende bevægelse og ser mod himlen, mens han sagte siger til Gud: »Hellige Fader, almægtige, evige Gud, modtag dette lydeløse offer, som jeg, din uværdige tjener, frembærer til dig, min levende og sande Gud, for mine utallige synder, overtrædelser og forsømmelser, både for alle tilstedeværende, men også for alle troende kristne, levende og døde, at det må tjene mig og dem til frelse for det evige liv. Amen.«


Vin og vand bæres frem


Så går præsten til epistelsiden og hælder af en lille kande, som ministranten bringer, lidt vin i kalken; derefter blander han nogle få dråber vand i vinen fra en anden kande. Hvad er meningen med denne blanden vand og vin? Den har en historisk betydning. Det var skik hos jøderne at blande vand i vinen ved deres påskefest. Derfor blandede Kristus vand i vinen ved den sidste nadver, og præsten gør det for at gøre som han. Denne blanding af vin og vand har nu fået en dyb betydning.

Gud blev menneske, for at vi mennesker kunne få del i Gud. Dette at vinen optager vandet i sig, symboliserer guddommeliggørelsen af vor natur. Før præsten tager af vandet, velsigner han det, men han velsigner ikke vinen. Vinen symboliserer Kristi natur, som ikke behøves at velsignes, mens vandet symboliserer os, der trænger til at velsignes. Sådan som vanddråberne optages og bliver til eet med vinen, sådan må vi ønske ved Guds nåde at få del i ham.

Vinens ofring


Ved midten af alteret løfter præsten nu også kalken, idet han ser mod himlen, og ofrer den til Gud. I den alvorsfulde bøn han beder, mens han således holder kalken, taler han også i vort navn. Han siger ikke »jeg ofrer«, som om han var alene, men: »Vi frembærer for dig, Herre, frelsens kalk og påkalder din mildhed, at den med liflig vellugt må stige op for din Guddomsvældes åsyn til vor og hele verdens frelse. Amen.«

MÅTTE GUD TAGE IMOD VORE GAVER

Et offers sande værdi beror på den hensigt, i hvilken det bringes. Ofringen af brød og vin, som præsten foretager på vore vegne, skal udtrykke, at vi giver Gud vort hjerte. Når gaverne er ofrede, beder vi Gud om at modtage dem og om, at han må tage imod os.

I ydmyghedens ånd


Under den næste bøn, præsten beder, bøjer han sig og siger de ord, som de tre ynglinge i Bibelen sagde, da de trådte ind i ildovnen for at give deres liv for Gud: »Lad os i ydmygheds ånd og med et sønderknust hjerte blive modtaget af dig, Herre, og lad vort offer idag fuldbyrdes således for dine øjne, at det må behage dig, Herre vor Gud. « I livets glødende smelteovn ofrer vi Gud vore besværligheder og prøvelser: tilskyndet af Kristus vil vi forsøge at tage alle livets tilskikkelser på den rette måde, og idet det således bliver taget ind i Kristi eget offer, bliver vort offer af en helt anden værdi.

Kom Helliggører


Så beder præsten Gud Helligånd om at helliggøre og velsigne de gaver, han ofrer. Denne bøn ledsages af en af de smukkeste bevægelser i messen. Præsten løfter sine øjne mod himlen og rækker sine hænder op imod den, som vil han vise, hvor dyb hans længsel er efter Helligåndens komme; og idet han afslutter bønnen og gør korsets tegn over brød og vin, beder han Helligånden velsigne og forvandle gaverne. Hans bøn må også være vor, for det er Helligånden, som bevæger os til at bringe vort dagliglivs offer, så det forenes med Kristi offer.

Jeg vil tvætte mine hænder


På epistel-siden renser præsten sine tommel- og pegefingre, idet ministranten hælder vand over dem, og tørrer dem i håndklædet. Ordene fra den 25. salme er på præstens læber: »Jeg vil tvætte mine hænder blandt de uskyldige og gå omkring dit alter, Herre. « Denne renselse tjente tidligere et praktisk formål, for på dette tidspunkt af messen standsede i gammel tid præsten for at vaske sine hænder, efter at han havde taget imod de forskellige gaver, som de troende bragte. Idag har håndtvætningen kun en symbolsk betydning; den betyder at den, som skal frembære det evige offer, må være ren af sind og livsvandel. Og eftersom præsten ved alteret også repræsenterer os, minder det os om den hjertets renhed, som også vi må være i besiddelse af, når vi gennem ham frembærer ofret.

Hellige Treenighed, modtag...


Atter bøjer præsten sig ved midten af alteret, og nu beder han den hellige Treenighed modtage det offer, han frembærer til ihukommelse af vor Herre Jesu Kristi lidelse, opstandelse og himmelfart. Det er nemlig til Treenigheden: Fader, Søn og Helligånd, offeret frembæres. Han beder om, at det må blive til ære for de hellige i Himlen: Jomfru Maria, Johannes Døberen, apostlene Peter og Paul, og han beder om at vi må blive hju-pet med deres forbøn. Derpå kysser han atter alteret, som er offerbordet og symbolet på Kristus.

Bed brødre ...


I bøn efter bøn har præsten ofret vore gaver og bedt Gud om at modtage dem. Nu vender han sig til os og siger, at også vi skal bede om, at offeret må være Gud velbehageligt. »Bed, brødre, at mit og jeres offer må blive velbehageligt for Gud, den almægtige Fader«. Ministranten svarer for os: »Herren modtage offeret af dine hænder til sit navns lov og pris, såvel som til vor og hele sin hellige kirkes tarv.«

Vendt mod alteret tøver præsten, til ministranten har fuldført sin bøn, så siger han: »Amen«, og læser Secreta, stillebønnen, i missalet. Denne korte bøn er ny for hver messe, og indeholder sædvanligvis ord, der hentyder til den fest, som fejres. Men hvad vigtigere er: hver stillebøn indeholder en ny bøn om Guds modtagelse af vort offer. Hermed slutter Offertoriet.

Præfation og Sanctus


Som en overgang fra Offertoriet til messens Canon (hovedstykket) reciterer præsten Præfationen. Det er den store takke- og lovprisningsbøn. Konsekrationen af brød og vin er endnu ikke sket, men vi takker på forhånd Gud for det, han vil gøre. Ved nadverens indstiftelse begyndte Kristus med at takke Gud Fader; det samme gør vi, som gentager hans handling.

Præfationen ender med Sanctus. Profeten Esajas så i et syn, hvorledes englene foran Guds trone råbte til hinanden: »Hellig, hellig, hellig er Herren, hærskarernes Gud. Himlene og jorden er fulde af hans herlighed.« (Es. 6.3). Da Kristus Palmesøndag drog ind i Jerusalem i triumftog, råbte masserne: »Hosanna, Davids Søn! Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Hosanna i det høje! « (Matth. 21.9). I Sanctus benytter vi englenes ord i Esajas syn og folkeskarernes hyldestråb Palmesøndag til at udtrykke vor lovprisning af Gud.

VORE GAVER KONSEKRERES

Under Sanctus ringede ministranten tre gange med klokkerne, og dette minder os om, at konsekrationens øjeblik snart er inde; hele Canon fra Sanctus til Fadervor er rammen om den.

For kirken


Messeofferet, som er Kristi egen given sig hen til Faderen, er Gud uendelig velbehageligt; derfor fremfører vi nu vor bøn for hele kirken. Præsten bøjer sig og beder Gud, at han vil »modtage og velsigne disse gaver, disse frembærelser, disse hellige, ubesmittede ofre, som vi først og fremmest bringer til dig for den hellige katolske kirke, at du vil værdiges at bevare den i fred og enhed, at skærme og styre den på hele jordens kreds«. Han nævner vor paves og vor biskops navn og beder Gud velsigne dem samt alle troende katolske kristne. Vi beder for kirken over hele jorden.

For de levende


Med hænderne samlede og hovedet bøjet nævner præsten derpå deres navne, for hvem messeofferet særlig frembæres. Her kan også vi nævne dem, som vi ønsker at bede for i særdeleshed, at de må få andel i denne messes velsignelser.

Under den fortsatte bøn nævner præsten også alle de hellige. De er samlede i Himlen om det evige offer og beder med os og for os.

At du nådig vil modtage...


Konsekrationsøjeblikket er nær. Præsten strækker sine hænder ud over brødet og vinen, ligesom den jødiske ypperstepræst ved forsoningsfesten lagde sine hænder på en levende gedebuk. Det jødiske folks synd blev sindbilledligt lagt på denne ged, som derpå blev jaget ud i ørkenen. Præstens bevægelser fortæller os, hvorledes én for én disse forbilledlige skikke i de jødiske ceremonier viste hen til Kristi offer og fandt deres opfyldelse her. Præsten beder Gud tage nådigt imod vort offer og fri os fra synd.

Velsign, hvad vi ofrer...


Og hermed har vi nået højdepunktet i vor forberedelse. I en sidste indtrængende bøn beder præsten, mens han gør korsets tegn fem gange over offergaverne: »Værdiges i alle ting at gøre dette offer velsignet, forskriftsmæssigt, gyldigt, forstandigt og velbehageligt, at det må blive for os din højtelskede Søns, vor Herres Jesu Kristi Legeme og blod.«

Og nu giver ministranten et klemt med klokken, og der bliver stilhed i kirkerummet.


Konsekrationen


Det store øjeblik er kommet, hvor Kristus, den evige ypperstepræst, vil gøre sit offer på korset nærværende påny. Hærskarernes Herre vil stige ned fra sin himmelske trone og vil på alteret i sin kirke atter gøre sit offer på korset nærværende. Kristus vil komme til os i kød og blod, men i brødets og vinens skikkelse. Det vi har set frem til i vor bøn og forberedelse vil nu finde sted. Kristus er selv ypperstepræst; præsten ved alteret er blot hans redskab, og han er overskygget af Kristus, som igennem ham udtaler konsekrationsordene og på en for os ufattelig måde og usynligt for os gør brødet til sit eget legeme, nøjagtigt som da han gjorde det ved den hellige nadver, den første messe. Præsten tager med hænderne om alterbrødet, bøjer sig over det og siger:

DETTE ER MIT LEGEME


hvorpå han knæler, tilbeder Kristi legeme, hæver det højt over sit hoved og knæler igen.

Derefter bøjer han sig over kalken og udtaler konsekrationsordene over vinen:

THI DETTE ER MIT BLODS, EN NY OG EVIG PAGTS KALK, TROENS HEMMELIGHED, HVILKET SKAL UDGYDES FOR JER OG FOR MANGE TIL SYNDERNES FORLADELSE.


Han knæler igen i tilbedelse, løfter kalken og knæler igen.

Kristus, den ofrede, er nu virkelig og på sand måde til stede på alteret, og vi overværer hans evige offer til Faderen. Under Offertoriet gav vi os ved en ydre handling og ved en indre holdning til Gud, da præsten frembar vore offergaver. Men nu i dette øjeblik er den guddommelige ypperstepræst, den menneskelige præst og de troende omkring ham forenede i ét.

VI OFRER VORE GUDDOMMELIGE GAVER


Det guddommelige offer er fuldbragt, men vort menneskelige offer, der, ligesom vanddråberne optoges i vinen, skal bringes sammen med Kristi og hele hans kirkes offer, må vi endnu kæmpe for at gøre rent i ånd og hensigt.

Vi ihukommer


Derfor gør vi os klart, hvem det er vi nu bringer Gud som offergave. Det er ham selv, han som døde på Golgatha, opstod fra de døde, opfor til Himlen, og som nu råder i Herligheden.

Værdiges at modtage
Og vi beder med præsten, at Gud må se i nåde til os, når vi ufuldkomne mennesker prøver at forene os med den store ypperstepræst. At Gud vil modtage vort offer, som han modtog ofre af sin retfærdige tjener Abel, vor stamfader Abraham, han som var vil-lig til at give sin eneste søn, og Mel-kisedek, præstekongen i Salem.

Vi beder dig ydmygt


Præsten bøjer sig påny og beder Gud, at vore gaver af englene må bringes op for hans åsyn, for at vi ved at deltage i offeret må fyldes med himmelsk nåde og velsignelse.

Ihukom også, Herre


I dette øjeblik tænker vi også på vore døde, som vi beder om må få del i Kristi offer, at de må komme til lysets og fredens boliger.

Også os syndere


Præsten slår sig for brystet og beder Gud forlade ham hans og vor synd. Uden at fæste lid til vore egne fortjenester, men udelukkende håbende på nåden i Kristus, beder vi ham skænke os fællesskab med hans venner, de hellige apostle, martyrerne og alle hellige.

Ved ham og med ham og i ham


Den gamle pagts offer var utilstrækkeligt, men i den nye pagt kan en af os — menneskesønnen Kristus —bringe Gud en gave, som er ham værdig. Med denne Kristus er vi forenede, som lemmerne er forenede med hovedet i et legeme, kirken, Kristi mystiske legeme, og idet Kristus giver sig til Faderen i det evige offer, giver han ikke alene sig selv, men i sig bringer han de troende blandt den faldne menneskeslægt til Faderen. I den sidste skønne bøn i Canon udtrykker præsten denne vor totale afhængighed af Kristus, idet han siger: »Ved ham og med ham og i ham tilkommer der dig, almægtige Gud Fader, i den Helligånds enhed al hæder og ære.

GUD GIVER SIG SELV TIL OS

Offeret er bragt: vi har givet vor gave til Gud. Nu følger kommunionen.

Hvis vi skal forstå kommunionen rigtigt, må vi tænke på det jødiske offer. Når det Gamle Testamentes folk ofrede, tog præsten en del af deres offergave og brændte, d.v.s. tilintetgjorde, den på alteret. Denne del blev kaldt »Herrens part«, og herefter tilhørte hele det ofrede dyr Gud; det var helligt, det var Guds føde, for Gud havde behaget at tage deraf. Men ofringen som sådan var ikke færdig, der hørte et længere ritual med: måltidet. Når den brændte del var tilintetgjort i flammerne, var det ligesom Gud inviterede dem, der havde bragt ham offeret, til at sidde ved hans bord og spise det tiloversblevne; de blev Guds gæster og delte føde med ham. Ved at spise af offerkødet blev de derfor inderligt forbundet med ham.

Den gamle pagts offer var kun et symbol på den nye pagts; det brændte offer var symbolet på Kristi fuldkomne offer, Guds Lams død på korset. Vi ved fra den hellige Skrift, at Gud tog imod dette offer som sone for hele verden. Da Kristus indstiftede den hellige nadver, vor messe, gav han os ikke alene adgang til at være til stede ved hans lidelse og død på korset, men også til at tage plads ved det hellige bord, hvor han giver os sit legeme og blod som føde og derved manifesterer, at Gud har taget imod vort offer. Således har vi altså i Det nye Testamente en parallel til Det gamle Testamentes offer: Vi bringer vor offergave frem til altret og det bliver til Offer-Lammet, Kristi legeme og blod; gennem præsten ofrer vi det til Gud, som på sin side indbyder os til sit bord, hvor han giver os sin himmelske føde og forener sig inderligt med os. I den hellige eukaristi giver Gud menneskeheden del i Jesu offerdøds frugt og velsignelse.

Fader vor


Den virkelige forberedelse til kommunionen er, at man har taget del i messeofferet. At modtage Kristi legeme er ikke en isoleret og uafhængig handling, men fortsættelsen og fuldendelsen af messen. Kommunionen får sin fulde betydning fra messeofferet, fordi den er et offermåltid.

Inden vi kommunicerer, beder vi en bøn, som i sin storhed overgår alle andre. Det er Pater noster (Fader vor), Herrens bøn som han selv har lært os. Den udtrykker i få ord menneskets hele behov ud fra dets bestemmelse: i den beder vi Gud om de goder der gennem vor frelse er ham til ære og forherligelse. Det er de goder og den nåde, som Kristi offer har gjort det muligt for os at opnå. En af de enkelte bønner »giv os idag vort daglige brød« får os til at tænke på »livets brød«, som vi skal modtage i den hellige kommunion.

Den sidste del af Fader vor: »frels os fra det onde« bliver videre uddybet i den næste bøn. Gennem præsten beder vi om, at Gud må frelse os fra alt ondt: fra forbigangne onder, således at vi må fries fra følgerne af tidligere synder og undgå de prøvelser og fristelser, der omgiver os. Og fra kommende onder, at vort liv må blive åndeligt lysere og lykkeligere. Vi beder Gud, om vi må få »fred i vore dage«. Vi beder ham beskytte kirken mod alt, hvad der truer dens trivsel, og give den hin fred, som Kristus bragte. Og vi beder tilsidst alle helgen om at føje deres bønner til vor.



Brødets brydelse


Nu bryder præsten den konsekrerede hostie i to lige store dele. Denne skik har engang haft en praktisk betydning, da man til messen brugte brød, der skulle deles, før det blev uddelt. Derpå bryder præsten et lille stykke af den ene del og lader den falde i kalken, en handling der symbolsk peger hen på Kristi opstandelse, hvor hans legeme og blod blev genforenet for stedse.

Guds Lam


»Guds Lam, som bærer verdens synd, forbarm dig over os« beder præsten. Thi erkendelsen af syndigheden i vor natur, den natur som Kristus nu værdiges at forene sig med, får os til at påkalde hans forbarmelse endnu engang. Vi beder i de tre kommunionsbønner om, at Gud aldrig mere vil tillade os at vi skilles fra ham, at kommunionen ikke må blive os til dom og fortabelse, men tjene os til sjæls og legemes styrkelse og lægedom.

Herre, jeg er ikke værd...


Nu er øjeblikket inde, hvor præsten kommunicerer. Med venstre hånd holder han de to stykker af den konsekrerede hostie, mens han med højre slår sig for brystet og tre gange siger: Domine, non sum dignus . . . (Herre, jeg er ikke værd, at du skal gå ind under mit tag), den romerske officers ydmyge svar i Evangeliet, da Kristus ville være hans gæst. Vi erklærer i samme ånd, at vi er uværdige til at modtage ham.

Kristi legeme og blod


Først fortærer præsten hostien, så det guddommelige blod. Efter en fornyet syndsbekendelse modtager da altergæsterne Herrens legeme. At vi kun modtager Kristus i brødets skikkelse betyder ingen forringelse, thi Kristus er helt og fuldt tilstede både i brødets skikkelse og i vinens skikkelse.

Og hermed er messens rituelle handling tilende. Gennem vore gaver har vi overgivet os selv til Gud. Han har forvandlet dem og rakt os sin guddommelige gave tilbage.

FULDENDELSEN

Kirken har ikke i sin liturgi givet megen plads til taksigelse i faste bønner, messen er jo en taksigelse (eukaristi) i sig selv; den tilskynder blot præst og menighed, hvert menneske for sig, til at takke Gud for den hellige kommunion. Men den ønsker at vise os, at kernen i vor tak til Gud er at arbejde på hans forherligelse i omsorg for vore medmennesker ved at leve et sandt liv i Kristus. Det var det, som besjælede Guds søn i det store offerdrama på Golgatha, som hans liv og lære mundede ud i, og det er stadig hans vilje, alt som dette drama gennem messeofret bliver gjort nærværende til alle tider, evigt som det er.

Gå, I er udsendt


Efter at præsten har renset de hellige kar ved epistelsiden og bedt en kort takkebøn, postcommunio, går han frem mod midten af alteret igen, og her siger han til menigheden: Dominus vobiscum, ite missa est (Herren være med jer, gå, I er udsendt!) Præsten er selv sendt af sin biskop, biskoppen er i lige linie viet og udsendt af apostlene, og disse igen af Kristus selv. Det er derfor ikke præsten som privatmenneske, men kirkens Herre, der gennem sin befuldmægtigede tjener og præst nu velsigner de troende med et korstegn og sender dem ud i livet, hvor den nåde han har skænket os skal bære frugt.

Og således rækker den ofrende Kristus, som vintræet strækker sine grene mod himlen, Faderen den faldne menneskeslægt tilbage. Fra Golgatha op gennem århundrederne vokser og lever vintræet, hvert messeoffer er som årringe, der sætter nye skud, de mennesker der lader sig gennemtrænge af hans And og bliver et med træet, ud i verdens liv. Nogle visner straks, men andre lader sig gennemstrømme af træets kraft og bærer frugt ved ham, som sendte dem, Gud til ære, dem selv og deres næste til frelse og fred.

Slutningsevangeliet


Tilsidst stiger vi med evangelisten Johannes, der sammenlignes med en ørn, højt op over tiden. Vi læser med præsten på evangeliesiden prologen, indledningen til hans Evangelium, der ligesom i fugleperspektiv viser det kristne drama, som vi nu selv er inddraget i, at vi med dette i sinde må forlade kirken:

»I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Det var i Begyndelsen hos Gud. Alle ting er blevet til ved det, og uden det er intet blevet til af det, som er. I det var livet, og livet var menneskenes lys, og lyset skinner i mørket, men menneskene begreb det ikke ... Det var i verden, og verden er skabt ved det; men verden har ikke erkendt ham. Han kom til sit eget, og hans egne modtog ham ikke. Men alle, som modtog ham, har han givet magt til at blive Guds børn ... Og ordet er blevet kød og har boet iblandt os, og vi har set hans herlighed, en herlighed som den Enbårnes af Faderen, ham, som er fuld af nåde og sandhed.«

Gud ske tak!

Kilde

John P. O´Conell
DEN HELLIGE MESSE
trin for trin forklaret og illustreret

Oversat og bearbejdet fra engelsk af Sven Damsholt

Sankt Ansgars Forlag
København 1960

 

Imprimatur
TH. Suhr
Episc. Haunien