Forpligtelsen til at være anderledes

Biskop Hans L. Martensen

De første kristne var kun en lille, næsten forhutlet flok. De fleste af dem kom fra lavere samfundslag, og der var ikke mange, som havde en god uddannelse eller ejede mange penge. De var aldeles uden politisk magt, og partisaner i ordets gængse forstand ville de ikke være. Alligevel holdt de med en besynderlig sejhed fast ved, at de skulle ændre hele verden. De skilte sig ud fra deres omverden, men havde alligevel en mærkværdig forestilling om, at de var til for denne omverdens skyld. Gud havde jo elsket verden så højt, at han sendte sin eneste Søn. Og Jesus selv havde givet sig hen med kød og blod »for verdens liv« (1)  — han var det uskyldige lam, der frivilligt havde ladet sig ofre for at bære og fjerne verdens skyld. Når de kristne »fulgte ham efter« og led martyrdøden — brændt som levende fakler på Roms væddeløbsbane eller flået af vilde dyr i cirkus — så holdt de ubændigt fast ved en tro på, at deres meningsløse lidelser var fulde af mening. Ligesom Jesus deres Herre blev de draget ind i en smertefuld hengivelse — for verdens skyld.

Verden er i sin gennemsnitlige stemning trist og melankolsk. Den er utilfreds og begærlig efter at få tilfredsstillet mange blinde drifter. Den finder sin glæde snarere i illusion end i virkelighed. At bringe denne verden glæde er ikke nogen ligefrem sag. Det nytter ikke at gå ind på verdens normale vilkår og give yderligere næring til dens drifter og deres opfyldelse. Den rige bliver aldrig tilfreds af mere rigdom, den erotiske af mere erotik, og den politisk mægtige af mere magt. Glæden findes ikke som en forlængelse af den utilfredses urolige drifter. Den må gå en anden vej.

Den kan kun bringes til verden gennem en radikal ændring. Derfor gælder det om ikke at indrette sig efter omgivelsernes vilkår og målestok. »Dan jer ikke lig med denne verden« (2), sagde Paulus til menigheden i Rom. Det var ord, disse kristne kunne forstå. Hvis de blev konforme med verden, havde de ikke længere noget at give den.

For de første kristne betød dåben en klar forpligtelse til at være forskellig fra de hedenske omgivelser. De vidste, at den, der var døbt, skulle svømme mod strømmen. De døbte skulle være verdens salt, og de var klar over, at salt kun duer, hvis det er anderledes end kødet, det skal salte.

Om det nu var i rigets hovedstad Rom eller i Lilleasiens Efesus eller i Grækenlands Korint: overalt vidste de nydøbte, at de var kaldede til at afvige fra deres omgivelser. De så på torve og gader billeder af de »stumme guder«. Der var guder for krig og politisk magt (den største af dem alle var kejserens symbol), der var guder for erotik og porno, der var guder for handel og tyveri ... Pengeguden Mammon havde Jesus selv advaret imod ... Det var en verden fuld af overtro, hvor folk søgte bort fra deres fremtidsangst ved at lytte til spådomme og tyde stjernebilleder i stedet for at overgive sig til den levende Guds kærlighed.

Disse første kristne så sig tilmed omgivet af en verden, der var fyldt af håbløs uretfærdighed. De oplevede den grusomhed, som slaveriet skabte. De konstaterede, hvorledes kvinden ofte fornedredes og misbrugtes af samfundet. Der blev diskrimineret mellem mennesker: man agtede den rige mere end den fattige, den veludrustede mere end den svage, den intelligente mere end den dårligt begavede. Barnet havde mindre menneskeværd end den voksne. At selv det endnu ufødte barn skulle have nogen egentlig menneskeværdighed, var ukendt for den hedenske mentalitet.

Det forbavsende ved de første kristne er, at de havde mod på at ændre verden og at gøre det uden vold. De vidste, at de kun kunne gøre dette ved at være forskellige fra deres omgivelser. Denne forpligtelse overtog de, når de blev døbt.

Nu kan man ikke lade være at stille spørgsmålet: Er vor situation i dag grundforskellig fra de første kristnes? Her i Danmark lever vi blandt mennesker, der næsten alle er døbte. Er det stadig nødvendigt, at vi skal være forskellige fra vore omgivelser?

Problemet skærpes ved, at vi lever i en »kristen« del af verden. Befalingen til at »gå ud i alverden« var en missionsbefaling. Missionslande blev i de sidste århundreder forstået som bestemte dele af verden, hvor befolkningen endnu ikke var døbt. Så gjaldt det om at sende nogle missionærer ud til disse egne. Men er der ikke nogen opgave, som vi — i kraft af dåben — sendes til i vore umiddelbare omgivelser?

Der findes to dele af verden, hvor langt den overvejende del af befolkningen er døbt, nemlig Europa og Amerika. I manges bevidsthed sættes der ligefrem lighedstegn mellem disse dele af verden og kristendom. Men hvorledes forholder denne del af verden sig til den øvrige? Netop Europa og Nordamerika — kristendommens vugge, og det område, hvor den mest udbredtes i nyere tid — er i dag de rigeste dele af verden. Med større og større klarhed bliver det erkendt, at denne del af verden driver rovdrift på hele den øvrige menneskehed. Vi lever i en ideologi, der kræver stadig vækst: der skal uden ophør ske forøgelse af komfort, levestandard, forbrugsgoder, luksus. Vi bruger af jordens ressourcer, vi forurener jord, vand og luft, vi tjener en gennemsnitsløn, altsammen ti eller hundrede gange mere end den øvrige verden. Indtegn på en globus de steder på jordkuglen, hvor levestandarden er højest. Og indtegn de områder, hvor næsten hele befolkningen er døbt. De to områder falder påfaldende sammen.

Man kunne måske forestille sig: dette er blot tegn på, at de »døbte« mennesker har bragt det vidt med deres civilisation. De har opnået store resultater. De er blevet rige og veludviklede, og deres lande er blevet til overflodssamfund. Sandt nok: udviklet civilisation, velfærd og social sikkerhed er virkelige goder, som bør tilstræbes. Men hvad er indstillingen bag rigdommen og overfloden i den »døbte« del af verden? Overalt ser vi, hvorledes der gøres en yderste anstrengelse for yderligere at forøge denne rigdom; den må under ingen omstændigheder mindskes, — ikke engang hvis vor rigdom opretholdes på bekostning af den øvrige verden.

De mennesker, som Jesus i særdeleshed priste salige: de fattige, de sørgende, de sultende og de forfulgte — findes de ikke i påfaldende grad i de dele af verden, hvor dåben endnu ikke er trængt frem? Og de holdninger, som Jesus revsede, når han f. eks. råbte: »Vé jer I rige! Vé jer I mætte! Vé jer med al jeres latter! Vé jer med al den smiger, I modtager af jeres ligesindede!« (3) — er ikke netop disse holdninger udbredte i vort rige Vesteuropa og Nordamerika og de hvides Sydafrika?

Skal hermed være sagt, at det er dårligt, at de rige landes befolkning er døbt? På ingen måde. Når dåben er udbredt, er der stadig håb om, at den vil få magt over disse befolkninger. Men et stort problem er det unægteligt, hvis netop de dele af verden, der i kraft af dåben skulle være forpligtet af Jesu Kristi livsholdning, i ganske særlig grad svigter denne livsholdning. Adskillelsen mellem dåb og livsholdning, ligesom adskillelsen mellem dåb og tro, må nødvendigvis gøre kristendommen utroværdig. Kan man ikke undertiden spørge, om det, vi forsager ved dåben, i virkeligheden netop er det, som vor rige verden dyrker og elsker og tilbeder? Hvor er så denne dåbsforsagelses kraft blevet af? »Forsager du djævelen? og al hans magt? og al hans herlighed? og al hans forførelse?« Der er brug for dybtgående ændringer, hvis denne dåb trods al dens udbredelse, ikke skal blive en tom og mekanisk ceremoni, hvor kristne elsker det, de forsager, og nægter at gå i skole hos ham, de kalder deres mester og lærer.

Vi lever i en døbt omverden — og dog står vi i en missions-situation. Verden venter ikke på mennesker, der bare er døbte. Den venter på mennesker, der i kraft af dåben kan være »tegn«: tegn på ufrihed, der bliver frigjort; på sygdom i legeme og samfund, der bliver helbredt; på kommunikations-vanskeligheder, der bliver overvundet; på forurening og gift, der uskadeliggøres; på nedværdigende forhold, der bliver menneskeliggjorte. Den slags tegn venter verden på, og de opstår overalt, hvor dåben får lov til at virke efter hensigt. (4) Et tegn skal ifølge sit væsen kunne skelnes fra omgivelserne. Ellers er det ikke noget tegn. Det skal med andre ord være anderledes. Døbte mennesker er også i dag forpligtet til at være »anderledes« i kraft af deres dåb — lad så hele befolkningen være nok så meget døbt. Der må i det mindste være nogle, der fornemmer dåbens forpligtelse og er rede til at følge dens kald.

Biskop Hans Ludvig Martensen (1927-2012) 

Noter:

(1) Jo 6,51: "Det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden."

(2) Rom 12,2

(3) Jfr. Lukas 6,24-26

(4) Jfr. Markus 16, 16-18

Kilde: Uddrag fra bøgerne "Dåb og kristenliv" og "Dåb og gudstro" - Katolsk Forlag