Hvad er Bibelen?

Hvilken bog er Bibelen egentlig? Den indeholder en rigdom af forskellige stilarter og indhold, der tilsammen udgør en hel national litteratur.

Lad os først gøre klart, hvad den ikke er. Den er ikke en religiøs-filosofisk afhandling, skønt den indeholder forskellig visdom; den er heller ikke ren mytologi, skønt den også indeholder myter; den er ikke en etisk kode, selvom den indeholder de ti bud og mange andre befalinger; den er ikke noget rent historisk værk, skønt den gengiver konturerne af, hvad der skete; den er ikke en profetisk visionær beretning, skønt den også åbner for åbenbaringer. Bibelen er et mangfoldigt værk, og vi kan desuden tilføje fiktive litterære bidrag såsom digte, eventyr, sange og salmer. Men når vi kommer til Det Nye Testamente, møder vi Evangelierne som er skrevet i troen på den Opstandne, en unik genre, som er uden sidestykke i andre kulturer. Her i Jesu person og forkyndelse opfyldes alt hvad som er gået forud. Budskabet sprænger alle litterære rammer. Vi tilfører da gerne Paulus breve og hans opgør med den Gamle Pagt. Den er apostleord.

Bibelen er fuldstændig menneskeskabt, skrevet af mennesker til mennesker. Den er det jødiske folks egen saga, dens selvbiografi. Men den er på samme tid og helt ned til mindste led Guds ord. Her er Gud, ved inspirationens gave, selv forfatter. Ordet gengives på mange måder, med forskelligt toneleje, i flere sprogdragter, men den forbliver helt ned til mindste del Guds ord. Sådan kan Bibelen formidle et levende budskab til os i dag - et Guds ord, urgammelt og alligevel aktuelt, hvis den forstås korrekt. Kirkefædrene taler om Ordets to "inkarnationer". I den ene taler Gud menneskers sprog, det vil sige Skriften. I den anden er Guds ord inkarneret i kødet, når Gud bliver menneske, fuldt ud menneske, i Jesus Kristus.

Det er vigtigt, at vi holder fast i realismen ved inkarnationen. Jesus bliver ikke bare ligesom et menneske, han bliver menneske. På samme måde er Skriften ikke kun lig menneskets tale. Den er menneske-ord hele vejen, og på samme tid, ja, netop derfor, også Guds ord. Jo mere ordet er forankret i dets oprindelige kontekst, des mere træder Guds ord frem. Ingen modsætning, ingen afstand. Skriften er ikke en ophøjet forkyndelse, hævet over tid og sted. Den vokser frem af den menneskelige situation og mentalitet, hvilket igen forudsætter fra vores side, at vi er i stand til at leve os ind i samtidens omstændigheder og tanker. Og vi skal netop ikke gøre det modsatte: trække budskabet ud af konteksten og oversætte skriftens indhold til "moderne" værdier. Nej, vi optager hele Skriften!

Konstant, gennem hele Skriften, fortæller Gud os noget - selvom vi må lede og forstå. Afsøge, og midt i bjergsprækkerne glimter det af guld. Men så må vi have mod til at gå ind og udforske bjergmassivet.

Gode ​​sko og kompas i tågen!

 

 

Kilde: Det levende treet