Kirkens liturgi

Hvad er liturgi? I sin encyklika (rundskrivelse) om den hellige liturgi "Mediator Dei" fra 1947, definerer Pius XII det på denne måde:

Liturgi er tilbedelse udført af hele Kristi mystiske Legeme, hoved og lemmer inklusiv.

Hvad betyder så begrebet “liturgi”? Det kommer af det græske leitourgia, en officiel rituel handling. I det græske Ny Testamente indebærer liturgi en offentlig religiøs tjeneste for Gud, ved præster og andre. Det taler både om dåb og om brødets brydelse, det vil sige messen, som liturgi.

Liturgi er ikke bare eukaristiens fejring, men alle de andre sakramenter, og tidebøn, eventuelle såkaldte Ordets gudstjenester o.s.v. - egentlig er liturgi alt det som Kirken foretager sig som ordnet gudstjeneste.

Det udslagsgivende er, at det er “gudsfolkets”, det vil sige Kirkens, fejring, og dermed bliver den vor primære fejring som kristne. Det er i fællesskabet vi erfarer fylden af Guds gaver i Kristus. Vi skal ikke leve som “alene-kristne”. Det er ikke nok at leve for os selv, med Bibelen i hånden og nåden fra Gud. Kirken er et virkeligt fællesskab, og det har vi behov for som kristne på samme måde som vi har behov for et samfund som borgere.

Sacrosanctum Concilium (SC), konstitutionen om den hellige liturgi, var det første af 2. Vatikankoncils dokumenter som blev offentliggjort i 1963. Det var også det dokument som var bedst forberedt. Heri hedder det blandt andet (10):

Liturgien er det højdepunkt, som hele Kirkens gerning stræber mod, og samtidigt den kilde som al dens kraft udspringer af.

Det vil sige at liturgien både er højdepunkt i det Kirken gør og livskilde for den.

Mere specifikt er liturgien udtryk for Kristi værk som vor ypperstepræst: Med rette betragtes liturgien som udfoldelsen af Jesu Kristi præsteembede, samtidig som “den fulde og hele offentlige gudsdyrkelse” udfolder sig i liturgien og "virkeliggøres af Jesu Kristi mystiske legeme - af dets hoved som af dets lemmer”, det vil sige af Kirken som helhed. Det er Jesus Kristus der frembærer al liturgi, mens Kristus gennem sine lemmer i Kirken, fejrer den.

Hvor vi deltager aktivt i liturgien, specielt eukaristien, bliver den et kildevæld hvorfra Guds nåde strømmer ud over os, og hvor vi med særlig styrke opnår menneskers helliggørelse i Kristus og Guds forherligelse i Kristus (jvf. SC 10).

Sagt med andre ord: Deltagelse i messens fejring er en uundværlig del af vort kristne liv og frelse. Eukaristien står i centrum. Enhver har behov for at høre Guds ord og modtage Kristus i brødets og vinens skikkelse. Derfor holder Kirken fast ved den regelmæssige deltagelse i søndagsmessen,

Messefejringen står i centrum af vort liv som kristne.