Syndefaldet

Hvor kommer det onde fra? Hvad er det, der er sket med den verden, Gud skabte i kærlighed? Det kan vi få svar på i Det Gamle Testamente ved at læse, hvad der står lige efter skabelsesberetnngen.

I beretningen om syndefaldet får vi at vide, hvordan de første mennesker, Adam og Eva, blev vist bort fra Edens have. Det er en fortælling, der i et billedsprog giver os en forestilling om, hvad der skete i den første periode af menneskehedens historie. I begyndelsen af denne fortælling (kapitel 2, 8-9) lever de første mennesker, Adam og Eva i Edens have:

Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst, og der satte han det menneske, han havde formet. Gud Herren lod alle slags træer, der var dejlige at se på og gode at spise af, vokse frem af jorden, også livets træ midt i haven og træet til kundskab om godt og ondt.

Lidt længere nede (vers 15-18) læser vi:

Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: "Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!"

Opgaven - og friheden til at løse den

Gud har altså plantet en have til mennesket, som det skal "dyrke og vogte". Han har med andre ord helt fra begyndelsen giver mennesket en opgave - og frihed til at løse den.

At mennesket har fuld frihed til at gøre, hvad det vil, er en vigtig pointe: Vi er ikke robotter. Hvis vi var det, kunne man ikke stille os til ansvar for det, vi gør. Men den vigtigste grund til, at Gud giver os en fri vilje, er, at han skaber os i kærlighed og vil, at vi også skal elske ham. En robot kan ikke føle kærlighed eller handle af kærlighed. Den kan kun gøre, hvad den er programmeret til. Vi kan derimod gengælde Guds kærlighed, fordi vi er frie og selvstændige individer.

Fortællingen om syndefaldet

Ved at spise af træet til kundskaben om godt og ondt gjorde de første mennesker oprør mod Gud

Slangen var det snedigste af alle de vilde dyr, Gud Herren havde skabt, og den spurgte kvinden: »Har Gud virkelig sagt, at I ikke må spise af træerne i haven?»

Kvinden svarede slangen: »Vi må gerne spise af frugten på træerne i haven, men frugten på det træ, der står midt i haven, har Gud sagt, at vi ikke må spise af og ikke røre ved, for ellers skal vi dø.«

Men slangen sagde til kvinden: »Vist skal I ikke dø! Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt.«

Kvinden så, at træet var godt at spise af og tiltrækkende at se på, og at det også var godt at få indsigt af, og hun tog af frugten og spiste. Hun gav den også til sin mand, der var hos hende, og han spiste. Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.

Ved aftenstid hørte de Gud Herren gå rundt i haven. Da gemte Adam og hans kvinde sig for Gud Herren mellem havens træer. Gud Herren kaldte på Adam: »Hvor er du?« og han svarede: »Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig.« Han spurgte: »Hvem har fortalt dig, at du er nøgen? Har du spist af det træ, jeg forbød dig at spise af?« Adam svarede: »Kvinden, du satte hos mig, gav mig af træet, og så spiste jeg.« Gud Herren spurgte så kvinden: »Hvad er det, du har gjort?«

Hun svarede: »Slangen forledte mig til at spise.«

Så sendte Gud Herren dem ud af Edens have til at dyrke agerjorden, som de var taget af. Han jog mennesket ud, og øst for Edens have anbragte han keruberne og det lynende flammesværd til at vogte vejen til livets træ.

Det næste, vi skal lægge mærke til, er, at Gud planter livets træ midt i haven. Det betyder, at mennesket - så længe det lever i Edens have, dvs. i fællesskab med Gud - kan leve evigt. Han planter også nogle træer, som mennesket kan spise af. Det vil sige, at der på dette sted er alt, hvad mennesket behøver. Og endelig finder vi i haven "træet til kundskab om godt og ondt", som Gud forbyder mennesket at spise af. Hvorfor nu det?

Når lige netop det træ er det eneste, mennesket ikke må røre ved, er det fordi, det er træet, der rummer nøglen til at kunne afgøre, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Og det er ikke noget, mennesket selv kan bestemme, fordi målestokken for, hvad der er godt eller ondt, er Gud selv. Selve Guds væsen er jo godhed, kærlighed. Omvendt er det onde eller synden det, der strider imod Guds kærlighed. Hvis et menneske derfor siger: Jeg skal nok selv bestemme, hvad der godt eller dårligt, rigtigt eller forkert, så gør dette menneske oprør mod Gud. Og det er lige præcis det, Adam og Eva gør, da de lader sig friste af slangen til at spise frugten af kundskabens træ.

Det er denne oprindelige synd, vi allesammen bærer på følgerne af. ARVESYNDEN kalder man den også, fordi den er gået i arv til os fra de første mennesker. Men giver det nogen fornuftig mening? Hvordan kan vi arve en synd, vi ikke selv har begået?

Det er der en forklaring på. I skabelsesberetningen (1. Mosebog, kapitel 1, vers 26) står der:

Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! - og i vers 27: Gud skabte mennesket i sit billede.

Da mennesket bliver skabt, ligner det derfor på en måde Gud og lever til at begynde med i fuldstændig harmoni med ham. Men ved syndefaldet vælger Adam og Eva sig selv i stedet for Gud og mister derfor noget af den oprindelige lighed med ham. Kirken lærer os, at de første mennesker som en særlig gave fra Gud havde fået en uskyld og en evne til at modstå synden, som gjorde dem til Guds børn. Det var denne gave, de mistede ved syndefaldet og derfor ikke kunne give videre til deres efterkommere.

At vi alle har del i arvesynden, betyder altså, at vi på grund af de første menneskers synd er blevet mere tilbøjelige til at give efter for vores dårlige tilbøjeligheder. Ordet "syndefaldet" udtrykker meget godt, hvad der er sket: Mennesket er faldet fra en tilstand af uskyld og harmoni til det, vi er i dag: ufuldkomne mennesker, der først og fremmest tænker på os selv og ikke har kærlighed og åndelig styrke til at holde fast ved det gode. Paulus siger det på denne måde:

Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. (Paulus' Brev til Romerne kapitel 7, vers 18-19)

Læg mærke til, at slangen i beretningen om syndefaldet lover Eva, at det menneske, der gør sig fri af Gud, ikke skal dø, men tværtimod selv blive som Gud. Men slangen lyver, for det er lige det modsatte, der sker. Da hun og Adam bryder ud af fællesskabet med Gud, bliver de ikke af den grund som Gud. Det, der sker, er, at de afskærer sig fra Guds kærlighed og derved ikke længere kan have evigt liv hos ham:

Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden...
(Paulus' Brev til Romerne kapitel 5, vers 12)

Den frihed, de drømte om, bliver heller ikke til noget, for det var en falsk frihed. Synden gør ikke mennesker frie. Den binder deres vilje og ødelægger ikke kun forholdet til Gud, men også det indbyrdes forhold mellem mennesker. Det ser vi straks efter syndefaldet, hvor Adam skyder skylden på Eva, Eva skyder skylden på slangen, men ingen af dem beder Gud om tilgivelse.

Ikke længe efter myrder Kain sin bror Abel. Synden er kommet ind i verden.

Men hvordan kunne det gå til, at der kom en "slange" ind i Guds Paradis?

Kirken lærer os, at menneskenes oprør mod Gud kan føres tilbage til DJÆVELEN, som først var skabt af Gud som en engel, men som for altid valgte det onde ved selv at ville være Gud. Det er djævelen, som i slangens skikkelse frister Eva og derved bringer mennesket til fald, og som også nu og her utrætteligt forsøger at få det faldne menneske til at tro, at friheden ligger i at sige nej til Gud.

At sige nej til Gud er derfor den egentlige synd - den synd, der fører alle andre synder med sig. Når vi siger nej til Gud og kun vil vores eget, siger vi i virkeligheden også nej til os selv. Vi siger nej til at udvikle os til at blive sådan, som det oprindelig var meningen, vi skulle blive, dengang Gud skabte os. Og meningen er, at vi skal bruge vores frihed på den rigtige måde og vokse i kærlighed, den kærlighed, som kommer fra Gud, og som er årsagen til, at der i det hele taget er noget - ikke bare tomhed.

At først djævelen og dernæst mennesket sagde nej til Gud, er forklaringen på, at der er så meget ondt i verden. Det ondes magt kan vi mennesker ikke overvinde ved egne kræfter - hverken det onde, der rammer os udefra, eller det onde, der findes i os selv. Vi har brug for Guds hjælp.

Derfor sendte han os sin søn, Jesus Kristus.

Hvad er det onde for noget?

Det har en af middelalderens største filosoffer og helgener, dominikanermunken Thomas Aquinas (1225-1274), et godt bud på. Han nåede at skrive omkring 80 værker, heriblandt et kæmpeværk på 21 bind, Summa Theologiae, hvor han gennemgår alle mulige teologiske spørgsmål.

Thomas definerer i dette værk det onde som fravær af det gode. Som eksempel bruger han "blindhed." Blindhed, siger han, er ikke en egenskab i sig selv, men fraværet af en egenskab, nemlig evnen til at se.

Derfor eksisterer det onde ikke på samme måde som det gode. Eller med andre ord - det kan ikke eksistere uden det gode.

Tænk f.eks. på en kræftsvulst. Den ville ikke være der, hvis der ikke var noget sundt væv, den kunne vokse på og ødelægge. I det øjeblik, det menneske, der har udviklet kræften, dør, må den derfor også selv gå til grunde.

Men selv om det onde altså kun er en slags snylter på det gode, er det onde ikke bare en neutral tomhed eller intethed. Kræften kan slå mennesket ihjel. Den er en ødelæggende kraft, der nedbryder det gode og resulterer i død, tomhed og fortvivlelse. Det onde er livets og kærlighedens modsætning.

Som kristne ved vi, at det onde vil blive besejret til allersidst. Det er kun til stede, så længe Gud tillader det.