Kontemplativ bøn

BØN - her den kontemplative bøn, er den verden hvor Gud kan gøre alt. At bevæge sig ind i den virkelighed er det største eventyr, man kan forestille sig. Det er at åbne sig for den Uendelige og derfor også for uendelige muligheder. Vores private, selvgjorte verdener bringes til ophør. En ny verden kommer til syne i og omkring os, og det umulige bliver en hverdagserfaring. Alligevel er den verden, som bønnen åbenbarer, knap nok mærkbar i dagliglivets almindelige hændelser.

Kristent liv og vækst bygger på en tro på vores egen grundlæggende godhed, på den eksistens, som Gud har givet os med dens transcendente muligheder. Denne eksistensens gave er vores sande selv. Gennem vores aktive tro fødes Kristus i os, og han og vores sande selv bliver et. Vores opvågnen til Åndens nærvær og handlen i os er udfoldelsen af Kristi genopstandelse i os.

Al sand bøn bygger på overbevisningen om Åndens tilstedeværelse i os og om hans uudtømmelige og vedvarende inspiration. Enhver bøn er i den forstand en bøn i Ånden. Alligevel synes det at være mere præcist at reservere udtrykket bøn i Ånden til den form for bøn, hvori Åndens inspiration gives direkte til vores ånd, uden vores refleksioners eller viljeshandlingers mellemkomst. Med andre ord, Ånden beder i os, og vi samtykker. Den traditionelle betegnelse for denne form for bøn er kontemplation.

Kontemplativ bøn er en del af et kontemplativt liv. Det første er en erfaring eller en række erfaringer, der fører frem til en permanent tilstand af forening med Gud. Udtrykket kontemplativt liv er den permanente tilstand af guddommelig forening, hvori man jævnligt og vedvarende bevæges af Ånden både i bøn og handling. Centrerende bøn er en indgang til den proces, der fører til guddommelig forening.

Bønnen har sin rod i indre stilhed. Vi tænker måske på bøn som tanker eller følelser, der bliver udtrykt i ord, men det er kun en af dens former. „Bøn er", siger Evagrius*, „at lægge tankerne til side."' Den definition forudsætter, at der er tanker. Centrerende bøn er ikke så meget fraværet af tanker som det, at man ikke er bundet til dem. Det er at åbne sind og hjerte, krop og følelser - hele vores eksistens - for Gud, det Yderste Mysterium, som er hinsides ord, tanker og følelser, med andre ord, hinsides det nærværende øjebliks psykologiske indhold. I centrerende bøn hverken fornægter eller undertrykker vi det, der er i vores bevidsthed. Vi accepterer ganske enkelt, uanset hvad der befinder sig der, og hæver os over det, ikke ved at anstrenge os, men ved at give slip på det.

Ifølge Baltimore Katekismen er „bøn at løfte hjerte og sind mod Gud". Når vi bruger denne gamle formel, er det vigtigt at huske, at det ikke er os, der udfører dette løft. I enhver form for bøn kan det kun være Åndens værk, når vi løfter hjerte og sind mod Gud. I bøn inspireret af Ånden giver vi os hen til den løftende bevægelse og opgiver al refleksion. Refleksion er en vigtig forberedelse til bøn, men det er ikke i sig selv bøn. Bøn er ikke alene det at give vores indre handlinger til Gud; det er at give os selv, give mig selv som netop den jeg er.

Åndens handlinger kan sammenlignes med det, en dygtig barnepige udfører, når hun lærer de adopterede børn i en velstående husstand, hvordan de skal opføre sig i deres nye hjem. Ligesom hjemløse, der er hentet ind fra gaden og anbragt ved et festbord i en elegant spisesal, har vi brug for en del tid og øvelse for at lære den rette bordskik. Vores baggrund gør, at vi lægger vores mudrede fødder op på bordet, smadrer porcelænet og vælter suppen ned i skødet. For at vi kan tilpasse os værdierne i vores nye hjem, er der brug for dybtgående forandringer i vores holdninger og handlingsmønstre. Derfor kan vi i begyndelsen opleve vores barnepige som streng og fyldt med forbud. Men i sine irettesættelser virker hun alligevel altid opmuntrende; aldrig fordømmende, aldrig dømmesyg, altid med en invitation til at forbedre vores liv. Centrerende bøn er en opdragelse, som gives af Ånden.

Vores medvirken i denne opdragelsesproces er, hvad den kristne tradition kalder selvfornægtelse. Jesus sagde: „Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig" (Mark 8,34). At fornægte sit inderste selv betyder at løsrive sig fra intellektets og viljens sædvanlige funktioner, som er dybtliggende egenskaber i os. Det kan betyde, at vi må give afkald på ikke alene vores almindelige tanker under bønnen, men også vores mest fromme refleksioner og stræben, så længe vi betragter dette som uundværlige midler på vejen mod Gud.

Det er naturligt for menneskets intellekt at forenkle de ting, det tænker over. En enkelt tanke kan således rumme en umådelig rigdom af refleksioner. Tanken selv bliver et nærvær, et udtryk for opmærksomhed snarere end forståelse. Hvis vi anvender dette princip på personen Jesus, kan vi se, at denne form for opmærksomhed på ingen måde udelukker hans menneskelighed. Vores opmærksomhed er alene rettet mod Jesus' nærvær, mod hans guddommelige-menneskelige væren, og ikke mod en særlig egenskab ved hans person.

Centrerende bøn er en del af en dynamisk proces, der udvikler sig gennem en personlig relation snarere end gennem strategi. Samtidig fremmes processen af en vis grad af struktur i vores bøn og livsstil, nøjagtig som motion og sund ernæring hjælper de unge til en harmonisk fysisk vækst.

En af den centrerende bøns første virkninger er frigørelsen af det ubevidstes energier. Denne proces fremkalder to forskellige psykologiske virkninger: Erfaringen af personlig udvikling i form af åndelig trøst, og erfaringen af menneskelig svaghed gennem ydmygende selverkendelse. Ordet selverkendelse er det traditionelle udtryk for det at blive bevidst om sin personligheds mørke side. Frigørelsen af disse to former for ubevidste energier må sikres gennem en veletableret praksis af hengivenhed for Gud og omsorg for andre. Ellers kan man, hvis man opnår åndelig trøst og udvikling, komme til at svulme op af lutter stolthed; eller man kan, hvis man føler sig knust ved erkendelsen af egen åndelig forarmelse, synke sammen i mismod eller endog fortvivlelse. Gode vaner som hengivenhed for Gud og tjeneste for andre er helt nødvendige midler til at stabilisere sindet over for følelsesladede tanker, hvad enten de er selvophøjende eller selvfornedrende.

Hengivenhed for Gud udvikles ved at engagere sig i åndelige øvelser, af kærlighed til Gud. Tjeneste for andre er en udadrettet bevægelse fra hjertet, fremkaldt af barmhjertighed. Denne tjeneste neutraliserer vores dybtgående tilbøjelighed til at være optaget af vores egen åndelige rejse og hvordan vi har det. Vanen med at tjene andre udvikles ved at forsøge at glæde Gud gennem vores handlinger og ved at vise omsorg for andre, i første omgang for dem vi lever sammen med. At acceptere andre betingelsesløst er at opfylde buddet: „Du skal elske din næste som dig selv" (Mark 12,31). Det er en praktisk måde at bære hinandens byrder på (Gal 6,2). At nægte at dømme, selvom man er stillet overfor forfølgelse, er at opfylde buddet om at elske hinanden „som jeg har elsket jer" (Joh 13,34) og at sætte sit liv til for sine venner (Joh 15,13).

Sjælens vedvarende forankring i hengivenhed for Gud og tjeneste for andre danner de to sider i en kanal, hvorigennem det ubevidstes energier kan frigøres, uden at sjælen oversvømmes af kaotiske sindsbevægelser. Hvis disse energier flyder på en ordnet måde mellem hengivenhedens og tjenestens bredder, vil de løfte os til højere niveauer af åndelig modtagelighed, forståelse og uselvisk kærlighed.

Disse to stabiliserende holdninger forbereder nervesystemet og kroppen til at tage imod Åndens rensende og helliggørende lys. Det gør det muligt for os at få øje på tanker og følelser, straks når de opstår, og inden de lægger beslag på os og holder os i deres greb. Efterhånden som vi frigøres fra vanemæssige tankers og ønskers herredømme, kan vi træde ind i indre bøn med et stille sind.

Frigørelse er selvfornægtelsens mål. Det er en ikke-besiddende indstilling til virkeligheden, der angriber det falske selv ved roden. Det falske selv er en gigantisk illusion; en byrde af tilvante tankemønstre og følelsesrutiner, som er oplagret i hjernen og nervesystemet. Ligesom programmerne i en computer starter de op, hver gang en bestemt livssituation trykker på en tilhørende knap. Det falske selv kan endog antyde, at dets højere hensigter er religiøst motiverede. Men sande religiøse holdninger kommer fra Gud, ikke fra det falske selv. Ånden helbreder vores selvcentrerethed ved roden og bliver selv kilden til vores bevidste aktivitet. For at vi kan handle spontant under indflydelse af Ånden i stedet for det falske selv, må fortidens følelsesmæssige programmering slettes og erstattes. Udøvelse af dyd er den traditionelle betegnelse for at slette de gamle programmer og skrive nye, der bygger på evangeliets værdier.

Jesus er, i sin guddommelighed, kontemplationens kilde. Alt hvad vi opfatter af Gud, kan kun være en afglans af hans nærvær og ikke Gud, som han er i sig selv. Når det guddommelige lys rammer det menneskelige sind, spaltes det op i mange aspekter — på samme måde som almindeligt lys brydes, når det rammer et prisme og danner spektrets forskellige farver. Der er intet forkert i at skelne mellem forskellige aspekter af det Yderste Mysterium, men det ville være en misforståelse at identificere dem med det utilgængelige Lys i sig selv.

Ånden taler til vores bevidsthed gennem Skriften og gennem det daglige livs hændelser. Reflekterer vi over disse to kilder til et personligt møde med Ånden, og får vi afviklet vores følelsesmæssige programmer til at opnå lykke, sætter det vores sjæl i stand til at lytte på mere fintmærkende niveauer af opmærksomhed. Ånden begynder så at henvende sig til vores bevidsthed fra denne dybe, indre kilde, som er vores sande selv. Dette kaldes med rette kontemplation.

Et eksempel på dette mønster er Forklarelsen på Bjerget. Jesus tog de tre disciple med sig, som var bedst forberedt til at tage imod kontemplationens nåde — dvs. dem, der var længst fremme i hjertets omvendelse. Med visionen på bjerget henvendte Gud sig til dem gennem deres sanser. Først blev de grebet af ærefrygt og glæde. Peter ville blive der for altid. Pludselig blev de indhyllet i en sky, som skjulte visionen og efterlod deres sanser tomme og i ro, men alligevel opmærksomme og årvågne. De kastede sig ned på deres ansigter — en gestus, som præcist udtrykte deres sindstilstand, på én gang tilbedelse, taknemlighed og kærlighed. Røsten fra himlen åbnede deres bevidsthed for tilstedeværelsen af Ånden, som hele tiden havde talt til dem i deres indre, men som de hidtil ikke havde været i stand til at høre. Deres indre åbenhed blev fyldt med det guddommeliges lysende nærvær. Ved Jesu berøring vendte de tilbage til deres normale opfattelse og så ham, som han var tidligere, men nu med troens forvandlede bevidsthed. De så ham ikke længere som et blot menneskeligt væsen. Deres modtagende og aktive evner var blevet forenet med Ånden; Guds indre og ydre ord var blevet ét. For de, der lever i denne bevidsthed, er det daglige liv en vedvarende åbenbaring af Gud. De ord, de hører i Skriften og i liturgien, bekræfter, hvad de har lært gennem den bøn, som er kontemplation.

 

*Evagrius, De Oratione 70 (PG 79, 1181C).

Kilde: Thomas Keating: Åbent Sind, åbent hjerte.
Forlag Boedal