Kardinal Karl Borromæus

- den unge kardinal, Martin Luther og Tridentinerkoncilet

Urovarsel over Nordeuropa

Middelalderens slutning blev en ny brydningstid i Europas historie. Begejstringen for renæssancen forledte mange mennesker til at foragte alt, hvad der hørte middelalderen til, og da middelalderen ganske særlig var præget af den kirkelige kultur, kritiserede de alt, hvad der havde med Kirken og troen at gøre. Desværre var der også meget inden for Kirken, der trængte til at rettes. I mange klostre var verdsligheden trængt ind; præsternes uddannelse og deres moralske liv lod tit meget tilbage at ønske; og de høje kirkelige embeder blev kun alt for ofte besat med adelige, der var mere interesseret i at opnå store indtægter, end at tjene Kirken. På den anden side var der også mange fromme kristne, der sørgede over det åndelige forfald og søgte at forny det religiøse liv. En af de kendteste var Thomas af Kempis, hvis bog »Kristi efterfølgelse« endnu i vore dage læses meget.

I Tyskland var stillingen meget spændt; kejserens magt var gået tilbage, landsfyrsterne blev stadig mere egenrådige, og der herskede megen nød og social uretfærdighed i riget. En national ånd var ved at vågne i folket; man var begejstret for alt, hvad der var tysk, medens man anså den italienske kultur for rent fordærvet. Da pavestolen stadig indkrævede nye skatter også i Tyskland til Europas forsvar mod tyrkerne, voksede uviljen mod paverne, og man talte om, at pengene nok snarere blev brugt til pavehoffet og til pragtbygninger i Rom. Stillingen var faretruende; men kun de færreste var klar over, at der kun skulle en lille gnist til for at antænde en verdensbrand.

Martin Luther

Gnisten blev tændt den 31. oktober 1517, da augustinermunken Martin Luther opslog et blad med 95 theser (påstande) på døren til slotskirken i Wittenberg. Heri angreb han ikke alene flere kirkelige misbrug, men også adskillige kristne trossandheder.

Anledningen til Luthers angreb var, at paven havde sendt en mand til Tyskland for at indsamle bidrag til Peterskirkens genopbygning. Til gengæld opnåede giverne aflad på de sædvanlige betingelser: skriftemål og kommunion, og som kvittering modtog de et trykt afladsbrev. Desværre var den måde, hvorpå indsamlingen foregik, så skandaløs, at mange med rette blev forargede.

Nu angreb Luther hele Kirkens afladslære og sagde, at mennesket kun bliver frelst ved troen på Kristus, og at alle gode gerninger og al bodsøvelse intet som helst var værd. Ved arvesynden var mennesket i bund og grund blevet fordærvet og kunne intet bidrage til sin frelse, men alene håbe på Guds barmhjertighed.

Luther var søn af jævne forældre, som havde sat alt ind på at give ham en god uddannelse, så han kom på universitetet i Erfurt og studerede retsvidenskab. Luther havde oprindelig ikke tænkt på at blive munk og levede et muntert og letsindigt studenterliv, indtil en forfærdelig oplevelse indgød hans følsomme sind en sådan angst for fortabelsen, at han gik i kloster, skønt han ikke havde kald dertil.

I begyndelsen gjorde han sig store anstrengelser for at overvinde alle fristelser; men da han ikke syntes, han kom nogen vegne, blev han fortvivlet og fandt først fred, da han ved at læse Paulus' breve kom til den overbevisning, at mennesket intet andet kunne gøre til sin frelse, end at tro på Gud. Alle forsøg på at bekæmpe den syndige natur var nytteløse, og derfor var der heller ingen mening med klosterlivet. Nogen tid efter forlod Luther da også sit kloster for at forkynde sin nye lære.

Den protestantiske reformation

Alle gode kristne harmedes over det store åndelige forfald i Kirken og længtes efter en reformation, en fornyelse af det religiøse liv og afskaffelse af misbrugene. Derfor vakte Luthers optræden i begyndelsen begejstring hos alle; men de mere besindige så snart, hvor det bar hen med Luthers reformation. Luther nøjedes ikke med at tale imod misbrugene, men angreb efterhånden flere og flere kristne trossandheder.

Han erklærede, at hverken paven eller de store kirkemøder, hvor alle Kirkens biskopper samledes, havde nogen myndighed. Enhver kunne jo bare læse i Biblen og finde sandheden der. Men allerede på Luthers tid viste det sig, at Biblens ord kunne forstås på mange måder. Reformatorerne blev uenige om næsten alle ting, og endnu i vore dage fortsætter uenigheden, og protestantismen deler sig stadig ud i nye »retninger« og sekter. Kirken derimod holder fast ved sin lære om, at kun den har modtaget magt og nåde af Helligånden til ufejlbart at fortolke Biblen efter Kristi og hans apostles mening.

I Rom var man i begyndelsen ikke klar over, hvor galt det stod til i Tyskland. Paven behandlede Luther med stor tålmodighed. Til sidst sendte han dog en bulle (en højtidelig skrivelse) til Luther, hvori han forkastede hans vildfarelser og opfordrede ham til at afsværge dem, da han i modsat fald ville blive udstødt af Kirken; men Luther brændte foragteligt bullen.

Den tyske kejser, Karl V, var en god katolik og ivrig efter at forsvare Kirken; men Luther fandt mægtige beskyttere i de tyske landsfyrster, der var ivrige efter at »reformere« deres fyrstendømmer. Derved blev de nemlig kirkelige overhoveder og kunne inddrage al Kirkens ejendom. Munke og nonner blev fordrevet fra deres klostre, som blev nedrevne eller ombyggede til andre formål. Men også over folket kom der store ulykker. De undertrykte bønder troede nu, at al myndighed skulle ophøre og alle være lige, og de rejste sig til et stort oprør, som dog blev slået ned af adelen. Oprørerne led en frygtelig skæbne, og bønderne blev endnu mere forkuede end før. Luther selv var efterhånden meget skuffet over, at hans reformation ikke gjorde menneskene frommere og lykkeligere.

Lutheranerne i Norden

Under Kristian II viste de første lutherske prædikanter sig i Danmark og fandt beskyttelse hos kongen, der lå i strid med adelen. Det var mest blandt de selvsikre borgere, prædikanterne fandt tilhængere; men også nogle af adelen sluttede sig til dem. En johannittermunk, Hans Tavsen, der var blevet sendt til Wittenberg for at studere den nye lære, så han bedre kunne forsvare den katolske tro, vendte tilbage som en begejstret tilhænger af Luther. Da borgerkrigen mellem Kristian II's parti og adelen udbrød, kom de adelige snart i en så vanskelig stilling, at de måtte have hjælp udefra. Trods biskoppernes protester valgte de i Ry kirke den luthervenlige hertug Kristian (III) til konge; dog måtte han først forpligte sig til at forsvare Kirken mod vranglærerne. Kristian III sendte så sin feltherre, grev Rantzau, med en pansret rytterhær til Danmark og slog borgernes og bøndernes hære. København overgav sig først efter to års belejring, og nu følte kongen sig stærk nok til, at han på herredagen i København 1536 kunne fængsle biskopperne og lade reformationen indføre. Efter en klog og lempelig overgangstid blev der givet så strenge love mod Kirken, at det blev umuligt for katolikker at opholde sig i Danmark.

Til Danmark hørte dengang Norge og Island; også her blev reformationen indført med magt trods folkets modstand. I Sverige var adelsmanden Gustav Vasa blevet konge; også han indså det fordelagtige i at indføre protestantismen og beslaglægge Kirkens ejendom.

Reformationen i andre lande

En anden reformator var Calvin, der gik endnu grundigere til værks end Luther og afskaffede alt, hvad der bare kunne minde om katolsk kristentro. Hans lære fandt navnlig udbredelse i de fransktalende dele af Schweiz, i visse egne af Frankrig samt i Holland. Derimod lykkedes det at standse reformationens fremtrængen i Italien og Spanien. Her opstod den katolske reformation, den såkaldte modreformation, som det lykkedes at tilbageerobre meget af det, der var gået tabt for Kirken. Om Kirkens ødelæggelse i England og Skotland har vi allerede hørt.

Karl Borromæus

Ved Lago Maggiore i Norditalien blev en af modreformationens største skikkelser født i 1536. Hans fader var en adelig officer, fattig, men godgørende. Også i Italien var der meget, der trængte til at rettes, det kunne Karl allerede se som dreng, og han besluttede at vie sit liv til Kirkens tjeneste. Fattigdommen var en stor hindring for ham i hans studieår. Bestandig var han plaget af pengevanskeligheder, og han skammede sig over, at han ikke var i stand til at betale sin gæld. Til tider ejede han kun et eneste par strømper. Men hvor mærkeligt det end lyder, kunne Karl have haft store summer til sin rådighed, hvis han havde villet.

Et af tidens alvorlige misbrug bestod i, at unge adelige ofte fik tildelt høje gejstlige embeder med store indtægter uden hensyn til alder, modenhed eller kald. Således var Karl allerede som 12-årig blevet udnævnt til abbed for det rige kloster i Arona, for at han kunne nyde godt af de store indtægter. Men Karl var selv klar over, hvor urimeligt det var, og han nægtede på det bestemteste at tage imod pengene; derimod tog han sine pligter som abbed meget alvorligt, og inden han var 20 år gammel, havde han helt fornyet munkenes liv i klostret, som blev et mønster på fromhed og hellighed. Samtidig passede han sine studier, der kostede ham meget arbejde, da han havde svært ved at lære.

Karl Borromæus bliver kardinal

Engang havde Karl Borromæus tilbragt nogle måneder i Milano sammen med sin morbroder, en berømt kardinal. Denne havde fået øjnene op for nevøens gode egenskaber, og da han i 1559 blev valgt til pave under navnet Pius IV, kaldte han Karl til sig i Rom. Dermed kom den unge gejstlige for alvor ind i det arbejde for Kirkens reformering, der skulle komme til at opfylde hele hans liv.

Da Karl Borromæus ankom til Rom, overdrog paven ham flere betydnings-fulde embeder, som gav ham store indtægter. Således blev han udnævnt til administrator for ærkebispedømmet Milano, det største efter Rom, skønt han ikke engang var præsteviet endnu. Få måneder senere modtog han sin udnævnelse til kardinal og blev samtidig pavens sekretær kun 22 år gammel.

Denne sidste stilling var så betydningsfuld, at alt, hvad der kom fra hans hånd, blev betragtet, som kom det fra paven selv. Ja, man sagde, at paven intet foretog sig, uden at have rådført sig med kardinal Borromæus. De store vanskeligheder efter det protestantiske oprør i Nordeuropa og tyrkernes trusler i Øst gav arbejde nok til kardinalsekretæren, som ofte måtte arbejde til langt ud på natten, når han kom hjem fra Vatikanet. En af de mest påtrængende opgaver var at få genåbnet kirkemødet i Trient, der var blevet afbrudt.

Tridentinerkonciliet

Da verden atter var faldet nogenlunde til ro efter trosspaltningen, var alle besindige mennesker klar over, hvor alvorligt det var, at kristendommen nu stod splittet. Katolikkerne sørgede over, at næsten halvdelen af alle kristne var blevet løsrevet fra Kirkens enhed; protestanterne var skuffede over, at reformationen var standset. Alle talte om nødvendigheden af et stort kirkemøde, der kunne bringe orden i forholdene; men da kirkemødet endelig blev åbnet i den tyrolske by Trient, udeblev protestanterne. Kirkemødet skulle fastslå, hvad der var kristen tro, og finde veje til at afskaffe misbrugene i Kirken.

Politiske stridigheder mellem de katolske lande gjorde det meget vanskeligt at gennemføre kirkemødet, som to gange blev afbrudt; sidste gang gik der 10 år, inden mødet atter kunne åbnes. Men da konciliet genåbnedes i 1562, lå dets ledelse helt i kardinal Borromæus' hånd, skønt han kun var 24 år gammel. Der blev gjort et vældigt arbejde i de to år, det endnu kom til at vare, og den 26. januar 1564 kunne paven stadfæste kirkemødets beslutninger.

Tridentinerkonciliet fastslog nøjagtigt alle de læresætninger, som protestanterne havde forkastet. Det var især læren om arvesynden, nåden, sakramenterne, messen, skærsilden og afladen. Til afskaffelse af misbrugene fastsatte kirkemødet regler for kardinalers udnævnelse, gav love om biskoppers og præsters forpligtelser og forlangte oprettelse af præsteseminarier, så præsterne kunne blive bedre uddannede. Endvidere erklærede kirkemødet, at den hellige Skrift og traditionen er den guddommelige åbenbarings to kilder; at alle dele af det gamle og det nye Testamente er inspirerede, det vil sige, at Gud selv har indgivet forfatterne, hvad de skulle skrive; og at traditionen er den del af åbenbaringen, der ikke er nedskrevet i Biblen, men er gået i arv fra apostlene og aldrig blevet forvansket.

Kirkemødet fastslog, at ægteskabet er uopløseligt, og det gjorde nøje rede for, hvad der er ægteskabshindringer. Blandt de bestemmelser, der blev truffet for at højne gejstligheden, nævnes, at biskoppen havde pligt til at bo i sit bispedømme, at han skulle besøge sognene og prædike for folket. Sognepræsterne skulle undervise menigheden i den kristne tro. I hvert bispedømme skulle der oprettes et præsteseminarium, en skole, hvor unge gejstlige kunne uddannes til præster. Ingen biskop måtte have mere end eet bispedømme, og ingen sognepræst mere end eet sogn. I klostrene skulle der kræves streng overholdelse af løfterne, og man skulle vise stor forsigtighed ved optagelse af nye medlemmer og ved valg af foresatte. Endelig bestemte kirkemødet, at der skulle udgives en stor katekismus til brug for sognepræsterne og kateketerne, og det blev kardinal Borromæus, der kom til at lede udgivelsen af den.

Med Tridentinerkonciliets bestemmelser var grunden lagt til en ægte reformation (fornyelse af det kristne liv), og i de følgende år rejste Kirken sig virkelig af forfaldet og blev renset og helliggjort.

Karl Borromæus og jesuitterne

Var kardinal Borromæus end nok så optaget af sit arbejde som pavens sekretær og som leder af Tridentinerkonciliet, fik han dog altid tid til overs til sit religiøse liv. I Rom fik han flere venner i den nystiftede jesuitterorden, som kom til at betyde meget for hans åndelige udvikling. Han, der trods sin fromhed ikke var fri for at være stolt af sin høje stilling og sin adelige slægt, blev meget betaget af den hellige jesuitterpater Frans Borgia, der, skønt han var af kongelig familie, elskede ydmyghed og fattigdom. Medens Tridentinerkonciliet stod på, havde Borromæus den store sorg at miste sin eneste broder. Mange mente, at han nu ville træde ud af den gejstlige stand og gifte sig for at fortsætte slægten. Det kan måske lyde mærkeligt for os; men dengang var det ikke usædvanligt, at unge mænd fik tonsuren, det vil sige blev optaget i den gejstlige stand, så de kunne nyde indtægterne af et kirkeligt embede, ja, endog blive kardinaler, uden at de blev viet til præster eller biskopper; derfor kunne de også træde ud igen og gifte sig. For at få klarhed over sit kald holdt Borromæus en retræte under ledelse af en jesuitterpater, og ved dens afslutning var han klar over, at det var Guds vilje, at han skulle vie sit liv og alle sine evner til Kirkens reformering. I september 1563 modtog han derfor præstevielsen.

Biskop af Milano

Nogle måneder senere modtog kardinal Borromæus bispevielsen og drog som ærkebiskop ind i Milano, som han allerede få år i forvejen havde fået overdraget som administrator. Det store ærkebispedømme, der omfattede 2200 kirker med 3000 præster, 90 nonneklostre og 1oo munkeklostre, modtog med jubel sin overhyrde; men næppe havde Borromæus holdt sit første møde med gejstligheden, før han blev kaldt til Rom, hvor hans onkel, pave Pius IV lå for døden.

Atter pavelig sekretær

Den nye pave, den hellige Pius V, bad kardinal Borromæus om indtil videre at overtage stillingen som sekretær. I de fem år, Borromæus kom til at tilbringe i Rom, fik han udrettet et beundringsværdigt arbejde i Kirkens tjeneste. Alt det, som Tridentinerkonciliet havde vedtaget, skulle nu føres ud i praksis. En mængde breve udgik fra hans hånd til biskopperne rundt omkring i Europa, som skulle vejledes, formanes, ja, undertiden trues, så Kirken virkelig kunne blive reformeret og misbrugene blive afskaffet. Også den store katekismus, som kirkemødet havde planlagt, fik han tid til at skrive. En af hans samtidige skrev om ham: »Hans liv er afgjort ikke af denne verden. Hans nidkærhed for religionen er så stor, at man med sikkerhed kan sige, at han gør Rom større nytte end alle kirkemødets afgørelser.«

Milano ærkebispedømme bliver reformeret

Da kardinal Borromæus endelig fik lov til at tage sin afsked og vende tilbage til sit bispedømme, var han lige fyldt 28 år. Det første, han påtog sig at reformere, var hans egen husholdning. Før han forlod Rom, havde han givet afkald på de store indtægter, hans afdøde onkel havde skaffet ham. De blev alle givet til velgørende formål. Også i Milano gav han al sin rigdom bort og benyttede kun to små værelser i det biskoppelige palæ. Under måltiderne, som var meget tarvelige, blev der læst højt som i klostrene. Ofte fastede han strengt på vand og brød og sov på de bare brædder. Hans venner bad ham tit skåne sit helbred, men han fandt i bønnen al den kraft, han behøvede til sit store reformarbejde.
Han arbejdede på præsternes helliggørelse, han oprettede seminarier til uddannelse af nye præster, og han fik dannet broderskaber af kateketer, som ved hans død talte over 5000 medlemmer i Milano alene, og som underviste i 740 skoler. Megen tid gik der også med at besøge landsbysognene. På sine rejser levede biskoppen endnu tarveligere end de fattige, han besøgte. Alle misbrug og uheldige tilstande blev påtalt, og selv var han så mild og god i sin optræden, at hans besøg fik fromheden til at vokse frem på ny.

Pesten i Milano

I august 1576 blev Milano ramt af en frygtelig pest, som rasede i 17 måneder og kostede mange tusinde mennesker livet. Folk faldt døde om på gaden; de, der kunne, flygtede bort, også embedsmændene, der skulle have sørget for ro og orden under de vanskelige forhold. Borromæus var selv bortrejst, da pesten udbrød; men han vendte straks tilbage til Milano for at være iblandt sit folk i nødens stund. Trods sommerens kvælende hede og den strenge vinter, der fulgte derpå, besøgte han daglig de syge og døende. Han satte mod i præsterne, der var bange for at blive smittet, selv brød han sig ikke om faren. Alt, hvad der kunne omsættes i penge i bispeboligen, blev solgt for at lindre nøden; og havde biskoppen ikke brød nok i sit eget hus til de sultne, tiggede han det hos andre. Så han folk fryse i kulden, gav han dem sine tæpper. De hjemløse skaffede han bolig i sit palæ eller hos sine venner. Da beboerne i de pestramte huse ikke måtte komme på gaden, blev der læst messe i det fri, og kommunionen rakt til dem gennem vinduet. Hele byen var som en stor kirke, hvor klokkerne ringede til bøn flere gange daglig, ja, endog om natten.

Mange af Milanos indbyggere, som havde set med uvilje på den strenge reformator, kom til at se deres ærkebiskop i et nyt lys i disse dage, da han utrættelig gik rundt og så til de nødlidende med trøst og opmuntring uden at skåne sig selv et øjeblik.

Den hellige Karl Borromalis døde i en alder af 46 år efter at have været Milanos ærkebiskop i 18 år.