Pave Gregor den Store

Pave Gregor den Store

Benediktinermunke styrer Kirken

Mange store og ædle mennesker indtrådte i tidens løb i benediktinerordenen. Man kunne synes, at deres store evner måtte gå tabt for verden, når de gik i kloster; men i virkeligheden blev det helt anderledes. Vi har allerede hørt om den store indsats, munkene gjorde for kulturen, og den kom alle mennesker til gavn. Men der udover har St. Benedikts orden skænket Kirken mange hundrede dygtige og fromme biskopper, ja, endog et stort antal paver. Den første af disse var den hellige Gregor den Store.

Roms Prætor

Gregor stammede fra en fornem romersk familie. Allerede som ung mand var han en lærd jurist, og da han var 34 år gammel, udnævnte kejseren ham til Roms prætor, en meget høj stilling, der gjorde ham til den øverste dommer og politichef. I den korte tid, han sad i embedet, nåede han at blive meget afholdt for sin retfærdigheds og sin godheds skyld. Dog — Gregor følte sig ikke tilfreds i sit høje embede, han følte sig draget mod noget andet, og efter hans mening større. Allerede året efter søgte han sin afsked og bad om optagelse i benediktinerordenen. Sit store hus i Rom lod han ombygge til et kloster, hvor han senere selv blev abbed.

Benediktinermunk

Gregor førte nu et stille, lykkeligt liv, delt mellem bøn, arbejde og studier; men en dag, da han gik over torvet, så han nogle unge mænd stå der. Det var angelsaksiske krigsfanger, der skulle sælges som slaver. Da Gregor hørte, at disse ulykkelige unge mænd endda var hedninger, følte han dyb medlidenhed med dette folk, og han ønskede, at han kunne drage til England som missionær. Det fik han dog ikke lov til; paven havde mere brug for ham andetsteds; men da han mange år senere selv blev pave, var noget af det første, han gjorde, at sende Augustin og 40 andre munke til England.

Pavens udsending

På den tid var hele Norditalien i de rå longobarders magt, og de truede bestandig den kejserlige del af Italien. Det ængstelige folk henvendte sig gang på gang til kejseren i Konstantinopel om hjælp, men forgæves. Kejseren troede ikke, det var så alvorligt, og han havde iøvrigt nok at gøre med at forsvare rigets østgrænse. Da sendte paven Gregor til kejserhoffet for at forklare, hvor nødvendig hjælpen var, hvis ikke kejseren ville miste resten af Italien, og det lykkedes Gregor at vinde hans tillid, så omsider en hær blev sendt afsted, og at man i fremtiden interesserede sig mere for Italiens vanskeligheder. Seks år blev Gregor som pavens udsending i Konstantinopel, hvor han vandt sig mange venner blandt biskopper og embedsmænd. Dog indså han, hvor svag kejsermagten var blevet, og han forstod, at man ikke skulle vente sig megen hjælp fra den kant.

En statsmand på pavestolen

I året 590 blev Gregor enstemmig valgt til pave, og det blev nu hans opgave at kæmpe for Kirkens frihed og udbredelse, men også at sikre folket mod barbarernes overgreb, da kejseren atter forsømte sin pligt. Siden Konstantins dage havde kejserne været tilbøjelige til at blande sig vel meget i Kirkens indre sager; men pave Gregor forstod på en klog, men fast måde at sætte en stopper for det. I Vesteuropa sendte han gesandter til de longobardiske og germanske konger og opnåede deres venskab, så man ikke mere behøvede at frygte dem.

Sankt Peters arvelod

I tidens løb erhvervede pavestolen store landområder, bondegårde, store godser, ja, endog byer. Disse besiddelser kaldtes »Sankt Peters arvelod«, og indtægterne deraf brugtes til at dække pavestolens udgifter, dels til at forsørge de fattige, forældreløse og gamle, og ikke mindst til at løskøbe krigsfanger, som ellers efter tidens skik blev solgt som slaver. Selv bespiste paven hver dag I 2 fattige ved sit bord.

Gregors forhold til jøderne

Gregor holdt fast ved, at næstekærligheden skulle udstrækkes til alle mennesker uden undtagelse. Mod de frafaldne kristne var han mild og kærlig, og mod jøderne viste han retfærdighed og venlighed. Da han fik at vide, at en biskop i sin iver for at kristne jøderne havde taget synagogen fra dem, befalede han, at den straks skulle gives tilbage, og han skrev til biskoppen, at man aldrig måtte tvinge folk til at blive kristne; kun ved mildhed og godhed måtte man søge at vinde dem.

Liturgien forskønnes

Som benediktinermunk elskede Gregor gudstjenesten frem for alt. Mange af de bønner, der bedes i messen, er indført af ham. Kirkesangen blev også forskønnet, og sangskoler blev oprettet; derfor kaldes de melodier, vi synger i højmessen: »gregoriansk koral«.

Den store pave

De fortvivlede tider under barbarernes stadige plyndringer og krigstog havde skadet Roms anseelse meget. Fromhed og lærdom var gået tilbage i kristenhedens hovedstad; men pave Gregor hævede atter Roms anseelse som Kirkens centrum ved at tilkalde lærde og fromme præster, som fik de kirkelige embeder. Der blev arbejdet som aldrig før, det forstår man, når man læser de mere end 800 breve, der er bevaret i afskrift, og som kun er en brøkdel af pavens store brevveksling med kejsere, konger, biskopper og abbeder i hele den kristne verden. »Gregor, Guds tjeneres tjener«, sådan underskrev han sine breve, og sådan opfattede han sin gerning. »Den første iblandt eder skal være alles tjener«, havde Kristus sagt, og det var det, den hellige Gregor den Store ville være.