Apostlen Simon Peter

- den 1. pave

Statue af Peter på Peterspladsen i Rom - med nøgle

Johannes Døberens discipel

Simon, Jonas' søn, var født i den lille galilæiske by Bethsaida, men senere flyttede han til Kafarnaum ved Genesareth sø. Sammen med sin broder Andreas drev han fiskeri på søen, hvor de havde egen båd. Som de fleste jøder på den tid længtes også Simon og Andreas efter Messias, den mand, der skulle befri folket fra dets trældom. Da Johannes Døberen begyndte at prædike, at tiden var kommet, da profetierne skulle gå i opfyldelse, gik brødrene hen til Jordandalen og sluttede sig til ham som hans disciple.

Kefas — Petrus

Her skete det en dag, at Andreas og hans ven Johannes kom hen til Simon og sagde: "Vi har fundet Messias." Simon fulgte med dem hen til Jesus, som modtog ham med ordene: "Du er Simon, Jonas' søn; du skal hedde »Kefas«.« Det var det aramæiske ord for klippe. På græsk blev det til Petros, på dansk Peter.

Herren giver Peter en særstilling

Fra det første øjeblik, de mødte, viste Jesus, at han havde udvalgt Peter til en vigtig stilling i sit rige. Han bød ham opgive sin fiskergerning for at blive »menneskefisker«, og han valgte ham som den første af sine tolv apostle. Ønskede Jesus at sejle over Genesareth sø, var det altid Peters båd, han brugte. Det var Peter, der sammen med Jakob og Johannes var til stede, da Jesus opvakte Jairus' datter, og da han blev forklaret på Tabor bjerg: Peter var en af de tre, Jesus bad om at våge med sig i Gethsemani have. Men det største øjeblik i Peters liv var, da Jesus grundlagde sin Kirke på ham og udtalte de betydningsfulde ord: »Du er Kefas, og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke; dig vil jeg give Himmeriges nøgler; alt, hvad du binder på jorden, skal være bundet i Himlen, og alt, hvad du løser på jorden, skal være løst i Himlen.« Efter sin opstandelse gjorde Jesus ham til leder for apostlene, som skulle drage ud i verden og prædike evangeliet.

Peters karakter

Som ægte galilæer var Peter dristig og rask til handling. Hans faste beslutsomhed gjorde ham til den fødte leder; men det kunne også ske, når vanskelighederne blev for store, at han fuldstændig tabte hovedet og gjorde ting, som han bagefter angrede dybt.

Peter overtager sit embede

Efter Jesu himmelfart vendte disciplene tilbage til Jerusalem for at afvente Helligåndens komme, og her besluttede Peter, at der skulle vælges en ny apostel i stedet for Judas, og loddet traf en discipel ved navn Matthias. På jødernes pinsefest, ti dage efter himmelfarten, kom Helligånden, som Jesus havde lovet, og opfyldte apostlene. Fra det øjeblik trådte alle deres fuldmagter i kraft, derfor regner vi pinsedag som Kirkens fødselsdag.

Som berusede af den overstrømmende glæde, Helligånden havde opfyldt apostlene med, gik de ud af huset for at give deres jubel luft. Uden at vide det priste de Gud på alle mulige sprog, så de fremmede pilgrimme undrede sig; men Jerusalems indbyggere spottede dem og sagde, at de var berusede af vin.

Peters første prædiken

Da tog Peter ordet. Han, der kun få uger i forvejen i sin angst havde fornægtet Jesus, stod nu foran en talrig skare og fortalte uden frygt, at Jesus af Nazareth, som jøderne havde forlangt skulle korsfæstes, var Messias, Guds egen Søn, som var steget ned på jorden for at frelse menneskene. Nu var han opstanden fra de døde, og apostlene, som havde set ham og talt med ham, var vidner derpå. Kun ved at tro på den korsfæstede Kristus kunne man frelses.

De første konvertitter

Da skaren hørte Peters ord, blev alle dybt grebne og spurgte, hvad de skulle gøre. Peter svarede: »I må angre jeres synder og lade jer døbe.« Og allerede på Kirkens første dag lod over 3.000 sig døbe. Det var begyndelsen til Kirkens sejrstog ud over hele verden.

Peters første undergerning

En dag gik Peter og Johannes op i templet for at bede. Ved tempelporten sad der blandt andre tiggere en mand, som var lam fra fødslen, og bad om en skilling. Da sagde Peter til ham: »Penge har jeg ikke, men jeg giver dig, hvad jeg har.« Og han greb hans hånd og sagde: »I Jesu Kristi navn rejs dig op og gå.« I det samme var krøblingen helbredt. En stor skare samlede sig straks om dem, og Peter benyttede lejligheden til atter at prædike om den korsfæstede og genopstandne Frelser, og denne gang sluttede 2000 jøder sig til de kristne.

De første forfølgelser

Nu begyndte ypperstepræsterne og det høje råd at blive ængstelige, og de lod derfor Peter og Johannes arrestere. Da Peter stod foran dommerne og blev spurgt om det under, han havde øvet, sagde han til dem, at det var gjort i Jesu Kristi navn, og modigt tilføjede han: »Det var ham, som I lod korsfæste; men på den tredie dag lod Gud ham opstå fra de døde. Kun i hans navn kan I blive frelst.« Da blev rådsmedlemmerne vrede og truede apostlene med strenge straffe, hvis de fortsatte med at prædike om Jesus. Men styrket af Helligånden svarede Peter roligt: „Skal man da ikke lyde Gud mere end mennesker?« Apostlene fortsatte derfor frygtløst med at udbrede kristendommen, og snart blev de alle stillet for Sanhedrin, den højeste jødiske domstol. Helst havde man dømt dem til døden; men en gammel, klog skriftlærd, Gamaliel, advarede dommerne og sagde, at hvis den nye tro blot var menneskeværk, ville den snart dø hen af sig selv; men stod Gud bagved, var det håbløst at bekæmpe den. Så lod rådet atter apostlene kalde ind og befalede dem, at de ikke måtte tale om Kristus; og for at de ikke skulle glemme advarslen, lod de dem piske. Men apostlene gik glade bort, fordi de havde fået lov til at lide for Kristi skyld.

Kirken i Jerusalem

De første kristne levede i stor fromhed og indbyrdes kærlighed. Mange af dem solgte deres ejendom og overlod pengene til apostlene, for at de skulle fordele dem mellem de fattige, som der var mange af. I særlig høj ære stod de enker, der helt havde viet deres liv til Gud.

Brødets brydelse

Endnu kom de kristne gerne i templet for at bede; men de tog ikke mere del i ofringerne, for de havde jo mistet deres betydning, efter at Jesus havde ofret sig selv på korset. Derimod samledes de kristne for at lytte til apostlenes undervisning og for at bede sammen. Derefter spiste man i fællesskab som tegn på kristen broderkærlighed, og mod måltidets slutning tog apostlene brød og vin og sagde de samme ord, som Jesus i nadversalen, hvorpå alle modtog den hellige Kommunion. Denne handling kaldte man »brødets brydelse«, senere »eukaristi« = taksigelse; vi kalder den »det hellige messeoffer«.

Apostlenes medhjælpere

Oprindelig vartede apostlene selv op ved bordet, idet de huskede Jesu ord om, at den første iblandt dem skulle være alles tjener. Men efterhånden blev der så mange kristne, at de ikke kunne overkomme det. Da besluttede Peter, at der skulle udvælges syv mænd til denne gerning, og apostlene lagde hænderne på dem og gav dem en del af deres åndelige magt. Disse medhjælpere fik navnet »diakoner« ; senere indførte apostlene også præsteembedet, selv var de de første biskopper.

Den første martyr

Kun få år fik de kristne lov at leve i fred, da brød en voldsom forfølgelse løs i Jerusalem. En af diakonerne, Stefan, prædikede i en synagoge om Jesu død og opstandelse; nogle af jøderne prøvede at disku-tere med ham, men kunne ikke klare sig. Da udbrød der pludselig tumult. Stefan blev grebet og slæbt uden for byen og stenet til døde. Hans sidste ord var: »Herre Jesus, modtag min ånd, tilregn dem ikke denne synd.«

De kristne spredes

Mange troende blev nu kastet i fængsel og mishandlet, og resten flygtede bort fra byen. Nogle drog til Samaria, andre ud over landets grænser til Damaskus og Antiokia; men overalt forkyndte de evangeliet, så forfølgelsen kun tjente til at udbrede kristendommen endnu mere. Apostlene selv blev boende i Jerusalem, hvorfra de rejste rundt og besøgte de nye menigheder. Således kom Peter til Joppe (Jaffa), hvor han opvakte en død kvinde ved navn Dorkas.

Evangeliet kommer til hedningerne

I Joppe havde Peter et syn; han så en dug komme ned fra himlen fuld af alle slags rene og urene dyr. En stemme befalede ham at spise; men Peter ville ikke røre noget, der var urent. Da sagde stemmen: »Hvad Gud har renset, skal mennesker ikke kalde urent.«

Indtil da var kun jøder blevet optaget i Kirken; nu ville Gud sige til Peter, at tidspunktet var kommet, da også hedninger skulle have adgang til Guds rige. Da synet var forsvundet, blev der banket på døren. Det var en udsending fra en romersk officer i Cæsarea ved navn Cornelius. Han havde også haft et syn, hvori Gud befalede ham at sende bud efter Peter i Joppe. Nu forstod Peter meningen med sit syn; han drog med budet op til Cæsarea og døbte Cornelius og hele hans familie.

Peter forlader Jerusalem

Nogen tid efter udnævnte den romerske kejser en ny konge i Palæstina ved navn Herodes Agrippa. For at gøre sig populær blandt jøderne lod Agrippa apostlen Jakob, Johannes' broder, henrette. Kort efter pågreb han også Peter og satte ham i fængsel for også at henrette ham. Men om natten blev Peter befriet af en engel og forlod landet. Foreløbig slog han sig ned i Antiokia, hvor der var mange kristne. Herfra drog han ud på lange missionsrejser; men enkelte gange kom han tilbage til Jerusalem, som i året 50, da apostlene samledes for at drøfte, hvilke betingelser man måtte stille, når hedninger ønskede at blive kristne. Det var det første kirkemøde.

PAVEALTRET I PETERSKIRKEN: Ligesom i kejser Konstantins basilika står højaltret også i den nye Peterskirke lige over apostlens grav. Foran altret fører en trappe ned til et lille kapel lige over graven. Over altret rejser sig en vældig baldakin på snoede broncesøjler. Kun paven læser messe ved dette alter.

Biskop af Rom

Omsider kom Peter også til Rom, hvor der var en stor jødisk koloni. Her prædikede han evangeliet og grundlagde den menighed, der skulle blive Kirkens centrum, efter at Jerusalem var blevet ødelagt. Det evangelium, som Peter forkyndte for romerne, blev nedskrevet af en mand ved navn Markus. Selv skrev Peter to breve, som blev sendt rundt til de kristne menigheder. En af de ting, han her understregede, var, at det ikke er nok at tro; troen skal også bære frugt ved gode gerninger.

Nedgang til Peters grav foran højalteret i Peterskirken

Peters martyrdød

Kristus havde engang forudsagt Peter, at han skulle komme til at give sit liv for ham. Nu gik det i opfyldelse. Under kejser Nero blev Rom ødelagt af en forfærdelig ildebrand. For at berolige folket, der mente, at det var kejseren selv, der havde ladet byen stikke i brand, gav Nero de kristne skylden. En voldsom forfølgelse udbrød, hvorved en mængde kristne blev dræbt på de grufuldeste måder. Peter blev også arresteret. Det fortælles, at Peter slap ud af fængslet og flygtede bort fra byen. Da mødte han Jesus på vejen. »Hvor går du hen, Herre?« spurgte Peter. »Til Rom for at korsfæstes i stedet for dig,« lød svaret. Da vendte Peter lydigt tilbage til fængslet. Det er antagelig kun en legende; men at Peter døde martyrdøden i Rom år 67, er en historisk kendsgerning. Efter sin død blev Peter begravet på en kirkegård ved Vatikanerhøjen uden for Rom, der, hvor Peterskirken nu står. Her rejste de kristne et lille gravmæle, som de værnede om med den største ærbødighed. Rester af det blev fundet for få år siden, da man foretog udgravninger under Peterskirkens gulv. Peters efterfølgere, biskopperne af Rom, som vi kalder paver, har siden apostelfyrstens død været Kirkens øverste ledere.

Kilde: "Store skikkelser - i Den katolske Kirkes historie" - udgave fra 1956