Perpetua og Felicitas

- to tidlige kvindelige martyrer i den kristne kirke

Omfattende kristenforfølgelser

Medens forfølgelserne i begyndelsen var temmelig spredte og som regel kun gik ud over enkelte fremtrædende kristne, blev forfølgelserne fra slutningen af det 2. århundrede værre og fik stadig større udstrækning. Kejserne var fast besluttet på at afskrække folk fra at blive kristne og at få de kristne til at falde fra Kirken.

Katekumenerne

Under sådanne forhold måtte Kirken være meget forsigtig med, hvem den optog, og den gjorde det kun efter en lang forberedelsestid. De mennesker, der forberedte sig til at modtage dåben, kaldtes »katekumener«. Ønskede en hedning at gå over til kristendommen, måtte han først finde en kristen, der ville anbefale ham til biskoppen og stå inde for, at han mente det alvorligt. Det svarer til fadderne ved dåben i vore dage. Så fulgte en forberedelsestid, hvor han sammen med andre katekumener blev undervist i den kristne lære, og hvor han måtte vænne sig til en kristen livsførelse. Havde biskoppen tillid til hans omvendelse, blev han forberedt til at modtage dåbens sakramente. Indtil da blev han ganske vist regnet med til de kristne og havde lov til at overvære messens første del, den såkaldte »katekumenmesse«; men når ofringen begyndte, måtte alle katekumener forlade kirken.

Perpetua

År 203 blev i Karthago en dag fem katekumener anholdt af statens embedsmænd. Inden de blev sat i fængsel, nåede de dog at blive døbt. En af dem hed Perpetua. Hun var en ung frue af adelig familie og havde en lille søn. Perpetua var en af de mange fornemme damer, der i de første tre århundreder gik over til kristendommen.

I fængslet

Undertiden fik fangerne besøg af deres slægtninge, og en dag blev Perpetuas lille søn bragt til hende. Hun fik lov til at beholde ham hos sig, så længe hun sad i fangenskab. Da hun havde fået sin moder og sine slægtninge til at love, at barnet skulle opdrages som kristen, skrev hun: »Så snart jeg havde opnået det, fik jeg mine kræfter tilbage og var ikke længere bekymret. Jeg var kun lykkelig over at være i fængslet, ja, der var ikke noget sted, jeg hellere ville være.«

Perpetua bliver dømt

Dagen nærmede sig, da Perpetua skulle for domstolen, og hendes hedenske fader kom til hende og bønfaldt hende om at have medlidenhed med hans høje alderdom. Han mindede hende om, hvor meget han altid havde holdt af hende; han bad hende om ikke at bringe skam over ham, og han bønfaldt hende om at tænke på sin moder, sit barn og sin familie. Under retsmødet kom han ind med barnet på armen, og med tårer i øjnene hviskede han: »Hav dog medlidenhed med dit barn.« Også prokonsulen, der sad i dommersædet, prøvede at tale hende til fornuft og bad hende tage hensyn til sit barn; der forlangtes jo »ikke andet« af hende, end at hun skulle afsværge sin kristne tro. Men Perpetua lod sig ikke rokke.

Perpetua elskede Gud højest

Perpetua og hendes venner blev dømt til at kastes for de vilde dyr. Da dagen nærmede sig, kom Perpetuas fader igen for at besøge hende og var helt nedbøjet af sorg. Perpetua blev også selv meget bedrøvet over at se ham sådan, for hun elskede både ham og sin familie meget højt, og da hun stod i amfiteatret og ventede på døden, bad hun om endnu engang at måtte tale med sin broder. Men trods alt elskede hun Gud endnu højere og var derfor rede til at give sit liv for ham. Martyrerne blev først pisket, og derefter blev et vildsvin, en bjørn og en leopard sluppet løs mod mændene ohg en vild ko mod kvinderne. Først eefter at de vilde dyr havde sønderrevet martyrerne, blev de dræbt med sværdet.

Den fornemme frue Perpetua og slavinden Felicitas, der døde sammen med hende, er kun to eksempler blandt de mange kvindelige martyrer på den tid. Vi mindes deres navne hver dag i messen, når præsten beder: »Også vi syndere, dine tjenere, som håber på din store barmhjertighed, beder om, at du vil give os en lille plads blandt dine hellige apostle og martyrer . . . . Felicitas, Perpetua, Agathe, Lucia, Agnes, Cæcilie, Anastasia . . .«, som gav deres liv for troens skyld i kristendommens første århundreder.

Kilde: "Store skikkelser - i Den katolske Kirkes historie" - udgave fra 1956