Den hellige Benedikt

- Europas værnehelgen

Sankt Benedikt - klosteret i Andechs

Det kristne munkevæsen

I de fredelige perioder mellem forfølgelserne i de første tre århundreder var der mange fromme kristne, der syntes, at når de ikke kunne komme til at dø for Kristus, ville de i hvert fald leve deres liv helt for ham. De trak sig da tilbage fra verden til øde egne og levede i klippehuler eller småhytter, hvor de tilbragte dagen med bøn og strenge bodsøvelser. Det mest nødvendige til livets ophold skaffede de sig ved at flette måtter og lign. Man kaldte dem eremitter — eneboere. Den berømteste eremit var den hellige Antonius i Ægypten, som døde 356. Han fik en del disciple, som ønskede at følge hans eksempel, og som slog sig ned i hans nærhed. Snart dannede de et lille samfund, som fulgte bestemte leveregler. Det var begyndelsen til det kristne munkevæsen.

Munke er mænd, som lever i klostre. De har valgt at følge evangeliets råd om at give afkald på ægteskab, ejendom og frihed for helt at vie deres liv til Gud. Efter Antonius' død vågnede interessen for klosterlivet rundt omkring i den kristne verden, i begyndelsen mest i de østlige lande, men efterhånden også i Vesteuropa.

Benedikt af Nurcia

Omkring år 500 var det vestromerske rige i stærkt forfald. Slaphed og nydelsessyge bredte sig mere og mere, selv blandt de kristne. Barbarernes plyndringstogter ødelagde store kulturværdier og bragte megen nød over de fattige, og ingen gjorde rigtig noget for at bringe riget på fode igen. Det var, som om man helt havde givet op overfor vanskelighederne.

På den tid blev Benedikt født i den lille italienske by Nurcia. Hans fader, der var embedsmand, sendte senere drengen til Rom, for at han kunne blive uddannet. Benedikt blev meget frastødt af det letsindige liv, man førte i hovedstaden. Han kunne ikke undgå at se, at her lå den egentlige grund til det engang så stolte og mægtige Romerriges fornedrelse. Skulle den kristne verden reddes, måttte den opdrages påny. Benedikt følte, at Gud havde kaldet ham til denne store opgave; men han var ydmyg og klog nok til at indse, at han måtte begynde med sig selv.

Benediktklosteret i Subiaco

Benedikt forlader verden

Endnu kun en stor dreng vendte Benedikt den nydelsessyge verden ryggen og drog ud i de vilde Sabinerbjerge, hvor han i nærheden af Subiaco fandt en klippehule, der var så utilgængelig, at han måtte lade sig hejse derned. En munk fra et nærliggende kloster lovede hver dag at fire en kurv med et brød i ned til ham. Her begyndte den unge eneboer den hårde kamp mod den syndefulde menneskenatur, og årene modnede ham til at blive den mand, der skulle genrejse den kristne verden og opdrage en ny slægt, for hvem livet var bøn og arbejde, en slægt, som forstod, at mennesket adles gennem selvdisciplin og gudsfrygt.

Monte Cassino

Klostret på Monte Cassino - mellem Rom og Napoli

Da Benedikt atter vendte tilbage fra ensomheden, begyndte unge mænd at flokkes om ham. De ville gerne vie deres liv til Guds tjeneste og leve under Benedikts vejledning. Med denne lille skare drog han sydpå til bjerget Monte Cassino. Her fældede munkene en hedensk offerlund og byggede et kloster.

Otte gange i døgnet kaldte klokken munkene til bøn i kirken; gudstjenesten gik frem for alt, lærte Benedikt. Resten af dagen gik med arbejde og studier. Munkene udførte selv alt det arbejde, man tidligere havde overladt til slaverne. Her betød rang og lærdom intet.

Benedikts ry som opdrager bredte sig over hele Italien, og mange fornemme folk sendte deres sønner til ham, for at han skulle uddanne dem til mandige kristne personligheder. En del af drengene kom til at holde så meget af livet i klostret, at de bad om at blive optaget som novicer (lærlinge), for senere at få lov til at aflægge munkeløfterne.

I nærheden af Monte Cassino grundlagde Benedikts søster, den hellige Skolastika, et lignende kloster for kvinder, der fulgte de samme leveregler som munkene.

Monte Cassino mellem Rom og Napoli

Benedikts munkeregel

Rig på erfaring i den vanskelige kunst at opdrage mennesker til virkelige kristne skrev den hellige Benedikt på sine gamle dage en regel for munkenes liv i klostrene, som kunne tjene til brug for hans efterfølgere. Den byggede på mådehold og mildhed og var lige langt fra slaphed og overdreven strenghed. Bøn og arbejde var dens grundregel. Under denne regel har benediktinerordenens munke levet i 1400 år. Den ånd, der udgik fra dens klostre, forandrede verden og skabte den kristne kultur i Europa.

Munkene i Irland

Når Benedikts munkeregel fik så stor en udbredelse, ligger det i, at den let lod sig tilpasse efter forholdene i de forskellige lande, og at den egnede sig så godt for de vesteuropæiske folk. Men der fandtes også andre og ældre munkeordener, både i østerlandene og i Irland. Her levede den hellige Patrick i 100 år før St. Benedikt. Patrick kom efter mange spændende oplevelser i sin ungdom til Frankrig, hvor han blev kristen. Siden vendte han tilbage til Irland, hvor han grundlagde flere klostre, hvorfra missionærer drog ud og kristnede landet.

Benediktinermunkene i England

Omkring år 600 sendte pave Gregor den Store, der selv havde været benediktinermunk, 40 munke til England, for at de skulle omvende landet til kristendommen. Ganske vist havde der tidligere været kristne i England; men indvandrede skotter, anglere og saksere havde fordrevet dem til afsides liggende egne i Cornwall og Wales. Benediktinermunkene grundlagde et kloster i Canterbury, og abbeden, den hellige Augustin, blev Englands første ærkebiskop. Munkene gjorde deres klostre til store kulturcentrer, hvor hedningerne gerne kom for at lære landbrug, håndværk og boglig lærdom. De, der gik over til kristendommen, slog sig gerne ned i nærheden af klostret, og en hel by voksede op omkring det. Bøn, arbejde og det gode eksempel var munkenes vigtigste våben i kampen mod hedenskabet.

Benediktinermunkene i Tyskland

Fra England vendte munkene sig mod Tyskland. Her var der også oprindelig mange kristne, især i Rhinegnene, som havde hørt ind under Romerriget; men hedenske og arianske germanere havde erobret landet tilbage, og alt var nu i forvirring. I et engelsk kloster levede der på den tid en munk af fornem slægt, Bonifatius, som længtes efter at drage som missionær og måske få lov til at give sit liv for Kristus. Han fik pavens tilladelse til at drage til Tyskland for at genoprette Kirken der.

Med sit ukuelige mod vandt han hedningernes respekt. Sin største sejr opnåede han, da han fældede en berømt eg, der var indviet til guden Thor, og som germanerne betragtede som en af deres største helligdomme. Alle ventede, at Thor ville hævne sig frygteligt; men egen faldt, uden at der skete Bonifatius noget; og som den praktiske mand, han var, brugte han træet til at bygge et kapel. Denne begivenhed gjorde et dybt indtryk på germanerne, der nu så, hvor magtesløse deres guder var overfor den hvide Krist.

Domkirken i Fulda

I arbejdet for Tysklands omvendelse fik Bonifatius en uvurderlig hjælp af de engelske benediktinernonner, der kom til ham under ledelse af hans niece, den hellige Lioba. Bonifatius havde en særlig forkærlighed for de vilde frisere i Holland. Blandt dem endte han sit store arbejde med at give sit liv for troen i 754. Han blev begravet i byen Fulda, hvor han æres som Tysklands apostel.

Munkenes kulturarbejde

Det er benediktinerordenens store fortjeneste, at den reddede Romerrigets høje kultur for det kristne Europa på et tidspunkt, hvor barbarernes ødelæggelsestrang og romernes ligegyldighed var ved at lade den gå til grunde. Foruden arbejdet med at rydde skove, bygge veje og udtørre sumpe tilbragte munkene også megen tid med at afskrive bøger; det var jo længe før bogtrykkerkunstens opfindelse. De afskrev ikke bare Biblen og fromme skrifter, men også de verdslige forfatteres bøger, så de blev bevaret for efterverdenen. I de store biblioteker i vore dage findes endnu mange af disse håndskrifter, ofte smukt udstyrede med håndmalede begyndelsesbogstaver og billeder.

Kilde: "Store skikkelser - i Den katolske Kirkes historie" - udgave fra 1956