Den hellige Thomas More

- en kristen humanist

Thomas More

Renæssancen

Da det romerske Rige gik til grunde ved middelalderens begyndelse, var det, som vi har set, især klostrene, der reddede resterne af den græsk-romerske kultur fra undergang. Både hedenske og kristne forfatteres bøger blev afskrevet; men det var naturligvis de kristne kirkelæreres bøger, der mest interesserede munkene. Middelalderens folk var krigere, bønder og håndværkere og havde ikke megen interesse for lærdom og kunst; det overlod de til gejstligheden. Derfor blev middelalderens kultur ikke bare en kristen, men også i høj grad en kirkelig kultur.

Mod middelalderens slutning, da det blev mere almindeligt, at lægfolk studerede ved universiteterne, begyndte man også at interessere sig for andet end religion. Særlig i Italien, hvor stolte ruiner endnu vidnede om oldtidens prægtige templer og paladser, og hvor spaden gang på gang stødte på skønne statuer i jorden, havde man aldrig helt glemt mindet om den store romerske kultur.

Nu voksede interessen for oldtiden som aldrig før. Kunstnerne efterlignede oldtidens mestre og skabte en ny kunst, der ikke var himmelstræbende som den gotiske, men ligesom mere menneskelig. De lærde gennemsøgte klosterbibliotekerne for at finde afskrifter af de hedenske forfatteres værker, og man håbede, at studiet af dem skulle gøre menneskelivet rigere og skønnere. Den store, gamle kultur skulle ligesom fødes på ny; derfor kaldtes tiden "renæssance" - genfødelse.

Humanisterne

De mennesker, der var grebet af de nye tanker, kaldtes "humanister" (de, der studerer menneskelivet). Der var både gejstlige og lægfolk iblandt dem, paver, biskopper, kunstnere, digtere og videnskabsmænd. Mange af dem forblev tro mod Kirken og mente, at kun ved at forene kristendom og kultur kunne menneskelivet blive virkelig fuldkomment og lykkeligt. Andre derimod blev ligegyldige eller fjendtlige overfor Kirken, ringeagtede dens myndighed og var mere eller mindre hedenske i deres tankegang og levevis.

En kristen humanist

Thomas More var søn af en londonsk sagfører og født i 1478. I en alder af syv år blev den opvakte dreng sendt i Londons bedste latinskole, hvor der kun blev undervist på latin. Samtidig kom han i huset som page hos Englands kansler, den mægtige ærkebiskop Morton. Her så Thomas mange af landets lærdeste og betydeligste mænd komme på besøg, og han lærte meget ved at lytte til den interessante og livlige samtale ved ærkebiskoppens bord. Han opdagede også, hvor lidt man kan stole på lykken og på de mægtiges gunst. Den mand, der den ene dag stod på magtens tinde, kunne den næste dag være faldet i dyb unåde.

Kansleren, som holdt meget af den kloge og begavede dreng, talte tit med ham og beundrede hans forstandige svar. Han gav ham også flere gode råd, som han kunne få brug for, hvis han selv engang skulle blive en stor mand. Navnlig rådede kansleren ham fra at blande sig i kongers og fyrsters stridigheder, hvis han ville undgå at skaffe sig mægtige og farlige fjender. En dag sagde ærkebiskoppen til sine gæster: "Læg mærke til den dreng, der varter op her ved bordet. Hvis vi ellers lever længe nok, vil vi en dag få ham at se som en mægtig mand."

Student i Oxford og London

Kun 14 år gammel kom Thomas til universitetet i Oxford, som var berømt for sin undervisning i den græske og romerske kultur. Thomas kastede sig med begejstring over studiet, især af de gamle græske digtere. I modsætning til i mange andre lande var humanisterne i England katolske i deres tankegang, og derfor betød studierne for Thomas, at han kun kom til at holde endnu mere af Kirken, ligesom også hans personlige fromhed blev dybere. Kun to år fik Thomas lov til at studere humanisme i Oxford, så sendte hans fader ham tilbage til London, for at han kunne studere jura (retsvæsen) og uddanne sig til sagfører. Mest af lydighed mod sin fader gennemførte Thomas hurtigt studiet og nåede sit mål i en alder al 23 år. Han fik dog også tid til at foretage udenlandsrejser, hvor han besøgte Europas berømteste universiteter og vandt sig mange venner.

Erasmus af Rotterdam

Blandt disse venner var den betydeligste mand den store hollandske humanist, Erasmus af Rotterdam. Han besøgte senere Thomas More i London og boede et helt år hos ham. De var begge begejstrede for de græske og latinske forfattere, som de oversatte; ja, de skrev endda små værker på disse sprog. Skønt vidt forskellige nød de hinandens selskab. Begge elskede latter og humor. Dog, medens Erasmus var spydig og bitter og lo ad folk, foretrak Thomas More, der var mild og overbærende, at le med folk. Thomas More skrev blandt andet en mærkelig bog om et opdigtet land, "Utopia", hvor han uden at fornærme nogen kunne pege på mange uheldige tilstande i England.

Thomas More i sit hjem

Som ung havde Thomas More en tid troet, han havde klosterkald; men da han blev klar over, at det ikke var tilfældet, giftede han sig og fik fire børn, tre døtre og en søn. Han elskede sin hustru og sine børn meget højt, og det var hans største glæde at opholde sig i sit hjem. Han ønskede, at hans hjem skulle være et lille paradis på jorden, og derfor ofrede han alt på børnenes opdragelse. Hellere end rigdom ville han give dem en god uddannelse. Thomas More var godt klar over, at der var meget både i verden og i kirken, der ikke var, som det skulle være. Verden trængte ganske afgjort til en fornyelse, en reformation; men han vidste også, at enhver måtte begynde med at forny sig selv. Derfor var han mådeholden med mad og drikke, noget, der var en sjældenhed blandt datidens mennesker. Hver morgen gik han til messe og brugte daglig nogen tid til bøn og from læsning. Skulle han udføre en vanskelig opgave, forberedte han sig altid ved bøn og ved at modtage den hellige kommunion. Mange ansete mænd kom som gæster i hans hjem; men endnu mere velkomne var de fattige og nødlidende.

Henrik VIII' strid med Kirken

En dag havde kong Henrik VIII overværet et retsmøde, hvor Thomas More som sagfører havde optrådt så strålende, at kongen besluttede at lade ham føre alle kronens retssager i fremtiden. Kort tid efter blev Thomas More i en alder af 51 år udnævnt til Englands kansler, landets højeste embede. Det var imidlertid på et meget vanskeligt tidspunkt, da der var udbrudt en farlig strid mellem Henrik VIII og paven.

Henrik VIII skulle egentlig ikke have været konge, og han havde derfor gennem teologiske studier forberedt sig på engang at blive Englands primas (øverste ærkebiskop) ; men Henriks ældre broder døde, så han arvede riget og giftede sig med hans enke, Katarina af Aragonien. Det gik da også meget godt en tid, kong Henrik var en god katolik og skrev endda et dygtigt skrift imod Luthers forsøg på at afskaffe sakramenterne, så paven gav ham titlen "troens forsvarer". Men en skønne dag blev kongen forelsket i en hofdame, Anna Boleyn. Hun krævede at blive gift med kongen og blive dronning. Henrik VIII lod da sit første ægteskab erklære for ugyldigt, og den gejstlige domstol, der skulle behandle sagen, turde ikke sige kongen imod; men nu forlangte paven selv at undersøge sagen og erklærede derefter ægteskabet med Katarina af Aragonien for gyldigt.

Kirkens forsvarer

Da Thomas More tog mod stillingen som kansler, havde han betinget sig, at han ikke skulle have noget at gøre med kongens ægteskabssag. Han var selv en trofast katolik og ville på ingen måde i strid med paven. Men på grund af de store religiøse oprør, som Luther og Calvin havde rejst i Nordeuropa og Frankrig, var der stor fare for, at også England skulle løsrive sig fra Kirken. Allerede før Thomas More blev kansler, havde han skrevet flere forsvarsskrifter for den katolske tro imod protestanterne, og det fortsatte han med.

Martyren Thomas More

Så længe Henrik VIII ikke blandede sin kansler ind i striden om ægteskabet, blev Thomas More i sin stilling; men da kongen brød med paven og tvang en forsamling af høje gejstlige til at anerkende ham som den engelske kirkes overhoved, trak han sig tilbage fra sit embede. Men Thomas More fik dog ikke fred, dertil var han alt for kendt og anset i England.

Folket var imod kongens skilsmisse, og derfor var det vigtigt at få Thomas More til at anerkende den. Da det ikke lykkedes, blev han anklaget for bestikkelse; men man blev nødt til at frikende ham. Den nye kansler, Cromwell, bestemte nu, at alle biskopper og adelsmænd skulle aflægge ed på, at de anerkendte kongen som den engelske kirkes overhoved. Det kunne Thomas More ikke gå med til. Han var rede til at sværge kongen troskab som rigets øverste, men aldrig som Kirkens. Han blev derfor sat i fængsel i fæstningen Tower og året efter dømt til døden som højforræder.

Thomas More blev halshugget den 6. juni 1535. Selv da han stod på skafottet, svigtede hans humor ham ikke. Da øksen skulle falde, strøg han sit skæg til side med den bemærkning, at det ikke skulle rammes, for det havde bestemt aldrig forrådt nogen. Thomas More, den store statsmand og humanist, døde som martyr for sin tro på, at Kristus har betroet sin Kirkes øverste myndighed til apostlen Peter og hans retmæssige efterfølgere, de romerske biskopper. Kirken ærer ham som helgen og martyr.

Reformationen i England

Trods skilsmissen og løsrivelsen fra Rom blev kong Henrik dog ved med at tro på den katolske Kirkes lære. Lutheranere og calvinister, som prøvede at udbrede deres lære i England, blev fanget og dømt til døden. Efter Henrik VIII' død, da hans datter Mary Tudor kom til magten, vendte England da også tilbage til den katolske Kirkes enhed. Som sin fader gik dronning Mary hårdt frem mod de protestantiske prædikanter og blev derved så forhadt af deres tilhængere, at de kaldte hende "Maria den Blodige". Hendes efterfølger, dronning Elisabeth, skulle dog overgå hende i strenghed.

Elisabeth havde vist egentlig ingen tro, hun var nærmest ateist; men da paven nægtede at anerkende hende som dronning, fordi hun var født i Henrik VIII' ugyldige ægteskab, blev hun den katolske Kirkes bitre fjende. Nu blev protestantismen for alvor indført i England. Læren blev nærmest calvinistisk i sin strenghed; men mange skikke og embeder fra den katolske tid blev bevaret til stor forargelse for de strengeste protestanter, puritanerne. Katolikkerne blev forfulgt og idømt store pengebøder, hvis de ikke kom til protestantisk gudstjeneste; de kunne ikke opnå embeder, og der var strenge straffe for at huse en katolsk præst og lade ham læse messe i sit hus. Blev en præst pågrebet, blev han idømt en grusom dødsstraf: først hængt, og derefter, endnu levende, parteret og lagt på hjul og stejle. Skønt mange blev martyrer, var der dog aldrig mangel på modige præster, der var parat til at sætte deres liv ind for at bevare troen hos de katolske familier, der var forblevet trofaste overfor Kirken.

Skotland og Irland

I Skotland blev calvinismen indført af en mand ved navn John Knox (noks), trods dronning Mary Stuarts modstand, og en hård og livsfjendsk kristendom kom til at beherske folket. I Irland, som englænderne havde erobret, kom protestantismen derimod aldrig til magten. Irlænderne forblev Kirken tro trods frygtelige forfølgelser. En del skyldes det måske, at protestanismen for dem var den forhadte fjendes religion. Det er i vore dage navnlig de irske udvandrere, som har udbredt Kirken i de engelsktalende lande, især i Nordamerika og Australien.

Kilde: "Store skikkelser - i Den katolske Kirkes historie" - udgave fra 1956