I Danmark taler vi sjældent om provokeret abort i medierne, og mange unge opfatter den såkaldte "ret" til provokeret abort som en naturlig foranstaltning. I virkeligheden er afbrydelsen af liv et naturstridigt indgreb og udtryk for menneskeligt hovmod.

Få danskere taler om det ufødte barns ret til sit liv og om den retfærdighed det unddrages. Hovmodet, umoralen og uretfærdigheden er blevet det almindelige.

Den 1. søndag i hver måned samles en gruppe mennesker til "Bøn foran Rigshospitalet".

Det kan fremstå paradoksalt, at vi smiler og er i godt humør. Det er fordi vi er glade for at handle på en uretfærdighed - gøre noget - og fordi vi tror på, at ethvert menneske er villet af Gud. At det ufødte barn altid er en glæde og aldrig en forhindring eller belastning.

Vi tror på, at hvis den aborttruede familie bliver mødt med bøn, vejledning og opbakning og aldrig fordømmelse, vil den måske næste gang handle til fordel for det ufødte barn, og vi har valgt at bruge samværet i "Bøn foran Rigshospitalet" som udtryk for dette håb.

Et håb hvor vi giver stemme til det ufødte barn. Et håb om at fravælge hovmodet og vælge livet og retfærdigheden.