Gudsmoders rosenkrans

Det umiddelbare indhold af rosenkransbønnen er Marias skikkelse. Fra begyndelsen af var hun dyrebar for kristne hjerter. Allerede Jesu disciple viste hende en særlig kærlighed og ærefrygt. Det føler man, når man går de få steder efter i evangeliet, hvor hun nævnes.

Læs mere: Rosenkransen og Rosenkransen x 6

Af p. Romano Guardini "Gudsmoders Rosenkrans" - Sankt Ansgars Forlag 1940

Det kristne folk har altid elsket Maria med en kærlighed, som var forbeholdt hende alene, og det var ingen god tid, da kristne mennesker troede, at de for Jesu æres skyld måtte løsne de ældgamle bånd, som bandt dem til hans mor (reformationen - red.).

Hvem er hun? Lad os sige det så almindeligt, som det overhovedet kan siges. Hun er den, for hvem Jesus Kristus, Guds Søn og vor Frelser, blev indholdet af hendes liv som kvinde. Det er en kendsgerning, der er lige så enkel og tillige så højt hævet over alle jordiske målestokke som dét at Gud blev menneske.

Der er to muligheder for storhed. Den ene består i selv at være stor: en skaber, en helt, en forkynder, et menneske med en særlig kaldelse - den anden består i at elske en sådan storhed, og dette synes at være to jævnbyrdige størrelser. Skal man omslutte en andens tilværelse og bære den i sig, må ens eget hjertes kræfter holde mål med den, man elsker, og med hans udvælgelse... Hvad betyder det så, at Jesus Kristus var indholdet i Marias Liv? Ja, vi føler os på forhånd advaret. Aldrig kan selv det dybeste menneskehjerte træde i samme forhold til Kristus som til mennesker, man elsker. Det uforenelige rejser sig imellem disse to forhold, for skønt han er vor broder, har han dog sin dybeste rod på Guds side. Ja, alt hvad vi lige har sagt om mål og storhed, bliver skævt og må derfor slettes. Og dog står det fast, at Maria var hans mor. Hvor evangeliet end taler om hende, viser hun sig ikke blot som den, der fødte og opdragede Guds Søn, som en, der var uundværlig, men dog ikke hørte med til det egentlige. Nej, hun står levende, vidende og elskende i selve dette, som er det helligste.

Maria og virkeligheden

Allerede beretningen om englens budskab må være nok for hvert troende menneske, der læser den rigtigt. Den betyder jo ikke en meddelelse om, at den guddommelige rådslutning skulle fuldbyrdes gennem hende, men den betyder spørgsmålet, om hun er villig til, at det sker. Dette øjeblik er en afgrund, som kan gøre os svimle, for her står Maria med sin frie vilje og den første afgørelse om hele frelsen. Men hvad betyder det, når spørgsmålet: »Vil du hjælpe med til, at Frelseren kommer?« falder sammen med det andet spørgsmål; »Vil du være Moder?« Hvad betyder det, at hun undfangede, bar og fødte Guds Søn og verdens frelser? At hun ængstedes for hans liv og for hans skyld vandrede i landflygtighed? At han voksede op ved hendes side i det stille hjem i Nazaret; at han siden drog bort for sin kaldelses skyld, men at hun, som skriften antyder, fulgte ham med sin kærlighed og til sidst stod under hans kors? At hun erfarede hans opstandelse og efter himmelfarten ventede på Åndens komme blandt disciplene og blev overstrømmet af Åndens kraft? At hun så levede resten af sit liv under den discipels omhu, »som Jesus elskede«, og som han selv havde betroet hende til - indtil hendes Søn og Herre kaldte hende til sig?

Skriften siger kun lidt herom, men er alligevel tydelig nok for den, som vil forstå - ja, så meget des mere, som det jo til syvende og sidst er Marias egen stemme, vi hører gennem Skriften - hvor skulle evangelisterne ellers have hørt om menneskevordelsen, om de første begivenheder fra Herrens barndom og om valfarten til Jerusalem? Hvis vi ikke vil anse de første kapitler i evangelierne for legender (og enhver må forstå, hvad han i så fald gør: han anmasser sig retten til at dømme om, hvilke af skriftens ord, der er Guds ord, og ophæver dermed principielt hele Åbenbaringen), så kan vi kun sige, at hendes minder, hendes oplevelser og hendes væsen står bag ved beretningerne om Jesu barndom. Og ikke bag ved dem alene; det er umuligt andet, end at hun, som havde levet tredive år sammen med Herren, har talt om ham efter hans bortgang. Hvilken virkning hendes fortællinger og dermed hendes egne oplevelser har øvet på hele kristusforståelsen og kristusforkyndelsen lader sig slet ikke overskue.

Dette menneskeliv har intet eventyragtigt, intet legende over sig. Det er ganske enkelt, helt virkeligt - men hvilken virkelighed! Legenden taler ofte fromt og dybsindigt, men ikke sjældent uden alvor, ofte tilmed tåbeligt. Selv hvor den er virkelig from, kan den være en fare. Den fortæller vidunderlige ting, men svækker derved let sansen for, hvad der er meget smukkere, meget frommere, meget mere vidunderligt end nogen legende, nemlig virkeligheden. Således som skriften fortæller Marias liv, er det så menneskeligt sandt som intet andet; men i denne menneskelighed er det fyldt af en Gudsnærhed og kærlighed, hvis dybder vi ikke kan udgrunde. Og det er dette Liv, som rosenkransbønnen retter sig mod.

Jesus er centrum

Jesus er indholdet af denne kvindes Liv, som barnet er livets indhold for den mor, for hvem det er et og alt. Men samtidig er han også frelseren for hende, og det kan intet barn være for sin mor. Når der tales på den måde om moder og barn, er det som oftest kun talemåder. I Marias forhold til Jesus fuldbyrdes derimod ikke blot hendes menneskeligt-moderlige tilværelse, men også hendes forløsning. Idet hun bliver mor, bliver hun kristen. Idet hun lever med sit barn lever hun med Gud, hvis levende åbenbaring han er. Idet hun menneskeligt vokser med sit barn, som enhver mor gør det, når hun virkelig elsker, og idet hun med al den forsagelse og smerte, som det rummer, giver ham fri til at følge sin egen kaldelses vej, bliver hun selv ikke blot menneskeligt fri, men hun modnes i Guds nåde og sandhed. Derfor er Maria ikke blot en stor kristen, en enkelt blandt hellige mennesker, men hun er den enestående. Ingen er ligesom hun, for ingen er det hændt, som skete hende. Her ligger den ægte rod, hvoraf alle overdrivelser skyder frem. Selv om disse ikke kan prise Maria nok og derfor også siger urimelige og tåbelige ting, så har de dog ret i én ting: om også de bruger forkerte midler, så søger de at udtrykke et faktum, hvis afgrundsdyb må gennemryste enhver, som ser det åbne sig. Men overdrivelserne er overflødige og skadelige, for faktum viser sig så meget des større og tillige så meget des inderligere, jo mere Ordet holder sig nøgternt til Sandheden.

Kvinde, mor og barn

Det er hende, rosenkransbønnen retter sig imod og betragter under stedse nye synspunkter. Denne bøn er en dvælen i Marias tilværelseskreds, hvis indhold var Jesus Kristus. Således er Rosenkransen dybest inde en kristusbøn. Første del af "Hil dig Maria" slutter med hans navn: »og velsignet er dit livs Frugt, Jesus«. Til dette navn føjes så det såkaldte »mysterium«, f.eks.: »som du undfangede ved Helligånden... som du bar ved dit besøg hos Elisabeth... som du fødte i stalden i Betlehem...« Hvert led af rosenkransen rummer et sådant mysterium. Rosenkransens hele perlekæde omfatter fem led og udgør derfor en kreds på fem mysterier. Men der er tre (senere tilføjes også "lysets mysterier" - red.) sådanne ringe. Den første er "Glædens rosenkrans", hvis mysterier beskæftiger sig med Jesu ungdoms yndefuldt alvorlige, anelsesfyldte tid. Den anden er "Smertens rosenkrans" og omfatter hans lidelser fra timerne på Oliebjerget til døden på korset. Den 3. er "Herlighedens rosenkrans" og handler om hans opstandelses og himmelfarts herlighed, om åndens komme og om Marias egen forherligelse.

Vi betragter Jesu liv i Maria

I denne bøn betragter vi altså Jesu liv og Jesu skikkelse. Men vi betragter det ikke (således som i korsvejen) umiddelbart og i sig selv; vi betragter det i Maria - som indhold i hendes liv; som noget, hun har set og fornemmet og »bevaret i sit Hjerte« (Luk. 2.51). Hvad der fylder rosenkransen er en bestandig fuldbyrdelse af hellig medfølelse. Når et menneske kommer til at betyde noget ganske særligt for os, så glæder vi os over at træffe nogen, der står ham nær. I dette andet menneskeliv finder vi hans billede afspejlet og ser det derved påny. Vore øjne ser ind i to øjne, som også elsker og ser. De giver vort blik deres egen synskraft, og nu kan vi overvinde vort væsens snæversyn og ligesom helt omslutte den skikkelse, vi elsker, men hidtil kun har set fra en enkelt side. De glæder, det andet menneske følte, og de smerter, det led, bliver til lige så mange strenge, hvis svingninger får vort eget hjerte til at tone, til at forstå og at svare på ny måde. Deri består sympatiens væsen, og det andet menneske stiller sin egen tilværelse til vor rådighed, så vi nu kan se og elske ikke blot ud fra os selv, men ud fra den anden også... Noget af denne art, blot af meget højere rang, er det, som sker i rosenkransen.

 

Læs mere: Rosenkransen og Rosenkransen x 6