Hvad er samvittighed?

Løgn, bedrageri, vold, misbrug, bagtaleri og udskamning præger vor tid | © Albund

"At lyve, stjæle, bagtale er et angreb på fællesskabet. At være sand, solidarisk og omsorgsfuld er et bidrag" - skrev den katolske forfatter Elsebet Kielerdengang i 1977 i sin bog om det katolske skriftemål, eller som den lille bog hedder "Bodens Sakramente"

Af Elsebet Kieler

Elsebet Kieler

Om samvittigheden hører vi mest i dag, når det gælder menneskers forhold til deres omverden, særlig når de kritiserer den eller helt melder fra.

Det er i samvittighedens navn, man gør oprør mod det etablerede samfund og dets institutioner. Ondets rod er strukturerne, som skal laves om.

Det er også i samvittighedens navn, at man diskuterer naturens orden, den såkaldte økologiske balance, eller den orden, som findes i forholdet mellem mand og kvinde, mellem forældre og børn, mellem kernefamilie og samfund, mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. I samvittighedens navn hævder man sine meninger mod de andres og retten til at have dem. Man kalder det frihed og pluralisme.

I alle disse ting, som ikke her skal diskuteres, påberåber det moderne menneske sig uafbrudt sin samvittighed. Det mener dermed sin egen umiddelbare opfattelse af, hvordan verden bør være. Også vor tids mennesker har altså i sig et stærkt og pågående barometer for, hvad det anser for ret og rigtigt. Men anskuelserne er, som ovenfor antydet, højst forskellige.

To fælles træk falder dog i øjnene i vor kulturkreds i dag. Samvittigheden orienterer sig alene ud fra menneskets subjektive jeg, og den rammer især dets omverden, som ikke er, som den skulle være.

Denne subjektive, udadrettede holdning er båret frem af den teknologiske udvikling, som har fået mennesket til at føle sig som verdens herre. Bag denne udvikling ligger renæssancens livssyn, som satte mennesket i centrum i stedet for Gud. Det har ført til en eksplosionsagtig udfoldelse af evner og kræfter, et menneskets skaberværk, som ville have taget vejret fra vore forfædre, men også et værk med så dybe kløfter og konflikter i sig, at troende og ikke-troende i dag med bange anelser må spørge sig selv: Er det et babelstårn?

Den stærke udvikling på den ydre front modsvares i menneskets indre af en voksende usikkerhed, splittethed, afmagt og angst. Jo mere mennesket synes at blive herre over verden, jo mindre synes det at være herre over sig selv. Den frie selvudfoldelse udefter har som sin skygge en voksende afmagt indefter overfor menneskets egen natur.

Denne erfaring førte i første halvdel af vort århundrede til den udbredte opfattelse, at mennesket i virkeligheden ikke er et fritvælgende væsen, men bundet af arv og miljø. Heraf det 20. århundredes store interesse for psykologi og psykiatri. Heraf også den udbredte anskuelse, at synd er sygdom, at skyldfølelse er et sygdomssymptom, at ansvaret påhviler miljøet, fordi friheden er væk.

I anden halvdel af vort århundrede har de unge gjort oprør mod dette livssyn. I reaktion på forældregenerationen prøvekører de nu den enkeltes evne og ret til at afgøre, hvad der er rigtigt. Men ligesom hos forældrene er det ikke Gud, men mennesket, som er i centrum af deres liv. Samvittigheden er derfor ikke et ekko af Guds stemme i deres indre, men deres egen idé om godt og ondt.

Naturligvis kan et menneske blive skuffet over sig selv, hvis det krænker sin idé. Men om noget dybere selvopgør kan der ikke blive tale, når man selv er norm for sit liv.

End ikke, når flere slår sig sammen om en fælles idé eller ideologi, vil selvopgøret gå dybt. Hver sidder jo med sin eksistens, sin oplevelse af, hvad det vil sige at være menneske. Hvordan kan man være fælles om det? Ideologien vil snarere rette opmærksomheden mod den fælles omverden. Synden er udenfor os. Længslen efter fornyelse styrer, alt efter temperament og engagement, ud i kritik, opgør, oprør eller revolution.

Kan det være anderledes, så længe man ikke har opdaget Gud? Så længe man ikke har kendskab til hans skabelse af mennesket og hans frelsesplan? Så længe man lukker af for hans stemme i samvittigheden, som vil indprente denne frelsesplan i vort liv? Hvordan skal man da finde sig selv og hinanden på det fælles eksistensgrundlag?

Vor tids menneske har genopdaget samvittigheden som social faktor, men hvordan vil det bære sig ad med at skabe det ideelle samfund, så længe det ikke kender menneskets fulde virkelighed og sande vel? Hvad vil det stille op med den troløshed, ensomhed, kedsomhed og håbløshed, som så mange lider under i vort velfærdssamfund i dag?

Først ansigt til ansigt med et andet menneskes livssituation og livskamp kan menneskeligheden vågne i mennesket. Først når det ene menneske spejler sig i det andet menneskes ansigt og ser aftrykket af sin egen holdning i den andens frygtsomme, lukkede eller trodsige træk, kan det nødvendige spørgsmål opstå: Hvem er jeg? Hvem ønsker jeg dybest set at blive? Hvad er det, jeg skal værne om og elske eller opelske i mit medmenneske? Hvordan skal vi leve i samfund med hinanden, så vi kan hjælpes ad med at blive rigtige mennesker? Så vi kan udfolde vort sande væsen og blive frugtbare og lykkelige sammen?

Først når dette spørgsmål dukker op, får mennesket en chance som menneske. For dette spørgsmål vil åbne dets samvittighed for alle menneskers fælles Ophav og Far, for Gud.

Samvittigheden er ekkoet af Guds stemme i vort indre.

Alle mennesker har mulighed for at have en samvittighed. Alle kan vi som personer med forstand og vilje og hjerte føle os medansvarlige overfor tilværelsen. Alle har vi derfor også i det mindste en mulighed for at forvalte dette ansvar i overensstemmelse med vor samvittighed, d.v.s. med det, vi instinktivt fornemmer som ret og rigtigt.

Men ikke alle har en lige udviklet samvittighed. Nogle er mere modne end andre.

For at samvittigheden kan modnes, må mennesket vågne til personligt liv, d.v.s. modnes til at møde andre personer i et gensidigt du-jeg-forhold.

Den umodne samvittighed er knap nok nået hertil. Den omgås andre mennesker efter de love, regler, vaner, som miljøet følger og foreskriver. Den møder ikke de andre ansigt til ansigt, med forståelse, vurdering, valg og en personlig holdning, der er bestemt af valget.

Den umodne samvittighed er, som hos barnet, afhængig af andres indsigt og forskrifter. Den er knyttet til en autoritet.

Autoritet kommer af det latinske ord: auctoritas, der hænger sammen med verbet augere = øge, fremme. Det misforståede og misbrugte ord autoritet betyder i virkeligheden den, der fremmer væksten.

I denne positive form behøver barnet en autoritet for sin samvittighed, som kan sige det, hvor livslinjen går, hvordan det skal forholde sig i den ene og den anden situation, hvis det vil leve med i fællesskabet og være et bidrag til det.

At lyve, stjæle, bagtale er et angreb på fællesskabet. At være sand, solidarisk og omsorgsfuld er et bidrag.

Barnet, som er af god vilje, vil lytte til en sådan autoritet med tillid, fordi det trives ved det. Sådan udvikler sig inden i lydighedsforholdet et mere personligt forhold til den far og mor, lærer eller præst, som vejleder dets samvittighed.

Barnet begynder med at gøre det rigtige, fordi det skal, og fordi det er knyttet til den, der siger: du skal eller du må ikke. Men efterhånden som tilknytningen vokser og barnet vokser, vil det forstå mere af, hvorfor det skal det ene og ikke må det andet. Love, bud og formaninger får dybde og sammenhæng. De er livslove, der skal værne om livets trivsel og vækst.

Som en klog gartner, der vander, gøder, beskærer for at fremme væksten, sådan plejer vej lederen barnets samvittighed, indtil det selv har tilegnet sig noget af den visdom, der ligger bag, og derfor selv kan begynde at være gartner.

Den indre frihed, Jesus lægger for dagen overfor de jødiske love om faste og sabbat f.eks., men også i sin omgang med syndere og samfundets tabere, har denne karakter. Den vil ikke afskaffe budene. Den vil heller ikke slave under dem. For budet skal ikke overholdes for sin egen skyld, men for livets skyld.

Som gartneren skønner, hvad planterne trænger til, sådan skønner den modne samvittighed fra situation til situation, fra menneske til menneske, hvad det trænger til, hvordan livslovene her skal bringes i anvendelse for at tjene dets trivsel og vækst.

Hele denne udviklingsproces fra den umodne samvittighed, der må støtte sig til autoriteten, til den modne samvittighed, som har fået loven i hjertet og derfor frihed til selv at administrere den, bygger naturligvis på tre afgørende ting: at loven er en sand lov, som tjener livet, at autoriteten er en sand autoritet, som vil fremme væksten, og at barnet vil vokse, d.v.s. tage loven til sig, åbne sig for dens visdom, så det fatter den indefra og kan leve ud af den.

I samfundet kan disse forudsætninger svigte i en grad, så mange små samfundsborgere må vokse op uden nogen sand autoritet at støtte sig til og uden det nødvendige kendskab til livslovene og fundamentale menneskerettigheder. De lader sig derfor intetanende glide med tidens strøm uden at nå til en moden samvittighed.

I Kirken kan det aldrig gå så galt. Kirkens hyrde- og læreembede, d.v.s. biskopperne, forenet med paven, vil altid ufejlbart lade sig lede af Guds lov, når de i fællesskab skal udtrykke Kirkens tro og lære - så sandt Kristus ved sin Helligånd har lovet at være med apostlene og deres efterfølgere indtil verdens ende (Mt 28,20). Det har vi i vor tid fået en prøve på i den omfattende trosbelæring, Det 2. Vatikankoncil (1962-65) har udsendt i sine dokumenter.

Men eftersom Kirken består af syndige, ufuldkomne mennesker, kender naturligvis også de kristne til, at én, som burde være autoritet, kan svigte, at kendskabet til Guds lov kan forplumres eller tage af, og at de kristne, som skulle vokse og modnes, kan blive hængende i en infantil afhængighed af Kirken eller infantil kritik af den i stedet for at nå frem til en ægte solidaritet med kirkefællesskabet og være med til at bygge det op i et personligt forhold til Gud.

Hvad den kristne behøver for at nå til en moden samvittighed, er derfor personligt at tilegne sig de grundlæggende elementer, hvormed Kristus bygger Kirken op, nemlig "apostlenes lære, samfundet, brødsbrydelsen og bønnerne« (AG 2,42), sagt med andre ord: Kirkens overleverede tro og lære, kirkefællesskabet, eukaristien og liturgien.

Kun i den grad vi på denne måde personligt og helhjertet deltager i Kristi liv i Kirken, kan vi nå frem til den modenhed i samvittigheden, som profeterne i Gamle Testamente forjættede om: "Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter," lyder det fra Herren, "og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk" (Jer 31,33).

Skriftemålet

Skriftemålet er udkommet på KATOLSK FORLAG

KATOLSK FORLAG har udgivet en "nyere version" af skriftemålet, bodens sakramente. Den udgave kan du se beskrevet her og klik på grafik for at få link til bogen. Bogen hedder "SKRIFTEMÅLET – en vej til forsoning og åndelig vækst" og er skrevet af Wilfrid Stinissen, O.C.D. og  David Vincent Nielsen.

Længslen efter forsoning og åndelig vækstligger dybt i mennesket. Denne bog viser hen til det kristne svar på disse længsler: forsoningens sakramente (skriftemålet) og åndelig vækst gennem regelmæssig samvittighedsransagelse.

Forsoningens sakramente er Guds udstrakte hånd, men vi skal gribe den for at kunne modtage Hans hjælp. Det er ofte sværere, end man tror, og skriftemålet hører da også til dem af Kirkens gode tilbud, der ikke værdsættes efter fortjeneste. Det kan have flere grunde, som broder Wilfrid Stinissen OCD i sit bidrag til denne bog også kommer ind på, men det er ikke desto mindre synd og skam. Skriftemålet trænger til at blive genopdaget.

En af grundene til, at skriftemålet ikke rigtig værdsættes, er måske, at vi har vænnet os af med at pleje det åndelige liv, vænnet os af med at se åndelig vækst som en opgave for enhver af os. Her lever vi for tiden i en overgangstid, for personlig, åndelig vækst er på ny blevet et tema i offentligheden. Kirken råder på dette punkt over en stor rigdom af spirituelle traditioner, der kan hjælpe og støtte sand åndelig vækst. En af de vigtigste og mest effektive af disse traditioner går tilbage til Sankt Ignatius af Loyola, og det er den, broder David Vincent Nielsen OCD øser af i sit bidrag om samvittighedsransagelse og åndelig vækst.

Bogen afsluttes med to skriftespejle og ritualet for skriftemål.

Wilfrid Stinissen (født 1927) tilhører Karmeliterklosteret i Norraby i Sverige. David Vincent Nielsen (født 1965) er ansat i Caritas Danmark.

LINK TIL BOGEN